Kronik

Kristendom og menneskeret

Debat
14. oktober 1997

Tidehvervsteologer tager afstand fra 'menneskerettigheder'. De overser, at religions- og samvittighedsfrihed er forudsat af kristendommen: Den er givet med menneskets fundamentale uafhængighed

TRO & TVIVL
Menneskerettighederne har altid været stærkt omtvistet:
Giver det overhovedet mening at tale om rettigheder, som tilkommer mennesket alene i kraft af dets eksistens? Er menneskerettighederne blot udtryk for politisk korrekthed og hvid liberalistisk imperialisme, eller rummer de evige værdier af universel gyldighed? Er den tanke om menneskets autonomi og selvstændighed, der er bærende for menneskerettighedsfordringerne, forenelig med kristendommen? Disse spørgsmål har ofte været diskuteret her i bladet.
Jeg vil i det følgende søge at at tage udgangspunkt i de indvendinger, som fra teologisk side har været rejst mod menneskerettighedsbegrebet.
Teologerne (især inden for tidehvervsbevægelsen) går i deres retsopfattelse ud fra Luthers skarpe sondring mellem det åndelige og det verdslige regimente, mellem evangelium og lov.
Det åndelige regimente er Guds nåde og menneskets retfærdiggørelse alene ved tro. Kun hér hersker friheden, den evangeliske retfærdighed.
Det verdslige regimente er alle ydre forhold og ordninger, der reguleres af loven i dens politiske brug.
Menneskerettighederne hævdes at sammenblande det åndelige og det verdslige regimente ved at postulere, at mennesket i sig selv skulle være retfærdigt og godt, og som sådant har en række umistelige rettigheder. Derved tillægges mennesket en etisk og politisk autonomi, der er i modstrid med evangeliets ånd og Luthers lære om den trælbundne vilje. Menneskerettighederne er derfor at betragte som moralske eller religiøse postulater uden forhold til loven - en form for sækular religion, som i sin konsekvens let fører til vilkårlighed, vold og ensretning. Således Søren Krarup i sit essay "Opgør med menneskerettighederne" i Tidehverv nr. 4, side 75-81 april 1997.

Den evangeliske retsteori begrænser således retten positivistisk til den gældende ret. Den absoluterer den statslige magt, den menneskelige lov: At påberåbe sig en højere ret end den positive gældende ret er udtryk for oprør mod Guds vilje!
Men derved overser den evangeliske retsteori, at også moralen kan være retsskabende: Menneskerettighederne er ikke blot moralske eller religiøse postulater uden forhold til loven; de er i vid udstrækning - ikke mindst som følge af erfaringerne med nazismens totalitære statsopfattelse - blevet en bestanddel af såvel de nationale forfatninger som af folkeretten.
De borger- eller grundrettigheder, vi i dag nyder godt af, har historisk deres rødder i naturretlige forestillinger, der går tilbage til den antikke og kristne tænkning. Netop kristendommen har med sin fremhævelse af samvittigheden som den yderste subjektive instans for den menneskelige handlen betydet et gennembrud for samvittigheds- og religionsfriheden og dermed de øvrige menneskerettigheder, uden hvilke demokratiet ikke kan tænkes.
Kristendommens fremhævelse af samvittigheden som den subjektive, personlige rettesnor for det etiske kommer måske tydeligst til udtryk i det kendte sted i Apostlenes Gerninger 5,19, hvor apostlene svarer rådet, der ville forbyde dem at lære i Jesu navn:
"Man bør adlyde Gud mere end mennesker".

Her gør de gældende, at der findes en højere ret end magthavernes, og at der derfor er normative grænser for, hvad de kan tillade sig over for individet. Det enkelte menneske har en egenværdi, der hæver det over det politiske fællesskabs normer.
I virkeligheden forudsætter apostlene i deres svar, at menneske i kraft af sin samvittighed selv formår at bedømme, hvad der er rigtigt, og handle i overensstemmelse hermed. Den etiske autonomi eller selvbestemmelse - pligten til at følge sin samvittighed - står for dem ikke i modsætning til troen.
Heller ikke Paulus ser nogen modsætning mellem autonomi og tro. Tværimod roser han hedningerne for deres etiske autonomi: "de er... sig selv en lov."
Thomas Aquinas så med rette heri - i sin kommentar til Romerbrevet - et tegn på menneskets højeste værdighed:
"...dette er den højeste grad af værdighed hos mennesker, at de ledes til det gode ikke af andre, men af sig selv."
Teonomi og autonomi står derfor ikke i et nødvendigt modsætningsforhold til hinanden. Det forholder sig ifølge Thomas Aquinas omvendt: Jo nærmere et menneske efter sin natur er Gud, desto større er dets frihed og selvstændighed!
Det paradoksale - som Thomas Aquinas havde blik for - er, at Guds almagt og godhed netop viser sig i, at han kan skabe selvstændigt tænkende og handlende væsener.

Forestillingen om menneskets fundamentale uafhængighed har bestået gennem alle omskiftelser i kristendommens udvikling (Se apropos'et). Når den kristne kirke har været statsbærende, har opfattelsen af religion som en frihedsakt forankret i samvittigheden navnlig været næret af radikale sekter uden for kirken.
I den religiøse samvittighedsfrihed kommer menneskets legitime fordring på at blive taget alvorligt som et frit og selvansvarligt væsen i radikal forstand til udtryk. I denne normative forståelse af friheden hviler i sidste instans menneskerettighederne og demokratiet.
Det er derfor ikke først staten, der skaber rettighederne - rettighederne er det oprindelige, som staten skal respektere. Den etiske substans er forankret i individet, ikke i staten. Staten finder i etisk henseende sin berettigelse og legitimation i at tjene det enkelte menneske, så det på retlighedens grund i frihed og med ansvar kan leve sit eget liv som herre over sig selv og sine handlinger.
Alle former for umyndiggørelse og tvang - også social og økonomisk udnyttelse - er derfor i modstrid med det menneske- og frihedssyn, der er grundlæggende for menneskerettighedsbegrebet. Udtrykt med Kants ord:
"Menneskets ret må holdes hellig, om det så skal koste den herskende magt nok så store opofrelser".
Tager vi ikke dette menneske og frihedssyn alvorligt som det normative grundlag for den statslige magtopfattelse og magtudøvelse, bliver menneskerettighederne blot retoriske floskler - et skalkeskjul for nye former for magt- og realpolitik.

Jørgen Juul Nielsen er cand. mag.

APROPOS
Samvittighedsfriheden
De dialektiske teologer, der gør Gud til alt og mennesket til intet og dermed vil frakende det alle rettigheder, tænker ikke dialektisk nok. Her kunne de lære af deres erklærede forbillede Søren Kierkegaard, der vedrørende Guds almagts og godheds forhold til det onde i sine Papirer skriver følgende:
"...Al endelig magt gør afhængig, kun almagt kan gøre uafhængig... Det er kun en ussel og verdslig forestilling om magtens dialektik, at den er større og større i forhold til som den kan tvinge og gøre afhængig. Nej, da forstod Sokrates det bedre, at magtens kunst netop er at gøre fri... Dersom Gud for at skabe mennesket selv tabte lidt af sin magt, kunne han netop ikke gøre mennesket uafhængigt".
Her har autonomi-tanken fundet sin eksakte teologiske begrundelse: Menneskets uafhængighed, dermed dets radikale frihed og selvansvarlighed er en nødvendig følge af Guds almagt og godhed. Gud vil, at mennesket skal være frit!
Man kan derfor sige, at religions- og samvittighedsfrihed som en grundlæggende menneskerettighed er forudsat af kristendommen: Den er givet med menneskets fundamentale uafhængighed. Religion er efter sit væsen en frihedsakt forankret i samvittigheden og kan derfor hverken påtvinges eller hindres af nogen menneskelig myndighed.
Dette forstod frem for alt den romerske kirkefader og jurist Tertullian (født cirka 160). I et åbent brev rettet i året 212 til den afrikanske prokonsul Scapula, der havde indledt voldsomme forfølgelser af de kristne for at tvinge dem til at ofre til guderne, hævder han, at den religiøse frihed både er en menneskerettighed og en naturret:
"...det er en menneskerettighed (humani juris) og en naturret at tilslutte sig den gudsdyrkelse, han selv finder rigtig. Den enes religion kan hverken hjælpe eller skade den anden. Men det hører heller ikke til religionens opgave at påtvinge religion, som bør hvile på fri afgørelse og ikke tvang".
Tertullians radikale fordring om uindskrænket religionsfrihed blev ganske vist fremsat på et tidspunkt, hvor kristendommen endnu var en sekt og måtte kæmpe for sin eksistensberettigelse. De kristne havde så at sige ofrenes ret. Da kristendommen i det 4. århundrede blev officiel statsreligion og dermed kunne støtte sig til den verdslige magt, viste den sig lige så intolerant og grusom som dens fordums forfølgere.
Reelt blev den hedensk sakrale cæsarisme erstattet af den kristne cæsaropapisme med forfølgelse af den hedenske religion og de kristne hæresier til følge.
Heller ikke reformationen bragte virkelig religionsfrihed. Tværtimod fik landsherren efter freden i Augsburg 1555 den lovmæssige ret til at bestemme over sine undersåtters religion (cuius regio, eius religio).
Kravet om religionsfrihed blev snarere båret frem af radikale sekter af forskellig observans, der mere eller mindre stod uden for den etablerede kirke. Vi ved, at den oven for citerede passage fra Tertullian blev benyttet af den radikale independent og calvinist Roger Williams (cirka 1603-83) og sandsynligvis også af andre fortalere for religionsfrihed i det 17. århundredes England som begrundelse for, at retten til religionsfrihed er i overensstemmelse med den menneskelige fornuft og naturretten og derfor eksisterer uafhængigt af og forud for al statsdannelse og statsmagt. Den er en grundrettighed forankret i den menneskelige natur og bør som sådan agtes og respekteres af staten.
Den tyske stats- og folkeretslærer Georg Jellinek (1851-1911) fremsatte i slutningen af forrige århundrede den tese, at oprindelsen til menneskerettighedserklæringerne skal søges i de calvinistiske sekter fordring om samvittighedsfrihed i reformationstiden. Ideen om at kodificere ufortabelige, medfødte, hellige rettigheder havde, mente han, en religiøs og ikke en politisk oprindelse: Den var en frugt af reformationen og dens konfessionelle konflikter.
Ligeledes mente Max Weber at "kun sekternes radikale individualisme har verden at takke for samvittighedsfrihed og de elementæreste menneskerettigheder... ting som ingen af os ville undvære".
Selv om Webers tese vel næppe rummer hele den historiske sandhed (og hvilken tese gør for øvrigt det?), er det givet, at religions- og samvittighedsfrihed er af grundlæggende betydning for den rette forståelse af menneskerettighederne.

Jørgen Juul Nielsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her