Læsetid: 3 min.

LÆSERDEBAT

17. oktober 1997

Nyrup som Godfather?
13. OKT. - Poul Nyrup i krydsild DR1 tirsdag 7. oktober. De to journalister startede med at bore i den økonomiske del af åbningstalen, især den stejle holdning vedrørende kompromisser, som det kom til udtryk i talen. Nyrup demonstrerede (måske uforvaret) et kendskab til et af filmhistoriens mesterværker, da han udtalte, at regeringens økonomiske udspil er "et forslag som V og K ikke kan sige nej til".
Da interviewet gik over til regeringens nye tiltag over for flygtninge trak Nyrup sine to, efterhånden skamredne, kæpheste ud af stalden - "Rettigheder og Pligter". Rent praktisk udmøntet i at vi (som danskere) "Skal være lidt tolerante", og til gengæld er flygtninge i den "heldige" situation, at de både har ret og pligt til at blive integreret i det danske samfund (og finde et arbejde). Der kunne man jo så godt få en lidt dårlig smag i munden, for det virkede (og virker stadigvæk) som en slet skjult appel til den indre svinehund, der åbenbart længes efter at komme ud.
Nyrups held var, at han kunne glasere den bitre pille med resultatet fra Røde Kors indsamlingen. Derved kunne han på en og samme tid hævde, at vi er utrolig gæstfri og tolerante, samtidig med at han måtte indrømme, at regeringen "har været for blød". Så helt præcist udtrykte Nyrup intet andet end vi godt kan lide flygtninge, som er langt væk, men hvis de kommer hele vejen til Danmark, så er det jo en anden sag. Nyrup trækker ikke mere så tungt på de moralske principper og tautologier, som han gjorde for blot få år siden. Ikke desto mindre må vi stadig gå ud fra at "Politik også handler om mennesker". (Forkortet af red.)

Carsten Jensen
Peder Lykkesvej 4, 3.th.
2300 København S

Tak til Kjølbye
10. OKT. - En stor tak til Marie-Louise Kjølbye for hendes artikel Qlummen fra 27.-28. september 1997. Det er den slags, som gør, at jeg føler en dyb glæde for min avis - gennem snart 20 år. Det var virkelig en helt kikset tv-udsendelse med Suzanne Brøgger. Jeg har to tidligere interview på videobånd. Hvor hun folder sig ud, som den store personlighed hun er.

Jette Tømmerup
Lilleskovvej 5, Thorup
9320 Hjallerup

Politikerlede
11. OKT. - Det er tragikomisk at overvære, hvorledes repræsentanter for lovgivningsmagten opfører et kæmpe show på baggrund af et forslag om, at verdens rigeste befolkning skal vente et årstid på at bruge nogle få kroner til at købe endnu en masse overflødigt ragelse.
Samtidig reagerer ingen af politikerne imod, at levevilkårene for den danske befolkning konstant forringes. Flere og flere mennesker dør af kræft som følge af en lille befolkningsgruppes helt uhæmmede brug af sprøjtegifte og produktion af giftige fødevarer.
Det må siges at være proportionsforvrængning af dimensioner, og det begrunder den voksende politikerlede.

Knud Baltzersen
Mørkhøjvej 132 st. E
2730 Herlev

Neurotisk feminisme
11. OKT. - Jeg kan værdsætte, at Information gerne støtter Grøn Politik. Det gør jeg også selv. Men jeg er noget skuffet over det ensidige og underlødige indslag fra Nanna Gersov der tydeligvis gerne vil profilere sig nu, hvor der er snak om valg. Hvis Nanna Gersovs neurotiske feminisme er officiel, grøn, dansk politik har jeg vist lige mistet det eneste danske parti, jeg ville overveje at stemme på.
Det indlæg er hyklerisk bræk. Hvorfor holder Nanna Gersov sig ikke til ting, hun har begreb om? Men sådanne findes måske ikke?

Jörgen Hansen
Pastor, Anglian Apostolic Freechurch (1840)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu