Læsetid: 4 min.

Læserdebat

9. oktober 1997

Tak hr. Bjørn
4. OKT. - For nogle dage siden meddelte politiinspektør Erik Bjørn fra Elfenbenstårnet afd. N (Narkotikapolitiet), at det er nødvendigt med uddannelse, bolig og arbejde for alle narkomaner i forbindelse med deres løsladelse fra fængs-lerne vel at mærke, hvis man ønsker succes. Ellers må samfundet imødese tilbagefald for misbrugere.
Det er simpelthen ufatteligt, at inspektøren tror, at han med denne udtalelse til offentligheden, bringer en nyhed til torvs.
Lige siden de hårde stoffers (eks. morfinbase) indtog i 60'erne, har de seriøse behandlere skrevet, råbt og skreget om præcis de samme krav. Gad vide hvilke stoffer Erik Bjørn tager?
Birk Keller,
Wesselsgade 10
2200 København N.
Billes Bob 2

6. OKT. - En tak til John Faldborgs noget sent bragte læserbrev til Billes Dylan-anmeldelse. Godt at nogen vil bringe alle de faktuelle og mytekollaborerende fejl på plads, som vi altid har været vant til at få præsenteret i forbindelse med Dylan. Der er ikke noget nyt i det.
Nyt er det dog, at Information er med til at bringe dem videre, og så oven i købet, at en kapacitet som Torben Bille vil lægge navn til en så uresearchet anmeldelse, fyldt med ukorrekte oplysninger, som den frem-står. I den forbindelse må vi også lige angribe det lille "det meste" i forbindelse med omtalen af indspildningen af "Time Out Of Mind". Det hele var i kassen på fire måneder før Dylan blev indlagt. Indspillet i Criteria Studios, Miami på 11 dage i januar måned dette år.
Så lad os lige få på plads, at sangenes dystre flade intet har med hans sygdom at gøre. Sangene er angiveligt skrevet i vinteren 95-96, så glem alt om hans "møde med døden".
En ting undrede jeg mig over, var de "to spøgelser, der går gennem pladen". Der går mange. Rigtigt nok, er teksten "the ghost of our old love", men det andet spøgelse, angiveligt Robert Johnsons, virkede umiddelbart ulogisk, og bortset fra det geografiske og til dels musikhistoriske sammenfald, syntes det totalt malplaceret i sammenhængen. Indtil jeg fik læst oktobernummeret af det engelske musikmagasin "Mojo".
Der har Mark Ellen en fortræffelig anmeldelse - som man kunne ønske danske anmeldere kunne skrive dem - "Time Out Of Mind", hvori Robert Johnson også optræder.
Ikke som aktør eller påvirkning, men som en allegori på det fantastiske lydbillede "Time Out Of Mind" fremstår med. Det aktuelle ord, som Bille nok har fejllæst i den passage er ghastliness - som ikke nødvendigvis har med spøgelser at gøre.
Dog, hvis han i sin hurtiglæsning får forbyttet det lille a ud med et o, får han et ord, der godt nok ikke findes på engelsk, men som vil give mening for de fleste engelskkyndige danskere. Det var bare ikke det, der stod. Intet om spøgelser.
Næste gang Torben, læs dine kilder en ekstra gang.
Mogens Andersen
Karen Brahes Vej 10
5000 Odense C.

Lad os lige få det plads: I min anmeldelse af bemeldte plade skrev jeg udtrykkeligt "før han (Dylan, red.) blev syg, havde han indspillet det meste af Time Out Of Mind..." Og endnu en ting: den mest sølle argumentationsform er at beskylde nogen for at skrive af uden at kunne bevise det. Jeg har ikke læst Mojo, men enhver, der de sidste tyve år har læst mine anmeldelser af Dylan vil vide, at Robert Johnson og Dylan for mig altid har været tvillinger i ånden. Mogens Andersen hører noget andet. Og er det ikke det, vi har anmeldelser til?tobi

Journalistik
eller ej?
6. OKTOBER - Dette spørgsmål stiller jeg mig adskillige gange, når jeg læser et ugeblad som f.eks. Billedbladet eller Se & Hør.
Kan man kalde det journalistik at offentliggøre nogle billeder i bladet med en tilhørende historie, der er digtet ud fra ansigtsudtrykket på den "kendte" person? Kan man kalde det journalistik, at folk, der bliver skrevet om, ikke kan genkende deres egen historie?
Kan man kalde det journalistik, uden betænkninger, at udstille folks privatliv ved at vise yderst private billeder, hvor ingen mennesker, end ikke disse "journalister", hvor uintelligente de ellers sikkert er, kan tage fejl af situationen.
Jeg så forleden et fjernsynsprogram ved navn "Til døden os skiller".
Programmet handlede om arbejdet på Billedbladet og Se & Hør i ugen fra Dianas død til begravelse.
Begge ugeblade havde "journalister" i England for at dække begravelsen.
De tog billeder af den officielle begravelse o.s.v., hvilket jeg selvfølgelig synes er helt i orden.
Det, der rystede mig var, at to medarbejdere på et af bladene drøftede, om de skulle tage op til den private del af begravelse.
De slog det hen med, at der nok kom billeder derfra alligevel, men det undrer mig, hvordan noget menneske, med bare en lille smule respekt for sig selv og andre, så meget som overvejer det?
Den del af begravelsen var jo tydeligvis privat, og det er for mig bare endnu et bevis på disse såkaldte journalisters manglende samvittighed.
Det var da helt lettende, da en af de kvindelige medarbejdere blev rørt, da hun så kisten, man blev jo helt nervøs for, at disse mennesker absolut ingen følelser havde behold.
Kan man kalde krænkelser af andre journalistik?
Jeg synes det ikke.
Sasja Emilie Mathiasen,
13 år
Korshøjen 77
8240 Risskov

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu