Læsetid: 3 min.

LÆSERDEBAT

28. oktober 1997

CO2-opdragelse
20. OKT. - Befolkningen vil ikke skære ned på CO2-udslippet, annoncerer Svend Auken i middags-radioavisen 20. oktober - og foregriber resultatet af klima-konferencen i Kyoto, Japan i december. Opgaven forekommer uløselig og der skal ske en alvorlig katastrofe (er den igangværende nedbrydning af ozonlaget ikke alvorlig nok? Eller lyver klima-forskerne?), før de dumme bilist-masser lægger kursen om.
Men hvem opdrager befolkningen, lokker den med lav benzinpris, højt kørselsfradrag og billige billån?
Og hvordan kan en individualiseret, socioøkonomisk hierarkiseret og miljø-fremmedgjort (som den eksploderende privatbilisme er udtryk for) befolkning påtage sig hovedansvaret, og agere som en samlet miljø-forandrende kraft?
Akkumulations-tvangen, dvs. væksten er kapitalismens og globaliseringens drivkraft, og som Information selv skriver og opstiller i tabel-form den 26. oktober, har verdens største transnationale selskaber - olie og bilindustrien en ledende rolle i globaliseringen.
Hvordan skal det gå med selvsamme olie- og bilselskaber og dermed - ud fra såvel deres reele som deres akkumulations-strategiske nøgle-position i verdensøkonomien, beskæftigelsen, væksten og statens indtægter - hvis der blev skåret drastisk ned på CO2-udslippet?
Udover at et sådan (tænkt) miljø-progressivt udfald således ville stride fundamentalt med kapitalens akkumulations-love, forekommer det især - under globaliseringen - illusorisk, at staten der jo får sine indtægter ved at beskatte akkumulations-sektoren, kan og vil føre en miljøpolitik, der går på tværs af bil og olieselskabers interesser.
Norges olie-boom, de massive investeringer i det 'ny mellemøsten',de trans-kaukasiske olie-felter, det nye vækstmarked og - bilsalg i Kina er fakta, der desværre indikerer, at den kommende klimakonference - som tidligere miljøkonferencer - blot skal tjene som et forum, hvor 'de ansvarlige' politikere kan få høvlet deres egen, markedets og forbrugernes dårlige samvittighed af.
Derefter kan det skærpede angreb på ozonlaget og den øgede udledning af drivhus-gasser så fortsætte.

Per Dørup Jensen
Herningvej 11, lejl. 114
9220 Ålborg Øst

Store ånder og små danskere
23. OKT. - Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti har tilsyneladende ramt danske vælgere lige i hjertekulen med stjerneklar modstand mod udlændingeloven fra 1983 og mod det bureaukratiske, kontrollerende og formynderiske EU. Så meget, at forfatteren til Danmark som foregangsland, statsminister Poul Nyrup Rasmussen, har opfanget "signalet" (ved siden af humanisme et af de mest brugte ord i dansk politik) og har udskiftet "duen" Birte Weiss med "høgen" fra Århus, Thorkild Simonsen.
Det har fået eksperterne, den selvrefererende og fastlønnede gruppe af åndrige "humanister" og politikere på banen igen-igen. Med noget der ligner repetitionstvang gentager de beskyldningerne mod danskerne for at være racistiske, egoistiske og nationalistiske, hvis de da ikke ligefrem er svinehunde.
Man skal på ingen måde være blind for, hvor ubehageligt, det er for alle de åndrige humanister at se så mange selvtilstrækkelige, fede og øldrikkende danske racister og svinehunde på deres vej. Det støder naturligvis deres blik.
Men tænker disse multietniske samfundsfornyere slet ikke på, hvilken fordel og lykke, det er for store ånder altid at have en genstand for hån og foragt lige ved hånden, så de kan øve og udvikle deres talenter og ikke behøver at udsætte sig selv for - af bare kedsommelighed - at falde over hinanden eller sig selv? Især når de kan fremsætte deres foragt uden mindste fare for dem selv.
Og hvis "racismen" og "egoismen" blev afskaffet, hvor skulle det da lykkes humanisterne at finde et andet stof, der i alle henseender er så velegnet til at lægge deres store evner og humanisme for dagen?
Alle de, der gennem så lang tids øvelse er gået helt op i spot og skældsord mod almindelige danskere og det nationale, vil jo aldrig blive i stand til at brillere!

Jørgen H. Hansen
Hyrdevej 40
3060 Espergærde

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu