Læsetid: 3 min.

LÆSERDEBAT

Debat
3. oktober 1997

Det virtuelle Amager
25. SEPT. - To citater fra anmeldelse ved Morten Tang (MT) (Information den 19. juli 1997) af koncert i Amager Bio:
"(...) The Tindersticks satte sig igennem med kraft og sørgede dermed for den bedst tænkelige åbning af spillestedet Amager Bio".
"(...) Amager Bio, der trods sin beliggenhed udenfor lands lov og ret kan blive et af fremtidens musikalske skuepladser (...)".
Alle anmeldelsens smukke roser til såvel Tinder-sticks optræden som spillestedet er undertegnede aldeles enig i det var en sublim oplevelse.
Men anmeldelsen giver dog anledning til to indvendinger.
En konkret fejl:
Amager Bio åbnede som spillested den 28. februar 1997 i mere end et halv år har der været adskillige arrangementer på stedet: koncert (nævnt i flæng, bl. a. Bleeder og Düreforsög, Østkyst Hustlers, TV-2,
Sweet), ballet (Rageland), teater, techno event, filmforevisning (bl. a. indisk-pakistanske)... og meget mere.
Inf. har faktisk flere medarbejdere, som har bemærket Amager Bios eksistens tidligere, men det er åbenbart forbigået MT's opmærksomhed.
Det er dog ellers ikke hver dag København får et nyt lokale med toptrimmet akustik, perfekt til intime koncerter, hvor der dog er plads til over 1200 tilskuere. Og jeg mener udtrykkeligt København. Amager Bio befinder sig faktisk i HT's takstzone 1, en kendsgerning som MT også må have overset, hvilket leder til næste kommentar.
En kollektiv illusion:
Som tilvænnet tilflytter til Amager fra Østerbro h. h. v. Nørrebro undrer kommentaren "udenfor lands lov og ret" desværre ikke. Ordet Amager vækker groteske vrangforestillinger hos de fleste københavnere, som bor på Sjællandssiden af broerne.
Alt på Amager ligger meget langt væk, og lokaliteten er i det hele taget en flad lorteø man blot skal overstå på vej til og fra lufthavnen.
Men prøv et fordomsfrit opslag på et kort over København og se f. eks. hvor langt der er fra Information i St. Kongensgade til Amager Bio ifht. afstanden til f. eks. spillestedet Vega.
Sloganet "biløen Amager" har desværre reel klangbund i underskud af hurtige, offentlige trafikforbindelser i forhold til resten af København.
Men er en lokalitet som Øresundsvej lige ved Amagerbrogade "udenfor lands lov og ret", når man kan nå det med bus fra Hovedbanen eller Nørreport på mindre end 10-12 minutter?
Alt i alt - tak for atter en god anmeldelse (generelt: nej, der står ikke for meget om rock etc. i Inf.).
Men tjek lige Krak før du brokker dig over en beliggenhed - og til alle: læg mærke til hvor meget der foregår på Amager... og hvor. Selv om du vil deltage eller overvære noget spændende, fx i Amager Bio, på 5-øren eller i Rock Ama'r, behøver du hverken rejsechecks, kompas eller sovepose.
Søren Uggerholt
Lauritzen
Halgreensgade 1, 4.th.
2300 København S

Pasunion
27. SEPT. - I Information (den 27.-28. september) kan man læse, at danske embedsmænd arbejder hårdt "i kulissen for at for at presse Norge til hurtigt at genforhandle landets tilknytning til det europæiske Schengen-samarbejde".
Forhåbentlig er det ikke sandt. For det første er det uværdigt, at Danmark vil presse Norge til noget som helst. For det andet er det latterligt, at spørgsmålet om den nordiske pasunion - og det er jo den, der efter sigende skulle stå på spil - skal spille nogen rolle i overvejelserne om et dansk ja eller nej til Amsterdamtraktaten.
Helledusseda! Om jeg skal vise pas for at kunne komme ind i Sverige eller Norge, det bliver jeg da ikke mindre nordisk af. Lige så lidt som jeg bliver mere europæisk af, at jeg slipper for at vise pas, når jeg skal til Tyskland. Den slags hører hjemme i småtingsafdelingen.
Hvad der betyder noget er, om vi ønsker at styrke EU ved næste folkeafstemning, eller om vi med et nej vil pege på, at vi ønsker en anden form for et europæisk samarbejde.

N. Langdal Nielsen
Nørregade 43 B
8300 Odder

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her