Læsetid: 11 min.

Livet efter livmoderen

Debat
10. oktober 1997

Sidder kvindeligheden i livmoderen? Refleksioner af en ung kvinde, der har fået sin livmoder fjernet

Ganske normal, aktiv, ung kvinde er jeg. Eller var jeg indtil for lidt over to år siden. På få måneder ændrede en stor del af min fremtid sig på grund af nogle lumske celler i livmoderhalsen, der på uforudsigelig vis besluttede sig for at forandre sig. Det kan være meget ondartet, specielt når det fører til en regulær hysterektomi, der for en 25-årig er en meget abstrakt sag. Jeg fandt hurtigt ud af, hvad det betyder: at få fjernet hele livmoderen.

Men det blev det egentligt ikke mindre abstrakt af. Selv efter mange lange tænketure, grædeture og snakketure er det stadig en uhåndgribelig størrelse.

Ikke desto mindre - eller måske netop derfor - besluttede jeg, at måske eksisterede hele dette abstrakte, uhåndgribelige, uvirkelige virvar kun inde i mit hoved, og ville måske kunne finde en landingsplads, hvis jeg skrev lidt om min situation. Jeg gned mig i hænderne, lavede et par hurtige armstrækninger foran Mac'en og kunne mærke en let kriblen i fingerne. Første udkast blev til noget á la:

"Det er ikke kun storrygende kvinder langt over den fødedygtige alder, der får fjernet deres livmoder, også unge piger i midten af tyverne med jævnlige gynækologaftaler i deres timemanager kommer under kniven."

Sandt, men måske en lidt for bombastisk måde at formidle på. Jeg tog boksehandskerne af mine fingre.

Næste forsøg:

"Hysterektomi kan være den uoverskuelige konsekvens af celleforandringer, udskrabning og keglesnitsindgreb."
Den var lidt for medicinsk, og denne gang røg de hvide gummihandsker af. Jeg forsøgte istedet at lægge lidt mere følelse i:

"Truslen om kræft overskygges af barnløshed som den værste konsekvens af hysterektomi".

Meget hurtigt blev mine fingre trætte af, at alt jeg præsterede: en masse forsøg, der overgik hinanden i kold og følelsesforladt formidling. Og da min hjerne registrerede, at der eksisterede en faretruende budskabsforvirring, blev kriblen i fingrene med ét til frustration og udmattelse. Kræft, barnløshed, adoption, ungdom, kvindelighed. Opgivende strakte jeg hænderne i vejret og lod dem falde ned over tastaturet med al deres vægt: kjhgstrsgfbytkh, jna.!!

Mens jeg funderede lidt over, hvad der egentlig kommer ud af en gang tastaturboksning gik det op for mig, at denne tilfældige kodeagtige sammensætning af bogstaver er ret sigende for min situation. Sigende hvor svært det er at formidle en så personlig situation, der i bund og grund netop er et stort virvar af følelser, tanker, ar, kriser, selvmedlidenhed, medfølelser, konsekvenser, kontrol, planlægning af fremtid, adoptionsovervejelser.

At gennemleve en hysterektomi som 25-årig er en kompliceret affære, der ikke indeholder bare ét budskab at formidle videre men hele virvaret. Desværre bliver der ikke færre af os unge piger, der må opgive livmoderen for livet, og det er for mange en situation, der er svær at sætte sig ind i.

Arret som vidnesbyrd

Betegnelsen hysterektomi får mange til at tænke på (midaldrende) kvinder, der med trætte våde øjne hiver håret ud af sig selv i frustration over at miste den del af deres krop, der er indbegrebet af kvindelighed. Men er livmoderen indbegrebet af kvindelighed, så ville jeg i en alder af 25 kunne klassificere mig selv som ikke-kvinde! Er kvindelighed udelukkende et spørgsmål om børn? Set fra min synsvinkel sidder kvindeligheden ikke i livmoderen, men nærmere i kulturen.

Kvindelighed er et kompliceret begreb, der ikke kan reduceres til de fysiske kvaliteter. Jeg opfattes som kvinde både på grund af mine vuggende bryster, mine runde balder og lille topmave. Men også det traditionelle kvindelige valg af humanistisk uddannelse kombineret med den røde neglelak på mine tånegle og blondebrystholderen giver signaler om, at jeg tilhører den del af befolkningen, der kan føde børn.

Men her begynder det at blive mere kompliceret. Nok passer såvel mit udseende som min personlige statistik på betegnelsen af en kvinde. Og nok får jeg ægløsning, men livmoder - det har jeg ikke.
Et langt vandret ar lige ved hårkanten er alt, hvad der vidner om, at jeg er en livmoderløs kvinde. Den strategisk bekvemme placering af arret gør det overflødigt at skulle afværge at konfrontere andre mennesker med min situation. På den måde kan jeg ubemærket færdes som badenymfe på Hornbæk Strand.

De andre ved ikke, at jeg ikke er rigtig kvinde. På den anden side set har arret uden tvivl forstærket min ulyst til halvkolde, klamme, fodsvampefyldte svømmehaller. At skulle udstille mit ar foran kvinder, der med deres medfølende øjne kigger på mig og tænker "men hun er jo så ung", er lige så indbydende at tænke på som en nybagt mor med en cigaret i munden.
Samtidigt med at jeg kan skjule mit sande jeg, hvis jeg vil, er arret noget af en udfordring at leve med. Det kræver sin styrke at komme overens med et ar så tæt på de ædle dele. Det er grimt, og det forsøger at påvirke mit overvejende gode humør med dårlige minder om hospitalssenge, katetere og isterninger som diæt. Nogle gange sniger det sig med overlæg ind i mit spejlbillede om morgenen for nærmest at sige: "Godmorgen, solen skinner, men du har vel ikke glemt mig".

Alligevel lykkes det mig på de gode dage faktisk at smile et oprigtigt godmorgensmil til mit ar, som for at tilbagemelde, at jeg fortsætter den lidt humpede bumlevej til at acceptere min situation. På de dårlige dage vrisser jeg bare et "pas dig selv" tilbage, og planter mig i trods på vejen uden hensyntagen til humper og bumper. Accept eller ej - det er processen.

Det værst tænkelige

Kvinder forbindes med det at kunne føde børn, og det er netop en af de opfattelser omkring kvindelighed, der er sværest at få vendt om. Da jeg fik at vide, at den bedste helbredelse af de kræftceller, jeg havde udviklet i livmoderhalsen, var hysterektomi eller med de mere hverdagsforståelige ord at fjerne det hele, var kræften det, jeg mindst tænkte på. Frygten for kræftsygdom og at det kunne have bredt sig til andre dele af kroppen havde simpelthen sat turboen til og var på vej langt væk fra det, der overskyggede min håbløshed. Det værst tænkelige var sket. Jeg kunne ikke få børn.

Alle de romantiske og idylliske forestillinger om min kærestes hånd på min store gravide mave, den nyfødte liggende på min mave, mens min kæreste overdænger min pande med varme kys, min families lykkelige klappen i hænderne af babyens første smil. Alle disse forestillinger revet i småstykker, som var det en vred kvinde med billedet af hendes biseksuelle utro mand.

Ét efter ét faldt de små stykker ned i en bunke, hvor de blev liggende indtil jeg fik vendt og drejet stykke for stykke. Jeg så på forsiden, bagsiden, kanterne - alt blev overvejet både alene men også gennem lange samtaler med venner og familie.

Det var overvejelser, der blev aktuelle på et alt for tidligt tidspunkt. Vel skulle jeg da ej som 25 årig have børn alligevel, og ej heller nu som 27 årig. Men når en mand i en hvid kittel fortæller dig, hvad du ikke kan, er det, hvad du allerhelst vil. Præcis som hvis jeg havde fået at vide, at jeg var lam og ikke kunne gå. Vel kan jeg så, det skal jeg da nok vise dem. For mig var glæde at kunne få, hvad jeg ville have istedet for at glædes over, hvad jeg har. Nu er det omvendt.

Jeg accepterede gradvist idyllens ødelæggelse og min nye situation, og stykkerne blev meget langsomt omdannet til et helt nyt billede af mig og min kæreste - og ingen gravide maver og nyfødte babyer.
Den idyl, jeg havde forestillet mig, handlede i virkeligheden ikke så meget om graviditet og børn, som det var et spørgsmål om vores forholds sociale status. For det første er den tænkte funktion af graviditet, der i øvrigt i min forestilling var renset for morgenkvalme og natlige lyster til stegte sild, i virkeligheden at signalere over for omverdenen, at vores forhold var blevet mere etableret, mere voksent.

Lysten til børn er også en form for kulturelt krav om, at et forhold beviseligt er stabilt, når der kommer børn. Og hvis de kommer i utide, så er det den store prøve ikke bare for ens forældrekundskaber, men også for forholdet mellem de kære forældre.

For det andet ser jeg disse billeder fra Familien Idyl, som i høj grad dannet ud fra kulturelle normer, der gør, at den perfekte familie per definition består af lykkelige heteroseksuelle kvinder og mænd, der naturligvis får lykkelige (heteroseksuelle) børn. Denne præmis er svær at komme uden om, hvis man vil give et indtryk af, at man lever i et lykkeligt forhold. Hvor tit hører man ikke Moster Else såvel som en tilfældig kvindelig jævnaldrende til en af sommerens havefester spørge med intens pågåenhed: "Nå, hvornår er det så jeres tur?!"

Mit svar består af en længere udredning af vores barnløshed og dens årsag, og så er der normalt tavshed et øjeblik, men næste spørgsmål er uvægerligt noget om hvilket land, vi har tænkt os at adoptere fra. Børn skal vi have, synes man at mene. Mig selv inklusive.

Adoptionens mulighed

Adoption var bestemt ikke det første jeg tænkte på efter mit skæbnesvangre besøg på Rigshospitalet. Som enhver anden i en krisesituation reagerede jeg med stor irrationalitet.

I stedet for at tænke på situationen som at jeg ville redde mit liv med at få fjernet min livmoder, tænkte jeg straks på nedfrysning af æg, rugemoder; jeg overvejede endda seriøst at overtale min stakkels fru moder til at gennemgå endnu en graviditet for at kunne føde mit og min kærestes genetiske barn. Irrationaliteten fortrak efter kort tid, og derefter kom lige så flygtige overvejelser om et liv uden børn.

Tilstedeværelsen af normer, der foreskriver at kvinder føder børn og mænd bliver fædre gør situationen ret besværlig for de frivilligt barnløse. De konfronteres ofte med et ræssonement, der hedder, at når de ikke har børn, må det skyldes sygdom. Og når det ikke er tilfældet, skal de absolut legitimere deres "ukulturelle" valg. Min ufrivillige operation ville legitimere vores ufrivillige fravalg af biologiske børn, hvorimod den ikke ville legitimere at fravælge adoptionsmuligheden. For mit vedkommende var det slet ikke et spørgsmål om at fravælge at adoptere.

Nok kan alle mine overvejelser reduceres til abstrakte nærmest teoretiske diskussioner, men når alt kommer til alt er en barnløs tilværelse for mig lige så uhåndgribelig som netop heteroseksuelle normer, kulturelle præmisser og legitimitetsmuligheder.

Og nok kan jeg ikke sige mig fri for, at normerne har påvirket mig således, at børnene stadig er der som en ufravigelig del af mit album over Familien Idyl. De lykkelige børn har nu bare ændret hudfarve og fødeklinikken er skiftet ud med en børneinstitution et eller andet sted i verden.

Men det er også et spørgsmål om en oprigtig lyst til børn. En glad følelse der opstår, når jeg ser børn og forestiller mig selv at have dem. Om lysten opstår ud fra det socialt og kulturelt accepterede eller om den er der som en ufravigelig instinktlignende essens vil jeg lade være et åbent spørgsmål, som er værd at reflektere over.

Den evige kræfttrussel

Jeg fandt efter et stykke tid ud af, at det ikke var værd at forpeste min dagligdag ved at sidde at forsøge at lime stumper af gamle idylbilleder sammen. Og på denne måde begyndte jeg at tage de nye billeder, der på deres egen måde er i lige så gode farver, kvalitet og holdbarhed. Overvejelserne blev taget, billederne sat i albummet og derefter var jeg nærmest lettet. Overraskende lettet.

Jeg var jo i virkeligheden heldig. Kræften er væk.

Godt nok er det skræmmende at skulle agere Pinocchio med adoptionsreglerne som de strenge, der skal hives godt og grundigt i, inden vi med kærlighed kan modtage det barn, som andre i et ophedet øjeblik har undfanget. Men gør jeg mig som Pinocchio fri af de strenge, er der ud fra en ironisk synsvinkel masser af positive konsekvenser.

Tænk sig stille og roligt at overveje, hvad der følger med adoption. Tænk sig at have tid til at glæde sig over at være tvunget til at blive gift. Tænk sig hvor dejlig praktisk det er ikke at have menstruation. Tænk sig hvor befriende det er at vide hvad barnløsheden skyldes. Ikke at skulle have sex efter et stopur og med gynækologen som dommer.

Ad denne vej nåede jeg frem til første stop som på daværende tidspunkt var det vigtigste: at få opbygget en accept af min og min kærestes manglende evne til at få vores egne biologiske børn.

Efter lettelsen kom dog en ny frustration: kræfttruslen. Det tog mange måneder på grund af et helt specifikt paradoks: Jeg var nærmest blevet erklæret syg og rask på en gang. Én dag havde jeg kræft, og to uger efter havde jeg ikke. Derfor var det mest nærliggende at tage fat på det mere håndgribelige spørgsmål om barnløshed først.

Men som sagt da det var bearbejdet, kom truslen med 100 kilometer i timen. Enhver lille skavank og jeg var hos lægen lige så hurtigt, som mine fødder kunne trampe i cykelpedalerne.

I starten tog jeg det dog med ro - det er vel en meget naturlig reaktion. Men efterhånden er frygten opbygget: én gang kræft... Er jeg i risikogruppen for andre kræftformer? Burde jeg lægge min livsstil om? Istedet for nedgravninger af problemer og omlægninger af livsstile tog jeg en filosofisk anskuelse.

Truslen om kræft er svær at leve med. Men det er ikke bare en trussel for min krop. Det er truslen om at ryste illusionen om evigt liv i sin grundvold. Jeg havde da ikke på noget tidspunkt overvejet, at jeg i mine mest vilde, vitale og virile 20'ere skulle ligge med en kniv for maven og blive tvunget til at forholde mig til, at jeg skal dø. Vel skal jeg da ej. Jeg skal da leve i maaaange år endnu. Døden ligger så langt væk, at det næsten tenderer mod udødelighed.

Men det er værd at overveje om truslen om kræft og sygdom i det hele taget ville have så stor relevans, hvis vores forhold til døden i kulturlig forstand var lidt mere nærværende.

Når døden bliver mere nærværende, bliver livet det også. Ikke på vilkår om jeg vil forsøge at leve som andet end en normal, aktiv og ung. Hellere forvirret over at min situation skal tackles på et abstrakt og uhåndgribeligt plan, end at føre konsekvenserne helt derud, hvor en hysterektomi skal ændre mit nutidige liv.

Der er ikke andre muligheder end fremad, blive rystet af bumper, sætte sig ned i trods, men også stoppe op for at finde albummet frem og sætte nye billeder ind; billeder der giver mening for mig. Og der når jeg kun til ved at dele mine tanker og følelser - positive som negative - med andre. På den måde få en dialog igang omkring børn og sygdom, liv og død, en fælles forståelse for og udveksling af tanker om, hvad det er, man har med at gøre.

Ofte er andre mennesker bedre til fokusere på det positive, som naturligvis ikke findes i situationen i sig selv, men som kan opbygges ved at værdsætte de små ting. Og store. Som for eksempel: jeg er i live.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her