Sandhed er en sjælden gæst. Vi står i den fortvivlende situation, at den gæster videnskaben hyppigere, end den gæster de troende
TRO & TVIVL
Tro og tvivl hedder Informations tirsdags-rubrik. Dermed er jo allerede indholdet - holdningen - sat. Tro er et plus-ord, tvivl et minus-ord. Det er godt at tro, udtryk for tillid, tiltro, åbenhed, lyssyn. For det, vi gerne vil tro, er jo det positive. Hvem tror på noget ondt?
Tvivlen er det negative, modsætningen til troen, sortsynet. Jeg tror, hjælp min vantro, hedder det hos Markus.
Tænk, hvis rubrikken havde heddet præcision eller tågetale! Eller mening og ordskvalder!
Sandsynlighed over for fantasi! Eller bare realiteter med fremtid i!
Det kan ikke nægtes, i de sidste formuleringer kommer der en anden dimension ind, nemlig spørgsmålet om karakteren af virkeligheden.
Tro og tvivl siger jo blot noget om det subjektive, holdningen. Genstanden for troen kan være alt muligt, lykken, guds kærlighed, menneskets godhed (en mærkelig generalisering), fremtiden, demokratiet. Disse genstande for troen er mærkeligt uvirkelige.
Karakteren af virkeligheden kan derimod ofte præciseres. Den er konkret.
Og er den det ikke, mestrer vi i videnskaben at gøre den konkret. Virkelighed er ikke genstand for tro, men for erkendelse.
I tusmørkezonen mellem subjektiv tro og objektiv konstatering trives alle løgnene, selvbedragene, illusionerne, de håbefulde håbløsheder. Det kendes i Informations spalter fuldt så godt som noget andet sted:
Flere jobs for de svage, mindre nitrat på markerne, mindre CO2 i atmosfæren, beskæring af våbenproduktionen, Østeuropa og Rusland ind i EU, større solidaritet med indvandrerne. Kamp for menneskerettighederne.
Flere jobs for de svage! Ja, men det ønsker arbejdsgiverne ikke. De vil den effektiveste arbejdskraft.
Mindre CO2 i atmosfæren siger vi, før vi glade tager med børnene i bilen til Harzen.
Beskæring af våbenproduktionen! Ja, men våbenproduktionen er den mest lukrative forretning i verden. Har i øvrigt altid været det. Den sætter alle de ekstra hjul i gang.
Østeuropa og Rusland! For at oversvømmes af deres billige landbrugsvarer. Når de først får gang i produktionen.
Større solidaritet med indvandrerne! Ha!
Kamp for menneskerettighederne! Menneskerettighederne! Hvad er det? Et princip fremsat af revolutionære som brækjern for deres egne krav. En utopisk drømmeteori, der modsiges af al virkelighed.
En stor del af vores befolkning er trænet til realiteter og kun realiteter. Vi har i det meste af vort århundrede opdraget dem i gymnasiernes matematisk-fysiske gren med fire matermatikerklasser for hver sproglig. De har respekt for kendsgerninger. De kan konvertere empirisk videnskab til teknik. De er ansat af firmaer og kapitalkoncentrationer, som ansætter dem for at opnå profit. De har respekt for det faktiske. Historie, litteratur og moral keder dem, men de har en tyrkertro til teknikkens ufejlbarlighed og effektivitet og en dybt indgroet overbevisning om tilværelsens godhed, fordi den matematik, de dyrker, har en så vidunderlig abstrakt skønhed og deres fysik en så overbevisende lovmæssighed. De skræmmes væk af tågetale.
Bag dem står marodørerne. De, der tænker i penge. Og bag dem alle står vi, der hvert år øger vort forbrug, går langt for at få varerne billigere og bedre, er bange for den arbejdsløshed, der vil indtræde, hvis produktionen ikke stiger, og som i denne situation stoler på tågetalen, boltrer os i ordskvalder og oversavler realiteterne med fantasi. Tro, der som så tit er avlet af dårlig samvittighed.
Sandhed er en sjælden gæst. Vi står i den fortvivlende situation, at den gæster videnskaben hyppigere, end den gæster de troende. Det er så let at fastslå over for det faktiske, hvad der er sande realiteter, og hvad der er fantasi. Realiteterne beviser deres virkelighedsværdi derved, at de kan omsættes i teknik, produktion og penge. Skal man derimod beregne de fatale konsekvenser af denne treenighed, er beregningerne usikre og anfægtes let af de produktive og pengestærke. De tjener penge på at belyve de kritiske troende.
De kritiske troende kan kun vente sig personlig isolation og social forarmning, hvis deres advarsler mod guldkalven og dansen omkring den skal høres og tages alvorligt. Altså må vi alle lære at blive ukritiske troende, fastholde dansen omkring guldkalven, forbruget, velfærden, komforten, egoismen, samtidig med at vi fastholder ordskvalderet, fantasien, utopien, det vil sige troen, tiltroen, åbenheden, lyssynet.
Vi bliver alle løgnere, og vores liv bliver løgn over løgn. Vi tilbringer det med seriøse besværgelser, thi alle vore bekymringer, artikler, kronikker, prædikener og gardintaler er egentlig besværgelser, magiske danse, som vi som medicinmændene opfører på den sociale danseplads for at skaffe regnvejr, på bunden vel vidende, at regnen udebliver. Besværgelsen virker dog tilbage på besværgeren og giver ham et øjebliks god samvittighed midt i hans løgnagtighed.
Tro og tvivl hedder klummen. Men troen er løgnagtig, når den vælger sig genstande, og tvivlen er udsigtsløs. Eller er den?
Efter tvivlen kommer fortvivlelsen. Den vil vi helst undgå. Men måske går vejen igennem den, hvis der overhovedet er nogen vej. Hvis ikke, så lad os som før Første Verdenskrig leve i tiltroen og fortrøstningen, overbevisningen om, at vi går endnu større fremtider i møde, indtil pludselig, overraskende og uventet, uvejret bryder løs.
Den egentlige værdi i troen er dens subjektivitet. Den behøver ingen genstand. Den kommer indefra, fra selve vores livsproces, den ubegribelige energi, seksuelt, næstevenligt, overlevelsesihærdigt, som vi lever ud af og i. Som vi ikke er herrer over, som er herre over os, som i sygdom og svaghed svækkes, men som aldrig helt tier, før vi dør. Ligesom mælkebøtten, der bryder op gennem asfalten, presser de hårde skaller bort og forsøger at blomstre i alt sit gyldne lys op mod bil-os, tørke og støvlehæle.
Vi behøver ikke styrke denne livstro med tågetale, ordskvalder og utopier. Tværtimod. Den sætter sig igennem selv op mod realiteterne. Den er uudtømmelig. Den står sig selv under fortvivlelsen. Den trives under realitetssans, nødvendig resignation og mod. Især mod. Og vilje til handling.
Den egentlige sygdom blandt os er, at alt er tågesnak, hvori selv individet forsvinder.
Ebbe Gudmand-Høyer er cand. theol. og mag. og har undervist i gymnasiet i mange år. Han har i dette efterår på Hans Reitzels forlag udgivet bogen 'Jesus, Kristus og Kirken, et sagligt korstog mod hellige køer'
APROPOS
Intelligens bag universet
Forfatteren Jørgen Gry's "Ateismen giver mening" 21.10 har provokeret mig til at protestere mod den materialistiske filosofi, som han forfægter. Jørgen Gry mener, at livet har udviklet sig af naturlovene uden nogen hensigt, og at biologerne kan forklare, hvornår sjælen er blevet til. At bevidsthed er et produkt af fysiske hjerneprocesser, begrundes bl.a. med medicinsk og kemisk påvirkning af hjernen.
Men hvis man anfører psykofarmakas indflydelse på den menneskelige psyke som bevis på en materialistisk livsanskuelse, må man ikke glemmme placebo-effekten: At det mest alsidige og effektive medicinske præparat er kalkpillen, der bygger på troen. Man skylder en forklaring på, hvorledes en overbevisning kan ændre på helbredstilstanden, og hvordan hysteri kan skabe indbildte sygdomme. Og hvad med hele psykosomatikken?
Vi er med andre ord nødt til at tage psyken alvorlig som en ligeværdig partner til det materielle stof og ikke kun betragte den som en uselvstændig virkning af fysiske kræfter.
Vi lever i to verdener, en fysisk og en åndelig, vi har en bevidsthed og en organisme. Selvom de er nært forbundne, er der alligevel en rangorden og en kvalitetsforskel.
Først kvalitetsforskellen: Bevidstheden er bl.a. karakteriseret ved, at den rummer overblik over procesforløb i tid og rum og kan udpege årsager, virkninger og sammenhænge. Den kan med andre ord tænke logisk. Det er i kraft af sit jeg og bevidsthed, at et levende væsen kan vælge mellem muligheder, forstå en hensigt og kan skabe en mening.
Disse egenskaber har de materielle stoffer ikke. De har ikke bevidsthed eller intentioner og kan ikke vælge, hvordan de vil reagere, men må viljesløst følge indre og ydre kræfter. Materien er i sig selv bevidstløs eller dødt stof, der følger årsagsloven. På det punkt er idealister og materialister enige.
Ånd og stof er derfor væsensforskellige. Bevidsthed er noget mere end stof og kan ikke defineres med fysiske begreber. Hvis dette "mere" kunne det, ville de netop ikke være væsensforskellige. Bevidsthedens særkende kan derfor kun forklares med dens egne begreber, som bl.a. er oplevelse, forståelse og intention foruden et omfattende følelsesregister.
Der er imidlertid ikke blot en kvalitativ forskel mellem tanke og stof; der er også en rangorden. Tanken styrer normalt handlingerne, og det er kun i distræte øjeblikke, at legemlig automatik tager over. Vor daglige tilværelse mere end antyder, at vilje, motivation og planlægning er realiteter og ikke illusioner. Hele vort samfundsliv bygger på en fælles overbevisning om, at begreber som ansvar og skyld, pligter og rettigheder har et reelt grundlag.
Dertil kommer, at en materialistisk tilværelsesteori er spekulativ i forhold til en idealistisk. Det vil nok overraske nogle at blive gjort opmærksom på det. Men det hænger sammen med, at det fysiske stof såsom molekyler og atomer er spekulative eller abstrakte begreber, som er blevet til ved en fortolkning af sanseindtryk og logisk bearbejdning, mens bevidsthedens indhold foreligger umiddelbart for individet uden mellemled.
Vore følelser og tanker er de mest umiddelbare og primære realiteter i vort liv, og der er ikke et øjeblik, uden at vi fornemmer, føler eller tænker.
Fysikkens begreber om det materielle stof er derimod andenhånds emner, som vi ikke erfarer direkte. De kan kun opleves ved at blive "indlejret" i den psykiske dimension som abstraktioner eller begreber.
Denne erkendelse stiller et stort spørgsmålstegn ved den påstand, at materien er det oprindelige, mens bevidsthedsliv er opstået på et eller andet tidspunkt.
Den taler snarere for, at bevidsthed og oplevelse i en eller anden form er lige så evig som stofferne, jævnfør loven om energiernes konstans.
Denne idealistiske opfattelse af os selv har enorm indflydelse på vor fortolkning af den omgivende verden: Om den er en virkning af tilfældige atomer, eller om den er åndeligt styret.
Jørgen Gry skriver, at de biologiske arter her på Jorden har udviklet sig på grundlag af naturlovene. Ja, udviklingen har naturligvis fulgt naturlovene, naturen er ikke naturstridig, men naturlovene er ikke tilstrækkelig betingelse for skabelsen af hensigtsmæssige organiske konstruktioner.
Naturlovene kan både bruges til opbygning og nedbrydning. Der skal derfor mere til, nemlig målrettet planlægning; og det vil sige bevidsthed, eftersom kun bevidsthed og ikke stof kan skabe konstruktivt. At forklare udviklingsstigens store trin, f.eks. hvorledes fisk blev til padder, padder til krybdyr og krybdyr til fugle og pattedyr ved miljøets selektioner, opfattes i dag mere og mere som naivt af udviklingsbiologer.
Opmærksomheden rettes derfor mod mutationerne i genmaterialet, men at forklare en ny organismestruktur med tilfældige ændringer i genernes indre er en pseudoforklaring, når mutationerne i sig selv er uforklarede.
Genernes kode er i sig selv en utroligt kompliceret kombination, som trodser enhver statistisk sandsynlighedsberegning for at kunne opstå tilfældigt.
Den del af verdensaltets skabelsesprocesser, som vi kender her på Jorden, er utrolig ud fra et naturvidenskabeligt synspunkt og umulig på grundlag af en materialistisk livsanskuelse. Hver eneste af plante- og dyrerigets millioner af arter er en 'hån' mod grundlæggende naturvidenskabelige love.
Termodynamikkens anden lov forudsiger, at alle energiforskelle gradvis vil neutraliseres (den voksende entropi), men de biologiske væsener har stik mod denne lov udviklet mere og mere specifikke organismer lige fra det organiske molekyle til cellen og organismen med milliarder af celler, der alle har deres opgave i samarbejdende organer.
En organisme er en "antichance", et held eller lykketræf, som har alle odds imod sig. Når sådanne lykketræf viser sig at være reglen og ikke undtagelsen, som det er tilfældet i form af Jordens milliarder af funktionsdygtige organismeformer, er det meningsløst at tale om held, men mere logisk at tale om planmæssighed. Dette taler for, at arternes udvikling i virkeligheden er udtryk for en fantastisk intelligent udnyttelse af naturlovene.
At der kan være bevidsthed som underlag for materielle stoffer, har vi førstehåndsviden om fra os selv. Set udefra fremtræder vi akkurat lige så materielt som andre ting i naturen, og dog kan vi bevidne, at der er bevidsthed bag vor organismes atomer.
Kan vi så kategorisk udelukke, at der også er en bevidsthedsdimension bag den øvrige del af verdenaltets atomer?
Sv. Å. Rossen,
forfatter og cand.pæd.psyk.
