Kronik

Der lurer et øje i det høje

3. oktober 1997

Tre uger efter at politiet i København havde indledt det såkaldte forsøg med automatisk hastighedskontrol ved hjælp af ubemandede videokameraer, havde 450 bilister modtaget et bødeforlæg på grund af for høj hastighed.Dermed har vi for alvor taget hul på kontrolsamfundet

DET FILOSOFISKE RUM
Færdselspolitiet har indkøbt en ny maskine. En synsmaskine.
Maskinen kan se, om borgerne overtræder loven, i dette tilfælde færdselsloven. Og så kan den tage et billede af lovovertræderen i gerningsøjeblikket. Den kan også se bilens nummerplade, hvilket gør det muligt for politiet at sende billedet til ejeren af bilen. Når ejeren eller den, der har lånt hans bil, så går til bekendelse, modtager synderen et bødeforlæg. Tv har nogle meget populære udsendelser, hvor man kan grine ad mennesker, der bliver fotograferet af et skjult kamera. Nu er legen blevet alvor.
Færdselskameraet er ubemandet og kan arbejde i døgndrift. Til gengæld skal der brevveksles en del med bilejer og fartsynder. Men det er allerede nu teknisk muligt at foretage en såkaldt optisk aflæsning af bilens nummerplade på filmen og sende oplysningerne videre til motorkøretøjsregisteret. Så vil forseelsen, afsløringen af den, og anklagen og dommen i princippet forblive en sag mellem færdselskameraet og bilens fører. Var der nogen, der sagde Kafka?

På tre uger har to vi-deokameraer fanget og dømt 450 fartsyndere.
Synsmaskinen slår til, hvis farten er bare ni kilometer mere i timen end den foreskrevne max-hastighed.
Og en bil af høj klasse kan jo let lægge ni kilometer på, uden at føreren bemærker det, så mange mennesker vil fremover blive anklaget for forbrydelser mod trafiksikkerheden - forbrydelser de ikke har villet begå og ej heller husker at have begået. De har rigtignok været til stede i gerningsøjeblikket.
Det dokumenterer billedet jo, men de var ikke til stede i synsmaskinens virtuelle virkelighed.
Det er den franske byplanlægger Paul Virilio som har lanceret udtrykket "Synsmaskine". Synsmaskiner som briller, kikkerter, mikroskoper, fotoapparater og fjernsyn kan betragtes som proteser, der bare forlænger og forstærker synssansen.

Endestationen for disse maskiner har hidtil været menneskets centralnervesystem. Det behøver ikke at være tilfældet med politiets automatiske fartkontrol. Det revolu-tionerende nye ved politiets færdselskamera skyldes, at dette apparat, forbundet med en computer, i princippet kan se en forbrydelse, finde gerningsmanden og udskrive en bøde - alt sammen uden at involvere et menneske.
Det er ikke færdselspolitiet, som har fået nye vagtsomme øjne at se med. Det er Centralregisteret for motorkøretøjer. Og det hele kan gå rasende hurtigt. Dagen efter forbrydelsen kan billede og bødeforlæg ligge i forbryderens postkasse.
Det ubemandede færdselskameras eneste fortrin er jo, at det kan udføre politiets færdselskontrol hurtigt og billigt. Den intelligente synsmaskine, som skal tvinge hastigheden ned, kan selv udskrive færdselsbøder i en forrygende fart. Vi får her en forsmag på livet i det kommende hastighedssamfund. Mennesket bliver frataget hastigheden. Den overtages af maskinerne. Vi har afhændet vores mobilitet til maskiner, som lytter og ser for os.

Politiets færdselskameraer er ikke en enlig svale. For nylig blev der luftet et forslag om at udstyre alle biler med en elektronisk duppedit, som kan fortælle, hvor og hvor meget hver enkelt bil har kørt, og så skal bilerne betale skat efter den faktiske kørsel. En lille hullet amtsvej i Nordjylland skal selvfølgelig være billigere at køre på end en sekssporet motorvej på Sjælland. Det er heller ikke længe siden, at fiskerne blev truet med satellitovervågning. Og i Sverige har man allerede indført det elektroniske fængsel.
Fangen får en elektronisk fodlænke om benet, altså en sender, som fortæller en computer, hvor han befinder sig. Så kan man afskaffe fængslerne og lade de kriminelle afsone i eget hjem.
Jamen, hvad så med reso-
cialiseringen? Vi forestiller os jo, at en straf også skal indbefatte et element af genopdragelse.
Vi spærrer ikke bare lov-bryderne inde for at berøve dem deres frihed. Vi prøver også at indpode dem respekt for loven og for fællesskabets værdier. Vi prøver at disciplinere dem. Vi indøver nogle nyttige daglige rutiner hos dem. Vi giver dem sunde vaner.
Målet er selvkontrol, at gøre mennesker til deres egen politibetjent. Fængslet, skolen, kasernen, hospitalet og fabrikken var rum, som det disciplinære samfund spærrede borgerne inde i. Det disciplinære samfund erstattede det despotiske, som skabte ro og orden ved hjælp af gabestok, træhest og regulære prygl. Nu bliver det disciplinære samfund erstattet af kontrolsamfundet.
Den nyeste og mest avancerede teknologi, som til ethvert tidspunkt kan angive din position i et åbent rum, betyder at ultra-hurtige former for kontrol i åbne rum vil afløse de gamle discipliner, der virkede inden for lukkede rum og i begrænsede tidsrum.
Fabriksporten erstattes af bonusordninger, personalesamtaler, udviklingskurser og gensidig overvågning.
Den skole, man engang gik ind i og siden ud af, bliver erstattet af livsvarig uddannelse, permanent omskoling og fortløbende kontrol.
Individet med underskrift og bopælspligt vil blive erstattet af en kode, af det elektroniske borgerkort, som foruden cpr.-nummer også vil indeholde den genetiske kode.

Den automatiske hastighedskontrol, som indvarsler kontrolsamfundets ankomst, er naturligvis kun et forsøg. Alt, hvad der sættes i værk i disse år, begynder som forsøg, for så skal de ansvarlige politikere ikke stå til regnskab for deres handlinger.
De kan affeje enhver protest med, at vi nu må afvente og se, hvad vi kan lære af forsøget.
Det automatiske færdsels-kamera ejer ingen dømmekraft. Det ser kun, hvad det er forudbestemt til at se. Det måler en hastighed og registrerer en nummerplade og et ansigt.
Dets iskolde, lidenskabsløse kyklopøje registrerer alle, rig som fattig, ung som gammel. Dets saglighed er bare en potensering af den moderne, rationelle bureaukrats saglighed.
Ifølge sociologen Max Weber er det moderne bureaukrati kendetegnet ved en streng, upersonlig saglighed. En bureaukrat arbejder efter parolen: "uden persons anseelse".
Den stående vittighed blandt de københavnske bi-
lister i september var da også, at færdselskameraerne foreløbig kun havde fået billeder af politiets egne patruljevogne.
Blandt de fotograferede fartsyndere var der en del taxaer. En hyrevognschauffør kender byen og ved, hvor faren lurer.
Desuden er hans kørefærdighed bedre end gennemsnittets.
Det er derfor et eksempel på sund dømmekraft, hvis færdselsbetjenten ser gennem fingre med taxaernes lidt for høje hastigheder. Selvfølgelig skal der gælde lighed for loven. Men abstrakt, automatisk lighed har intet med retfærdighed at gøre.
Retfærdigheden sker først fyldest, når der tages 'billigt hensyn', som det hedder,
d. v. s. når der tages hensyn til de konkrete omstændigheder.
Retfærdigheden står over loven.

Trafikstatistikkerne kan fortælle os, at den farlige trafikant er en yngre, arbejdsløs, alkoholiseret, jysk ungkarl. Det er ham vi skal frygte.
Det er ham, man forsøger at stække med et fintmasket net af færdselsregler.
På grund af ham skal en hel befolkning lægges i en trafikal spændetrøje, der intet spillerum tillader. Og vi skal terroriseres af en overvågningsteknologi, som reelt afskaffer forskellen på den udøvende og den dømmende magt.
Den gamle frygt for den altseende og alvidende Gud skyldtes et hemmeligt ønske om at forblive et hjælpeløst barn i en straffende faders varetægt, mente Freud. Nu lurer der virkelig et øje i det høje, og vi forbliver virkelig på det barnlige stade, som vi tidligere blot kunne længes tilbage til.

Forsøget med de automatiske færdselskameraer blev indledt lige efter, at paparazzierne med deres fotoapparater havde jaget prinsesse Diana i døden i en parisisk motorgadetunnel. Samtidig gik Trafikministeriet i gang med at sende nogle tv-reklame spots med følgende tekst:
"I København skyder man folk der kører for stærkt", og under denne tekst så man billedet af et fotoapparat.
Aha, tænkte mange, også i København fotograferer man folk til døde. Og de nøjedes ikke med at tænke.
De protesterede også over denne ganske vist helt utilsigtede, men dog næsten blasfemiske hentydning til den engelske helgenindes død. Og Trafikministeriet måtte offentligt undskylde sin kampagne.
Det ministerium som har opstillet et apparat, der kan gøre folk til lovbrydere, uden at de selv ved af, at de er det, har i den anledning uafvidende selv forbrudt sig mod god tone.
Mange har protesteret over Trafikministeriets overgreb på en død prinsesse. Ingen har endnu protesteret over trafikministeriets overgreb på os endnu levende.

Arno Victor Nielsen er filosof.

APROPOS
Respektabelt snyd
En retfærdig samfundsorden kan ikke opretholdes, hvis der bredt snydes fra fællesskabets regler, og alle ved, det er sådan. Så består fællesskabet ikke længere.
Det er modsynspunktet til den bekymring for kontrolsamfundet, som Arno Victor Nielsen udtrykker til venstre for denne spalte.
Det er en umulig tanke at forestille sig et retssamfund opretholdt uden en eller anden form for kontrol med borgernes efterlevelse af de fælles regler. Spørgsmålet er, hvor effektiv denne kontrol skal være.
Vi har en Fiskeri-
inspektion, der skal søge at holde øje med, hvor fiskerne fisker, og hvad de lander i havnene. Den er imidlertid så lemfældig, at det nærmer sig det grinagtige. Det oplever nogle som acceptabelt, "fordi det er EU, vi snyder."
Når EU sætter ind mod den massive svindel - som vi danskere har så ondt af, når den foregår i Sydeuropa - og vil have en effektiv overvågning, så lyder et ramaskrig: "Retssikkerheden er truet!"
På lederplads i dette blad morede vi os fornyligt over, at danske politikere blandt en ekspertrapports anbefalinger af mulige styringsmidler mod den stigende biltrafik umiddelbart valgte sig road pricing. Vi gættede på, at det skyldtes at dette styringsmiddel - modsat bompenge og højere benzinafgifter - bygger på en teknik, der endnu ikke findes og derfor ligger behageligt fjernt i fremtiden. Vi forudså også, at det nok heller ikke blev til noget alligevel, fordi det ville blive kvalt af bekymringer over den satellit-transmission, der skal give den enkelte bil oplysning om dens nøjagtige position (men altså ikke 'overvåge' den).
Vores profeti blev opfyldt, før vi regnede med det. Regeringen skyndte sig et par dage efter at forsikre, at road pricing indebar en uacceptabel teknik. Uden dog at fortælle, hvilke styringsmidler den så vil gribe til mod trafikeksplosionen.
Man kan altså også se 'overvågningsangsten' som dobbeltmoral, iklædt den ædle bekymrings gevandter. dr

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu