Det gigantiske støtteprogram til ny EU-medlemmer søges solgt som 'en ny Marshall-plan'. Den gamle slog fejl. Det vil den ny også gøre
ØKONOMI I OPBRUD
Det er en regulær Marshall-plan," sagde EU-kommissionens formand, Jacques Santer, da han den 16. juli i Europa-parlamentet fremlagde Kommissionens plan for udvidelsen af EU mod øst.
Denne det 21. århundredes Marshall-plan skal bl.a. omfatte 338 milliarder kr. i regionalstøtte til de kommende medlemmer. I alt vil EU's strukturfondsstøtte i perioden 2000-2006 efter planen løbe op i 2.062 milliarder kr. - eller godt 2 billioner kr. Samtidig skal støtten til alle østeuropæiske ansøgerlande allerede nu mere end fordobles. Penge, der kun kan komme ét sted fra: EU's nordeuropæiske skatteydere, herunder de danske.
Også dronning Margrethe nævnte Marshall-planen i sin tale til den amerikanske præsident Clinton. Vel at mærke helt ukritisk og som et eksempel på en ønskværdig økonomisk politik. Bortset fra, at Dronningen skulle holde sig for god til på denne måde at politisere, kunne det være interessant at se lidt nærmere på, hvad Marshall-planen egentlig er.
Den danske befolkning godtager jo tilsyneladende ganske ubetinget alle politiske initiativer, der på en eller anden måde sammenlignes med Marshall-planen. Et forhold, som Jacques Santer udmærket er klar over, og som han er i færd med at misbruge til at få danskerne til at sluge hans storstilede planøkonomiske idéer om økonomisk omfordeling i Europa efter velkendte socialistiske principper.
Marshall-planen opstod på baggrund af en tale, som den amerikanske udenrigsminister og tidligere general George Marshall holdt på Harvard Universitet den 5. juni 1947. I talen foreslog Marshall, at de amerikanske skatteydere skulle yde støtte til Europa. Hovedsageligt i form af varer.
Det forslag udviklede sig gradvist til det, som i dag kendes som Marshall-planen.
I modsætning til den generelle opfattelse af Marshall-planen som et middel til økonomisk genopbygning af Europa, var Marshall-planen i høj grad et propagandamiddel til at forhindre en kommunistisk magtovertagelse i Vesteuropa. Marshall-planen blev også af den grund modtaget med kyshånd af de danske socialdemokrater.
Samtidig passede Marshall-planen fint ind i socialdemokraternes efterkrigsprogram Fremtidens Danmark. Danmarks eneste chance var ifølge dette program statsintervention (eller "aktiv industripolitik," som socialdemokraterne kaldte det) med statsdirigerede investeringer og statslig regulering af im- og eksport. Socialdemokraterne var derfor mere end villige til at acceptere et hjælpeprogram, som ville sikre dem flere midler til de statslige erhvervsinvesteringer.
Efter lidt murren i krogene støttede også Venstre og de konservative Marshall-programmet.
Imidlertid var det først i løbet af 1950'erne, at en større del af Marshall-hjælpen blev stillet til rådighed for industriprojekter, idet støtten indtil da havde været fokuseret på landbrugssektoren.
Andelen af Marshall-varer fra USA, som omfattede fødevarer og andre landbrugsprodukter, udgjorde ca. 43 procent af den samlede varehjælp ved programmets afslutning i 1955. Heraf lå hovedparten af fødevareimporten altså i starten af programmet, hvilket ikke ligefrem kan siges at have været af særlig stor permanent nytte i genopbygningen af industrien.
Landbrugsprodukter benyttes som bekendt til foderstoffer, menneskeføde og klæder, og ikke til opbygningen af en industriel maskinpark.
Det er således en forkert opfattelse, at Marshall-planen havde særligt meget at gøre med genopbygningen af den danske industrisektor. Den danske industriproduktion nåede allerede i 1947 op på førkrigsniveauet, uanset at Marshall-planens støtte til Danmark først startede i 1948.
Samtidig var den samlede støtte i sig selv af forholdsvis beskeden størrelse, idet den udgjorde i alt USD 271,8 mio. Det svarede til DKK 1,7 mia. kr. eller i gennemsnit til blot 4,4 procent af den danske import i årene 1948-55, hvor hjælpen stod på.
Selvom pengene dengang var mere værd, var det ikke ligefrem en støtte af nogen væsentlig størrelsesorden, og støtten har således på ingen måde været afgørende for, at Danmark kom økonomisk på fode igen.
Når Marshall-støttens effekt på genopbygningen af dansk erhvervsliv blev så minimal, skyldes det således flere forhold. Dels den meget beskedne størrelse af de beløb, der reelt blev anvendt til at støtte erhvervslivet, dels den sene udbetaling af støtten. Samtidig har de tildelte beløb ikke nødvendigvis være allokeret, hvor de gjorde mest nytte.
Marshall-planen var imidlertid ikke renlivet støttesocialisme. USA var fornuftig nok til at knytte en række betingelser til støtten i form af krav om nedbrydning af de meget strenge valuta- og handelsrestriktioner de europæiske lande imellem. Ikke mindst valutarestriktionerne var i sig selv skyld i den europæiske mangel på dollars, som igen var en af hovedårsagerne til Marshall-planens gennemførelse.
Det havde unægteligt været bedre for alle parter, hvis valutarestriktionerne i stedet var blevet ophævet langt tidligere. Ikke desto mindre fik USA gennem Marshall-hjælpens betingelser en stor rolle i etableringen og anvendelsen af organisationen OEEC (Organisation for European Economic Cooperation) og EPU (European Payments Union), der havde en vis succes.
Den amerikanske indsats for at få liberaliseret samhandlen i Europa er således langt det mest væsentlige og positive resultat af Marshall-planen. Principperne om frihandel er siden da i et vist omfang blevet videreført af EØF, EF og nu EU - omend EU i dag har udviklet sig til en planøkonomisk kolos, der blander sig i stort set alt i tillæg til handelspolitik. Vel at mærke på trods af, at EU's eneste opgave netop burde være sikring af den europæiske frihandel.
Nogen vil hævde, at efterkrigstidens vækst i Vesteuropa og Østeuropas samtidige stagnation kan tilskrives, at Vesteuropa fik Marshall-hjælp og at Østeuropa ikke fik det.
Det er ukorrekt. Selv om Østeuropa i sin tid ikke ønskede at få del i Marshall-hjælpen, er det selvsagt efterkrigsårenes kommunisme, der har forhindret Østeuropas økonomi i at blomstre.
Det er værd at bemærke, at den samlede Marshall-hjælp udgjorde USD 12 milliarder, som blev fordelt på 16 lande over en periode af cirka otte år. Eller i gennemsnit blot USD 93,8 mio. pr. land pr. år. Det beløb inkluderer værdien af de fødevarer, som udgjorde en væsentlig del af den samlede støtte. Beløbene, der blev anvendt til genopbygning af den vesteuropæiske industri, har således ikke været af en størrelsesorden, som gør, at Vesteuropas efterkrigsvækst kan tilskrives Marshall-hjælpen.
Det, der i tillæg til liberaliseringerne skabte efterkrigstidens ekstraordinært store vækst i f.eks. Tyskland, Frankrig og Italien, var derimod, at reallønnen i disse lande efter krigen var meget lav, hvilket skabte grundlaget for et investeringsboom.
Dette i modsætning til Storbritannien, hvor reallønnen både på grund af en kunstigt stærk valuta og på grund af magtfulde fagforeninger var ganske høj, og hvor væksten derfor sakkede bagud i forhold til resten af Vesteuropa.
Marshall-planens effekt som anti-kommunistisk propagandamiddel er stærkt overdrevet.
Selv i de vesteuropæiske kommunisters glansperiode fra 1945 til cirka 1950 var kommunisterne på intet tidspunkt stærke nok til at gennemføre en magtovertagelse. Dertil kommer, at Marshall-planen blev beskyldt for at være et udslag af amerikansk imperialisme og således indirekte medvirkede til at styrke de vesteuropæiske kommunister.
De amerikanske skatteydere var dem, der blev tvunget til at betale Marshall-støtten, uanset at støttens effekt var særdeles tvivlsom.
På samme måde vil bl.a. de danske skatteydere nu skulle holde for, hvis EU og de danske unionstilhængere ved hjælp af Amsterdam-traktaten får gennemtrumfet deres planer om øststøtten. Uanset at effekten også her bliver særdeles tvivlsom.
Til illustration af dette kan f.eks. nævnes TACIS-programmet, der er en del af den betydelige øststøtte, som allerede nu betales af EU. TACIS-støtten udgør for tiden cirka 4.000 mio. kr. årligt og er oprettet med henblik på at støtte demokrati og økonomisk fremgang i Rusland og SNG.
En EU-rapport har netop offentliggjort, at hele 29 procent af programmets projekter er slået fejl. Vel at mærke efter EU-kommissionens egen målestok - det reelle tal kan sagtens være langt højere. Samtidig er betalingen til en række projekter blot fortsat, uanset at de allerede er blevet afskrevet som fiaskoer.
I forbindelse med et jernbaneprojekt i Hviderusland, udtaler en anonym hviderusser således i rapporten, at "Vi håber, at TACIS havde nytte af (projektet), for vi havde ikke."
Også øststøtteprogrammet PHARE har ifølge Freddy Blak, Europa-Parlamentsmedlem for Socialdemokratiet, alvorlige problemer. PHARE-budgettet er i dag på 10.000 mio. kr. årligt men skal nu øges til 22.000 mio. kr. årligt. Omend det er katastrofalt, at EU blot ignorerer støtteskandalerne og fortsat planlægger at øge øststøtten, er det dog prisværdigt, at en socialdemokrat åbent erkender, at et socialdemokratisk yndlingsprojekt som øststøtten allerede nu er slået fejl.
EU's pumpen skattepenge i Østeuropa er en både forfejlet og amoralsk strategi. I stedet for at føre socialistisk omfordelingspolitik burde EU straks åbne for fuldstændig frihandel med Østeuropa - vel at mærke før østeuropæisk EU-medlemskab - for derigennem at give Østeuropa mulighed for at skabe sin egen økonomiske velstand, uden at Vesteuropas skatteborgere derved skal belastes. Samtidig vil et Europa uden kunstige støtteordninger også være et Europa uden de konkurrencemæssige skævvridninger, som allerede i dag kendetegner resultaterne af EU's strukturfonde.
Jacques Santer har ret i, at EU's øststøtteprogram er en regulær Marshall-plan. Og netop derfor bør vi sige utvetydigt Nej til den. Både nu og i det 21. århundrede.
Kilder:
Swienty, Tom (red.): Danmark i Europa 1945-93, 1. udgave, Forlaget Munksgaard, København, 1994.
Udenrigsministeriet: Marshallplanen og dens betydning for Danmark, Udenrigsministeriet, København, 1957.
Cleveland, Harold van B.: If There Had Been No Marshall Plan, i Hoffmann, Stanley og Meier, Charles (red.): The Marshall Plan - A Retrospective, Westview Press, Boulder, 1984.
Kim Behnke er folketingsmedlem for Fremskridtspartiet
APROPOS
Pengenes runddans
Alle Marshall-varer fra USA blev betalt i kroner af modtagerne - typisk private danske virksomheder - til en konto i Nationalbanken. Op til 10 pct. af de indbetalte beløb modsvarende "gave"-ydelsen blev anvendt af USA til USA's egne formål. De danske og amerikanske regeringer bestemte i fællesskab anvendelsen af de resterende 90-95 pct..
Den danske stat sikrede sig således reelt, hvad der svarer til 90-95 pct. af Marshall-planens modværdi i danske kroner. Penge, som var betalt af danske virksomheder, og som den danske stat kunne bruge efter forgodtbefindende.
I tillæg til Marshall-planens varegaver på USD 271,8 mio. blev der også ydet varestøtte til en værdi af USD 33,3 mio. (164,7 mio. kr.). Denne støtte skulle imidlertid fuldt ud tilbagebetales til USA og var således både i omfang og effekt meget begrænset. De kronebeløb, der modsvarede Marshall-planens varegaver, blev hovedsageligt anvendt til afskrivning på statens mellemværende med Nationalbanken (83,4 pct., herunder de 26,4 pct. af det samlede gavebeløb, der forholdsvis kortvarigt var ude og vende som erhvervslån ydet af staten). Næststørste post var indkøb af militært isenkram (8,6 pct.), hvorefter fulgte statsstøtte til "produktivitetsfremmende foranstaltninger" (3,7 pct.), statsstøtte til teknisk-videnskabelig forskning og forsøgsvirksomhed (2,5 pct.), statsstøtte til Færøerne (1,3 pct.), og stats.støtte til "Det tekniske Bistandsprogram" (0,2 pct.).
Det var altså så som så med størrelsen af støttemidler til genopbygning af dansk erhvervsliv, idet maksimalt 6,4 pct. (3,7+2,5+0,2) af beløbet blev anvendt til dette formål. Men f.eks. var kun cirka én tredjedel (13,8 mio. kr.) af de 2,5 pct. (40 mio. kr.) til teknisk-videnskabelig forskning og forsøgsvirksomhed blevet udbetalt pr. 31. december 1956 - mere end 11 år efter krigens afslutning. Samtidig var det så som så med effekten af støtten til de "produktivitetsfremmende foranstaltninger," idet der heri indgik statsstøtte til bl.a. Danske Husmødres Forbrugerråd og Statens Husholdningsråd!
Kim Behnke
