Hvad skulle de to mørklødede personer ved Mariager Fjord den aften, fjorden døde? Min fætter så dem og begyndte så småt at lægge to og to sammen
OPKLARING
Den dag, da Mariager Fjord døde, så min fætter, der bor ved fjorden, to mørklødede personer løbe bort fra fjorden.
Umiddelbart tænkte han ikke videre over det, men da han selv senere samme dag kom ned til fjorden og fandt den død, kunne han ikke undgå at koble de to hændelser sammen.
Hvad-skulle de der ved fjorden, og hvorfor løb de? De lignede i hvert fald ikke et par almindelige joggere. For dem kendte han, og de løb også normalt reglementeret langs stien, vidste han.
Og da han senere læste i avisen, at landbruget fralagde sig ethvert ansvar, blev han mere og mere sikker i sin sag.
Det er ligegodt for galt
Han tænkte på nogle af de andre historier, han havde læst i Ekstra Bladet, om hvor voldelige disse indvandrere var, og lagde simpelthen to og to sammen.
Det passede i øvrigt også godt med et par andre iagttagelser, han havde gjort.
Var forureningen af vores grundvand ikke netop også sket i takt med, at familiesammenføringerne havde taget til der i begyndelsen af 90'erne?
Da han var barn, var grundvandet i hvert fald ikke forurenet, og dengang var der ikke nogen indvandrere.
Det er ligegodt for galt, hvad man skal finde sig i her i Danmark. Det er nu godt, at hende Pia tør sige lige ud, hvad det handler om. Og det må da efterhånden stå klart for enhver, hvor hovedproblemet ligger. Utroligt, at vi ikke har kunnet se det noget før.
Og hvor er det godt at vi har pressen. For havde de ikke i den grad blæst sagen op, hvordan skulle så vi almindelige mennesker overhovedet have fået øjnene op for problemet? Ja, jeg spørger bare. For det er jo alligevel ikke så tit, at vi ser fremmede her ved fjorden. Nå, ja lige bortset fra tyskerne om sommeren, men det er jo noget andet.
Vi skal nok få ryddet op
Jeg tror i hvert fald ikke, at jeg ville have fået den mistanke ang. fjordens død, hvis det ikke lige var fordi alt det man i øvrigt hører.
Men nu har jeg meddelt politiet mine observationer, så må vi håbe, at de kan gøre noget, hvis de da har tid og mandskab nok.
Det tror jeg forresten også er noget af det Pia går ind for, det med mere politi, så jeg ved i hvert fald nok, hvor jeg skal sætte mit kryds næste gang.
Så skal vi nok få ryddet op og løst Danmarks problemer.