Kronik

Muslimer og modernitet

7. oktober 1997

Islam udfordres af den vestlige verdens rationalitet. Reformister og fundamentalister giver forskellige svar. Størst problem volder de humane videnskaber

TRO & TVIVL
Inden for de sidste to-tre årtier er muslimsk fundamentalisme blevet et stadig mere synligt fænomen. Fundamentalistiske kræfter har overtaget statsmagten i Iran og Sudan, drevet Sovjet ud af Afghanistan, stået bag mordet på Egyptens præsident, opnået regeringsmagt i Tyrkiet, vundet demokratiske valg i Algeriet, o.s.v.
I medierne illustreres disse begivenheder med billeder af terror, kampråb, og skæggede mænd med Koranen i hånden. Det er derfor nærliggende at se denne tendens som en blodig og fanatisk bølge, der er i færd med at hærge den muslimske verden for at skrue tiden tilbage til middelalderen.
Men det er for enkelt blot at opfatte denne bevægelse som en konservativ og regressiv tendens, der afviser alt moderne til fordel for en irrationel og middelalderlig tro. Moderniteten kommer til udtryk på flere forskellige måder hos muslimske fundamentalister. Men det sker i en maskeret form, der ikke umiddelbart minder om det, man normalt forbinder med modernitet.
Begrebet 'modernitet' lader sig ikke umiddelbart definere. Der findes utallige beskrivelser og definitioner. Det forbindes dog ofte med en slags bred rationaliseringsproces, der kommer til udtryk i alle aspekter af det moderne samfund, såvel politiske, kulturelle, sociale som etiske, og som derigennem gør op med traditionelle sociale relationer og værdier.

Den engelske sociolog Anthony Giddens, der regnes for en af vor tids førende samfundsvidenskabelige tænkere, karakteriserer blandt andet moderniteten som den proces, hvor sociale relationer "udlejres" eller løftes ud af lokale bundne sammenhænge og i stedet rekonstrueres på tværs af tid og rum - i en ny global sammenhæng.
Denne proces ses typisk som en manifestation af moderne rationalisme - den filosofi eller livsanskuelse, som har rod i oplysningstidens ubegrænsede tillid til menneskelig fornuft og afvisning af metafysik og som gennem anvendelsen af videnskabelig betragtningsmåde på menneske og samfund gør op med traditionelle værdier og anskuelser.
På ét plan kan islams møde med moderniteten ses som et klassisk sammenstød mellem moderne rationalisme på den ene side og åbenbaringsreligion (tro) på den anden. Moderne rationalisme stiller nemlig spørgsmålstegn ved de religiøse doktriners fortolkning af menneske og samfund, såsom at gud er almægtig, har skabt verden og mennesket, har åbenbaret lovene for, hvordan mennesker skal leve sammen og praktisere troen. Moderne rationalisme har andre svar på, hvad mennesker og samfund er, som bygger på den moderne videnskabs principper og konklusioner.

I den muslimske verden opstod der omkring århundredeskiftet en tendens, som prøvede at skabe syntese mellem moderne rationalisme og islam. Den betonede modernisering og fremskridt gennem reform af traditionel koranfortolkning. Denne reformtendens mente, at Koranen indeholder principperne for moderne rationalisme, og den så derfor Koranen og moderne videnskab som to sider af samme sag.
Således mente den for eksempel, at når den moderne lægevidenskab konkluderer, at alkohol har en skadende virkning på helbredet, så er det et udtryk for den samme viden som den, der ligger bag koranens forbud mod alkohol. Mere ekstreme eksempler på denne tendens sammenlignede for eksempel den moderne videnskabs mikroorganismer med begrebet "jinner" fra Koranen - en slags dæmoner, der både kan være gode og onde.

Fundamentalismen skal blandt andet ses som en reaktion mod denne holdning. Fundamentalisterne mener nemlig, at reformtendensen fortolkede Koranen ud fra principperne for moderne videnskabelig rationalisme, sådan at den moderne videnskabs konklusioner blev gjort til målestok for Koranens værdi.
På det ideologiske plan afviser muslimsk fundamentalisme således moderne videnskabelig rationalisme som autoritativ kilde til viden. Dette er en af grundene til, at den ofte opfattes som en tilbageskuende og antimoderne tendens.
Dialogen i den kristne verden omkring Biblens status svarer i nogen grad til uenigheden mellem muslimske fundamentalister og reformtendensen. Kristne fundamentalister afviser for eksempel Darwins udviklingslære, mens liberale kristne godt kan acceptere denne teori og forene den med skabelsesberetningen, som de fortolker på et symbolsk niveau.
Dialogen inden for islam mellem reformtendensen og fundamentalismen har imidlertid også en politisk-kulturel dimension. Dialogen drejer sig nemlig også om, hvordan den muslimske verden kan være moderne uden at vestliggøres. Moderniteten blev introduceret i den muslimske verden gennem europæisk kolonisering og har siden været forbundet med vestlig økonomisk, politisk, og kulturel dominans. I den muslimske verden har dette skabt et autenticitetsproblem i forbindelse med moderniteten: Hvordan kan man være moderne muslim uden at overtage vestlig kultur?

Reformtendensen inden for islam forsøger at løse dette problem ved at kombinere islams ånd, nemlig islams doktriner med det, den finder bedst ved vestlig civilisation, især videnskab og teknologi.
Lige som reformtendensen mener fundamentalisterne også, at reform er nødvendig for at blive moderne og stå stærkere over for vesten, men de mener, at reformtendensen er gået for langt i ønsket om at skabe syntese mellem islam og moderne videnskab. De mener, at reformtendensen søger moderniteten på vestlig kulturs præmisser. Således skal fundamentalismen både ses som barn af og reaktion mod reformtendensen.
Fundamentalismens afvisning af moderne rationalisme har altså nogle politisk-kulturelle aspekter, der skyldes, at moderne rationalisme - i muslimsk bevidsthed - er forbundet med vestlig kultur.
Samtidig eksisterer dette lighedstegn mellem modernitet og vestlig kultur i lige så høj grad i vestlig bevidsthed som i muslimsk. Dette forhold har måske også en del af skylden for, at fundamentalismen typisk opfattes som en regressiv og antimoderne tendens. Lige såvel som modernitet generelt identificeres med vestlig kultur, så opfattes en religiøs bevægelse, der afviser vestlig kultur, automatisk som det modsatte, nemlig som middelalderlig og tilbagestående.

Men muslimske fundamentalister er i virkeligheden ikke 'umoderne'. Moderniteten kommer blot til udtryk på mere indirekte måder. Disse måder er indirekte, fordi de er et forsøg på at undgå vestlig modernitet. De bør derfor ses som en muslimsk form for modernitet.
De viser sig først og fremmest i fundamentalisternes forhold til moderne videnskab. Her tager de form af tre hovedtendenser: Der sker en deling mellem human- og naturvidenskaberne og humanvidenskaberne afvises, videnskaben forsøges 'islamiseret', og islam selv gøres til videnskabelig metode.

Fundamentalisterne har et problem med humanvidenskaberne, som de ikke har med naturvidenskaben. Det er først og fremmest humanvidenskaberne, som berører de religiøse doktriners emner. Sociologien, antropologien, psykologien, historiefaget, o.s.v. påstår egne sandheder om menneskets oprindelse, om hvordan samfund bedst kan indrettes, hvad Gud er, o.s.v. I fundamentalisternes øjne underminerer disse akademiske discipliner de religiøse doktriners sandheder om, hvad Gud og menneske er, ved at reducere mennesket til en avanceret abe, Gud til menneskelig psykologi, verdens skabelse til en historisk proces, o.s.v. Desuden splitter de den guddommelige enhed ad ved at reducere mennesker til en samling instinkter og behov, samfund til en række sociale klasser, politiske interesser, eller økonomiske kræfter.
Fundamentalismen ser dette som et angreb på det guddommelige og forsøger at bevare islams integritet over for denne trussel ved at afvise humanvidenskaberne og i stedet fremhæve de religiøse doktriner som de eneste sande svar på sociale og etiske spørgsmål. De religiøse kilder (Koranen og Profetens gerninger) gøres til de vigtigste forbilleder for menneskelig adfærd og indretning af samfund. Dette kommer til udtryk i fundamentalisternes karakteristiske imitation af profeten og den første umma (det muslimske samfund).

Mens fundamentalisterne således erstatter humanvidenskaberne med de religiøse kilder, anser de naturvidenskaben for mindre farlig, fordi den ikke beskæftiger sig med centrale sociale og etiske emner. Den udtaler sig ikke om moral, etik og samfund. Men det gælder dog kun anvendt naturvidenskab og tekniske fag, da disse kun involverer spørgsmål om, hvordan tingene er, men ikke om, hvorfor de er som de er. Derfor kan fundamentalisterne omslutte moderniteten gennem disse fag uden at kompromittere islams integritet. Og det gør de:
Mange fundamentalister er højtuddannede inden for moderne tekniske og naturvidenskabelige fag, og i store dele af den muslimske verden skal fundamentalisterne først og fremmest findes på de naturvidenskabelige fakulteter frem for de humanistiske.
Medlemmerne af to berygtede fundamentalistgrupper, som var impliceret i mordet på en minister og som forsøgte statskup i 1970'ernes Egypten er et godt eksempel. Over halvdelen havde en mastergrad inden for naturvidenskabelige fag, såsom ingeniørfaget, medicin, farmaci, landbrugs-, og teknisk og militær videnskab. En af lederne havde en Ph.D. i naturvidenskab.
Den franske filosof og islamforsker, Olivier Roy, karakteriserer slet og ret prototypen på et medlem af en muslimsk fundamentalistorganisation eller parti som ingeniør. Derfor overrasker det heller ikke, når CNN, i et indslag om de mistænkte fundamentalister bag bombningen af World Trade Centret i New York, sætter et fotografi af en skægget mand på skærmen og meddeler, at vedkommende er uddannet ingeniør.

Denne særlige interesse for de naturvidenskabelige og tekniske fag skal imidlertid også ses som et led i fundamentalisternes fremhævelse af de religiøse kilder i forsvaret for islams integritet. Naturen er nemlig traditionelt blevet opfattet som en religiøs kilde. I islam, såvel som i de øvrige vestlige (abrahamiske) religioner, har naturens regelmæssighed, såsom årstidernes skiften og planeternes baner, traditionelt været forstået som udtryk for Guds lov - den lov, der bærer Guds skaberværk oppe.
I Koranen kommer dette for eksempel frem i et af versene i "al-Baqarah"-suraen, hvor naturen og dens love beskrives som tegn, der er givet af Gud:
"Sandelig, i skabelsen af himlene og jorden og i nattens og dagens skiften og i skibene, som sejler på havet med det, der gavner menneskene, og i det vand, som Allah sender ned fra himlen, og hvormed Han giver jorden liv efter dens død, og hvorpå Han udbreder alle slags levende væsener - og i omskifteligheden i vinde og skyer, som er tvunget i tjeneste mellem himlen og jorden - er der visselig tegn for folk, der forstår."
Udforskningen af naturen er således traditionelt blevet regnet for en kilde til sand viden. Fundamentalisternes særlige interesse for moderne naturvidenskab skal derfor ses som et resultat af både moderne og traditionel indflydelse.
Kombinationen af Koran og naturvidenskab som de eneste kilder til sand viden om mennesket og verden er altså et karakteristisk træk ved muslimsk fundamentalisme.
'Ingeniør-profeterne' skal snarere ses som et af modernitetens udtryksformer i den muslimske verden end som en konservativ tendens, der afviser alt moderne og blot vil skrue tiden tilbage.

Karin Thule Halborg har M.A. i Religion og Mellemøststudier fra Lancaster University

APROPOS
Islamisering af videnskab
Parallelt med afvisningen af humanvidenskaberne og fremhævelsen af naturvidenskaberne eksisterer der også en tendens inden for fundamentalismen, som prøver at 'islamisere' al videnskab. Det er dog især humanvidenskaberne, det gælder, fordi de - som nævnt til venstre for denne spalte - volder fundamentalisterne de største problemer. På den måde håber man, at denne dimension af den moderne verden, som de humanistiske akademiske discipliner udgør, alligevel kan integreres i islam. Denne tendens viser sig først og fremmest i den mere intellektuelle ende af fundamentalismen (eller 'islamismen' - en mere neutral betegnelse).
I 1970'erne begyndte en bevægelse for 'islamisering' af videnskab at blive synlig. Der blev holdt konferencer og stiftet et internationalt institut for islamisk tænkning. Med den amerikansk-palæstinensiske forsker Ismai'il al-Faruki som primus motor begyndte man på et program for reformuleringen af de akademiske discipliner, såsom sociologi, antropologi, økonomi, o.s.v. Dette skulle ske på et islamisk fundament, d.v.s. tage udgangspunkt i islams doktriner. Man håbede på, at dette kunne lade sig gøre ved at konstruere en ny metodologi og ændre de fejl og fordomme, der har rod i det faktum, at moderne videnskab er udviklet i Vesten.
Samtidig forsøgte man at fremhæve den tidlige muslimske verdens betydningsfulde bidrag til videnskabens udvikling. Forsøget har dog ikke været nogen synderlig succes i og med, at det ikke har ført til nogle nævneværdige nye videnskabelig metoder, principper eller konklusioner.
Selvom fundamentalisterne afviser reformtendensens forsøg på at rationalisere islam gennem syntese med den moderne videnskab, så viser der sig alligevel en rationaliseringsproces hos fundamentalisterne, men på et andet plan:
Islam selv rationaliseres på en måde, som gør den mere levedygtig i den moderne rationelle verden, og som får den til at minde om videnskabelig metode.

Karin Thule Halborg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu