Læsetid: 5 min.

Når jorden går under

Debat
17. oktober 1997

Det er i den lille verden, vi søger tilflugt

APOKALYPSE
FOR TIDEN er det let at se verden i et katastrofisk perspektiv:
Skovbrandene i Indonesien virker som en forsmag på jordens undergang. Det har ikke skortet på advarsler, og lovene og regulativerne er tilsyneladende på plads, siger de, der har forstand på det - alligevel er katastrofen indtruffet. Magtesløs kan man se til, mens ikke blot den stedlige befolkning (med- som u-skyldige), men også en vid omkreds af fjernere boende forgiftes eller omkommer, tillige med skovenes oprindelige flora, fauna og urbefolkning og et godt stykke af klodens lungekapacitet.
Det eneste lyspunkt, siger eksperterne i medierne, er, at den slags katastrofer kan tjene til omsider at sætte tankevirksomheden, for slet ikke at tale om den kontante og praktiske virksomhed, i gang, så fremtidige katastrofer forebygges. Men den fælles indsats, der så åbenlyst er tiltrængt for at forhindre jordens undergang, virker ikke særlig sandsynlig, når man nu f.eks. samtidig læser, at Paris er ved at kvæles i biludstødningsgasser, uden at det åbenbart anfægter den overordnede politiske vilje til at sørge for, at stadig flere biler kan få adgang til at køre og parkere i byen. Et lyst hovede har så fået den idé at lade métroen køre gratis for at nedsætte biltrafikken - men det var også kun én enkelt dag. Fornuft i styresystemerne er tydeligvis en undtagelse.
Hvordan skal man kunne tro, at en global indsats vil være mulig, når man ser, hvor håbløst det tilsyneladende er at gøre noget ved selv så små, lokale og letløste problemer som den stigende biltrafik i København? Eller når selv miljøministeren, selv i vor oplyste og gennemregulerede del af verden og selv efter opstandelsen over Mariager Fjord støtter en ansøgning til EU om ret til endnu større svineavlsenheder?

DET ENESTE, der forhindrer én i at fortvivle over den store verdens (under)gang, er vel, at den lille verden stadig kører videre i sin egen takt: Barnet skal i seng, jeg skal møde på arbejde, der skal også laves mad, og kommentaren skal afleveres på Information til tiden. I denne lille, nære verden skærmer jeg mig mod den store verdens ulykker. Jeg snakker med familien, åbner en bog og skruer op for radioen for at lukke ørerne for skrigene fra alverdens elendige. Hvis jeg stadig skulle have deres lidelser for øje og øre, ville jeg snart blive vanvittig.
Så hellere gøre en indsats i den lille cirkel, hvor man selv har indflydelse og daglige handlemuligheder, siger jeg til mig selv, når verdens ulykker rammer mig i synet fra morgenavisens overskrifter og billedreportager.
Og måske er det også det, alverden tænker? Når f.eks. en halv million mænd lægger sig på maven på den store græsplæne foran USAs kongres i Washington som tegn på, at de er Promise Keepers og under Herrens vejledning vil gøre sig umage for at være trofaste, omsorgsfulde ægtemænd og kærlige fædre. Er det så ikke den lille, familiære verden, de forsøger at hage sig fast i for dog at få en smule orden i et kaotisk og fragmenteret univers under stadigt nyheds-, billed- og følelsesbombardement fra medierne, men uden faste hierarkier, værdier, mellemmenneskelige forbindelser eller handle- og indflydelsesmuligheder for den enkelte?

NÅR SELV afstanden til den lokale borgmester er for stor til, at man kan råbe ham op, er det globale perspektiv simpelthen for svimlende uoverkommeligt, selv om turistindustrien og massemedierne dagligt rykker globen sammen som en virtuel landsby.
Man kan sagtens indleve sig i andre menneskelige individer, hvad enten de er fjerne i tid som stenaldermennesker eller tilhører fjerne steder og kulturer, det andet køn eller blot optræder i en bog eller på film - det er derfor nødhjælpskampagnerne kan virke.
Men man kan ikke forholde sig til alverden i al almindelighed. Forudsætningen for indlevelse er, at den store verden kan bringes på den lille verdens form.
I politikken og offentligheden diskuteres verdens forfatning imidlertid altovervejende i alt andet end nære og personlige termer. Tværtimod har den økonomiske diskurs fået fuldstændigt overherredømme som eneste målestok for objektivitet, saglighed og sandhed. Nationens tilstand diskuteres under overskrifter som forbrugsdæmpende indgreb, skatteprocenter, fradragsregler og tilskudsmuligheder. Europæisk politik handler tilsvarende om valutabalancer, samhandelsregler og grundlaget for en fælles møntfod. Og de internationale relationer beherskes ligeledes af talen om handelsdeficit, toldskranker og bistandshjælp.

IKKE SÅ SÆRT, hvis der ved siden af denne offentlige diskurs blomstrer en boulevardpresse op, som udelukkende anskuer verden udfra privatlivet - hvad enten det er den nyfigne interesse i de kendtes intime tilværelse eller human interest-reportagen om almindelige menneskers lykkestunder og tragedier. Eller hvis den politiske litteratur bliver til smågnidrede biografier. Ligesom kulturstoffet bliver til forfatterinterviews og besøg hjemme hos kunstneren. Det er blot den anden side af samme mønt.
Og hvem kan få passionerne op over økonomiske tendenser og statistikker? Ydermere opmarcheret i et for almindelige dødelige uigennemtrængeligt system, som vogtes af den moderne tids charmeforladte sfinkser: en hel falanks af overvismænd, børseksperter og Væsener (såsom skatte- og toldvæsenerne), hvis udtalelser har samme vægt som tidligere tiders religiøse orakler.

MÅSKE er det også i det perspektiv, man skal anskue hele det tabernakel omkring prinsesse Dianas død, man ellers godt kunne forledes til at se i samme katastrofiske dommedagsbelysning: som et massehysterisk dødedansoptog på randen af verdens undergang.
Det er måske netop en reaktion på den udtørring af den offentlige diskurs til en rent økonomisk og teknisk-bureaukratisk tale, hvis eneste modstykke er mediernes snagende pseudointimitet og tv-seriernes psykodramaer i metermål. En udladning af de elementære menneskelige følelser, som ikke længere har noget offentligt rum - undtagen når de invaderer offentligheden som fremmedhad og andre uskønne fortrængte skyggevækster. Og som tilsyneladende også har stadig sværere ved at finde form i den lille verdens personlige rum: Hvis man er nødt til at ligge på maven sammen med en halv million andre for tv-kameraernes øjne for at kunne føle sig som en god ægtemand, og hvis man føler sig tættere på en mediefigur som Di end på sin familie og sine venner og bedst kan føle sorg, når det transmitteres på fjernsynet.
Så er det vel heller intet under, hvis jorden går under.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her