Kronik

Når patienter klager

20. oktober 1997

For det store antal klagesager over fejlbehandling er det ikke særligt indlysende, hvor skylden ligger. Men hvorfor er det så svært at få medhold?

RET BESET
Patientklagenævnet finder at overlæge XX ikke har overtrådt lægelovens paragraf 6, stk 1 ved sin behandling af YY."
Således lyder arfgørelsen fra Patientklagenævnet i tre ud af fire klager over læger.
Lægelovens paragraf 6, stk 1 drejer sig om lægers pligt til at handle med omhu og samvittighedsfuldhed i patientbehandlingen. En påtale for overskridelse af denne forpligtelse betragtes blandt læger med overordentlig stor alvor.
Selvfølgelig vil der altid være en del klager, der er uberettigede i den forstand, at der måske nok er sket et uheld, men dette skyldes ikke, at lægen har udvist manglende omhu eller samvittighedfuldhed. Med andre ord, det, der er sket, har været et hændeligt uheld.
Men for det store antal klagesagers vedkommende er det faktisk ikke særligt indlysende, hvor skylden ligger. Når så mange af dem alligevel bliver afgjort så éntydigt til lægernes fordel, skyldes det en række forskellige forhold, hvoraf jeg vil prøve indkredse et par stykker.

Patientklagenævnet er ikke nogen domstol og har ikke adgang til vidneafhøring, hvilket jo er et vigtigt element i al bevisførelse. Nævnet må derfor ofte begrænse sin udforskning af klagesagen til:
*Indholdet af klagen,
*de indklagedes svar herpå,
*journaludskrifter og lignende.
Hvis en klager f.eks hævder, at hun protesterede under en behandling, klagede over smerter osv., og at et bevisligt dårligt resultat kunne have være undgået, hvis man havde lyttet til hendes klager, så er det hende, der skal dokumentere, at hun har protesteret og klaget.
Lægerne vil ofte give en anden fremstilling af sagen og hævde, at patienten ikke slog alarm under vejs. Og som dokumentation for deres påstand kan de anføre, at der intet står i journalen herom.
Og selvom alle involverede i patientklagenævnets arbejde ved, at mange lægers journalføring ofte kan være ganske mangelfuld, ikke mindst hvad patienternes kommentarer og synspunkter angår, så bliver det lægernes version af sagen, der i dette tilfælde kommer til at gælde som grundlag for klagens afgørelse.

Hvem er det så, der træffer disse afgørelser? I princippet er det 'nævnet', der består af repræsentanter for de sundhedspersoner, der kan klages over, repræsentanter for De Samvirkende Invalideorganisationer samt repræsentanter for borgerne, udpeget af Amtsrådsforeningen.
Alle disse cirka 80 mennesker deltager naturligvis ikke i hvert nævnsmøde. Et 'nævn' er sammensat af ialt fem personer, to fra den sundhedsprofession, der klages over, og to fra lægmandsgruppen. Hertil kommer som den femte person en juridisk formand.
Disse fem personer får til mødet tilsendt et antal klagesager, der er behandlet forud for nævnsmødet, og der foreligger i hver enkelt sag allerede en indstilling til afgørelse.
Som forbehandlere optræder de lokale embedslæger. De specificerer klagens indhold, indsamler udtalelser fra de indklagede læger, journaludskrifter med videre. I mange sager kommer de også med en konklusion, som lægger op til sagens afgørelse. Embedslægerne er lokalt tæt på deres kolleger, kender formentlig en del af dem personligt og er på fornavn med flere (hvilket fremgår af korrespondencen i nogle af sagerne).
Om dette afspejler sig i deres behandling af klagesagerne, skal jeg ikke udtale mig om, men det er umiskendeligt, at de ikke er frapperende grundige sagsbehandlere. I mange sager ser de ganske overbærende på de forhold, deres kolleger indklages for. Embedslægernes rolle i Patientklagenævnets arbejde er da også ved flere lejligheder blevet problematiseret, men endnu har dette ikke ført til organisatoriske ændringer .

Næste led i sagsbehandlingen foregår i Patientklagenævnets sekretariat. Her vurderes det materiale, som embedslægerne har indsamlet, nogle gange indhentes yderligere akter og udtalelser; særlige kyndige inden for de berørte lægefaglige specialer bliver hørt, og klager og indklagede får mulighed for at udtale sig endnu engang.
Sagsbehandlerne i Patientklagenævnet er for størstepartens vedkommende forholdsvis unge jurister, hertil kommer lægefaglige og juridiske specialkonsulenter.
Patientklagenævnet er en såkaldt uafhængig institution, som for nogle år siden - ved lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse - blev flyttet ud af Sundhedsstyrelsens regi. Flere af Sundhedsstyrelsens sagsbehandlere flyttede imidlertid med, og procedurer og sagsgange er ligeledes flyttet med. Det betyder, at en del af Sundhedsstyrelsens lægetænkning hænger ved det nye nævn.
Det giver sig blandt andet udslag i, at man tenderer mod at tage de lægelige udsagn for pålydende, når f.eks. en indklaget læge fremlægger sin version af sagen. Det giver sig udslag i en lukkethed over for offentligheden og pressen, en lukkethed der i nogle tilfælde udstrækkes til også at vedrøre nævnsmedlemmerne.

Som eksempel på uhensigtsmæssige procedurer og sagsgange, der vanskeliggør nævnsmedlemmernes deltagelse i beslutningsprocesserne, kan der peges på nogle af de led, som indskydes mellem sagsbehandlingen og nævnsmøderne.
Første led hedder "formandsafgørelser". Det betyder, at den juridiske formand for nævnet kan afgøre sager uden at forelægge dem på et nævnsmøde. Kriteriet herfor er, at sagen "ikke skønnes at give anledning til tvivl". Det vil bl.a sige, at der ikke er tvivl om, at den indklagede sundhedsperson ikke skal have en påtale. Om denne vurdering også deles af nævnets medlemmer, er der ikke lejlighed til at konstatere, eftersom nævnmedlemmerne ikke løbende orienteres om disse sagers indhold og resultat.
Andet indskudte led hedder sager, der ikke skal behandles på et nævnsmøde. Dette er ikke formandsafgørelser, men sager, der står på nævnsmødets dagsorden, dog således, at de ikke bliver taget op til drøftelse på mødet, medmindre et nævnsmedlem inden en bestemt tidsfrist meddeler, at hun/han ønsker sagen drøftet.
For tiden tilhører godt halvdelen af sagerne på en dagsorden med 30 sager denne kategori. Disse vedrører, ligesom formandsafgørelserne, formodede lette sager, og deres placering på dagsordenen afgøres af nævnets sagsbehandlere i samråd med den juridiske formand. Indstillingen i størsteparten af disse såkaldte B-sager lyder på en frikendelse af den indklagede.
Vil man som nævnsmedlem problematisere dette, skal der altså en ekstra indsats til, idet man dels skal læse disse sager inden for en kortere tidsfrist end de øvrige, dels have tilstrækkelig med hår på brystet til på forhånd at meddele, at man finder indstillingen problematisk samt begrunde dette.

De endelige afgørelser træffes så på nævnsmøder i drøftelser mellem læger, lægmedlemmer og den juridiske formand. Disse drøftelser kan være både positive og lærerige, men beskyldninger om at være både "grov og urimelig", hvis man som lægperson f.eks ønsker at udskille lægeforeningspolitik fra nævnets drøftelser, hører dog også med i billedet.
Patientklagenævnet har i de senere år, bl.a. på foranledning af Ombudsmanden, været i krydsild på grund af sine undertiden meget lange sagsbehandlinger. Tre-fire år har klagere måttet vente på en afgørelse.
Det har bevirket, at man nu intensivt arbejder på at bringe den såkaldte "sagspukkel" ned til en størrelseorden, der gør det muligt at afslutte sager inden for maksimalt et halvt år. Men i denne proces kan man befrygte, at der sker det, som ofte sker med organisationer under pres: En målforskydning fra det oprindelige mål, som i dette tilfælde drejer sig om at sikre brugere af sundhedsvæsenet en omhyggelig og samvittighedsfuld behandling, til organisationens eget mål, at overleve som organisation med politisk og bevillingsmæssig velvilje.

Noget tyder på, at denne målforskydning er ved at ske for patientklagenævnet. Arbejdsgange lægges om ud fra produktivitetshensyn, der næppe altid er ensbetydende med varetagelse af retssikkerheden: Flere formandsafgørelser, flere sager, der ikke lægges op til drøftelse på nævnsmøde, bonussystemer for hurtige sagsbehandlere, uvilje mod at "tage sager af møde", når f.eks et nævnsmedlem anmoder om yderligere undersøgelser, før afgørelser træffes.
Alt dette kan bevirke, at man i årsberetningen for Patientklagenævnet fremover måske kommer til at læse, at det antal sager, der fører til påtale, ikke længere er én ud af fire, men én ud af fem eller seks. En optimistisk fortolkning kunne så være, at sundhedsvæsenet er blevet meget bedre til at udvise "omhu og samvittighedsfuldhed", og at Patientklagenævnets arbejde omsider har båret frugt.
En sådan fortolkning bør dog underkastes en samvittighedsfuld granskning, før den købes af offentligheden.

Lone Scocozza er docent imedicinsk sociologi og siden 1994 medlem af Patientklagenævnet

APROPOS
Hvorfor et nævn?
Hvorfor har politikerne hittet på den underlige konstruktion med et Patientklagenævn, som Lone Scocoza beskriver til venstre for denne spalte?
Retten til at klage betragtes i vort samfund som en demokratisk ret: Der skal være en ventil for utilfredsheden.
I USA er det domstolene, folk går med deres vrede til - også over lægesjusk, på engelsk malpractice. Dér har antallet af sager og jurytilkendte erstatningsbeløb antaget et grotesk omfang. Omkostningerne ved ansvarsforsikring kan være prohibitive for den, der ønsker at åbne en lægepraksis. Udgifterne til erstatningssager er med til at forklare, at det amerikanske sundhedssystem er så bekosteligt.
Med udgangspunkt i enevælden har det her i landet traditionelt været ministeren, man kunne klage til over misligheder inden for vedkommendes 'ansvarsområde'.
Efterhånden som den offentlige regulering voksede, og antallet af formelle klagemuligheder blev øget, var ministrene ved at drukne i enkeltsager. Samtidig næredes der på Christiansborg bekymring over, at ministrene blev "for magtfulde".
Disse sammenfaldende hensyn har siden 60'erne ført til et stadigt stigende antal klagenævn, der nok udnævnes af minsteren, "men på hvis afgørelse i den enkelte sag, ministeren ingen indflydelse har" - som det så fikst formuleres i embedsmandsskrevne ministersvar til folketingsmedlemmer, der tager på fisketur ind i en konkret balladesag.
De mange nævn er oftest udstyret med en jurist som formand. Det kaster et skær af uvildighed og respektabilitet over virksomheden. Den øvrige bestykning af nævnene afspejler Folketingets ønske om at stille de berørte interessegrupper tilfreds.
I sin klassiske bog Råd og Nævn fra 1960 skriver professor Bent Christensen:
"For dem, der ønsker interesserepræsentation, er det ofte en taktisk fordel at forklæde repræsentanterne som sagkyndige". dr

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu