Læsetid: 6 min.

Når Socialdemokratiet følger i Venstres slimspor

22. oktober 1997

Det eneste røde, der er tilbage i Socialdemokratiet, er deres ører

SORT & HVID
Alt tyder på, at spørgsmålene vedrørende flygtninge- og indvandrerpolitikken vil få tildelt en uproportionel stor opmærksomhed ved de nært forestående valg.
De små nationalistiske højrepartier, hvis hovedbudskab er frygt og foragt for forskelligheder, tiltrækker stadig flere vælgere, der bliver stadig mere højrøstede i deres forsvar for det, de mener, er det folkelige Danmark.
Det ironiske er, at fokuseringen på dette emne primært er et resultat af, at det overordnet set går ganske godt. Arbejdsløsheden er faldet, økonomien er ikke værst, og er derfor emner uden saft og kraft i valgkampen.
Alligevel er det skuffende, at man ikke fra ansvarlig politisk side føler sig for gode til at føre valgkamp på et grundlag, der kun i ringe omfang har noget at gøre med Danmarks tilstand som helhed. Det er pinligt, at man ikke holder fast i idealerne, men smider dem fra sig, mens man bedende render efter vælgere, der på baggrund af uvidenhed og malplaceret misundelse løber lige i armene på partier, der bruger fremmedhadet som lokkemad. Dette udslag af opportunisme aktualiserer endnu en gang den gamle idé om at begrænse funktionsperioden for parlamentarikere. Hvis den enkelte folkevalgte kun kunne virke i to sammenhængende valgperioder (max. otte år) og bagefter var tvunget til at finde anden beskæftigelse i en lignende periode, før de igen kunne stille op, var der måske en chance for, at de i højere grad ville gøre det, de lovede, da de blev valgt.

Den åbne politiske debat
Det ville i øvrigt også betyde mere variation i dansk politik og hjælpe på politikerleden, der med skiftende intensitet knyttes til alle politikere uanset ståsted. Samtidig ville det forringe mulighederne for studehandeler i Christiansborgs gange og udvalgsværelser og fremme den åbne politiske debat, simpelt hen fordi politikerne ikke ville kende hinanden så godt, som de gør nu. Endelig ville det formindske antallet af veletablerede fjendskaber til gavn for forhandlingsklimaet.
Det ville sikkert også være sundt for politikerne at komme ud i det pulserende arbejdsliv, så de fik nærmere kendskab til andre almindelige mennesker end taxachauffører og medlemmer af den efterhånden meget lille minoritet, der går til vælgermøder.
Det kunne også være, at der ville komme mere konstruktive forslag frem til opfyldningen af de kløfter og grøfter, som efterhånden gennemskærer Danmark. Vandene skilles helt øjensynlig især mellem folk, der har relativt lange uddannelser, og folk, der har en kort eller ingen formaliseret uddannelse, og inden vi ser os om, så kan vi gå på den tørre sti på havbunden mellem de to grupper.
Dialogen mellem parterne er det store problem. For hvordan kan man få taget hul på en dialog mellem den antiintellektuelle diskurs, der tegnes af mænd og kvinder til højre på gulvet, og symbolanalytikernes flod af begreber og abstraktioner.

Stigende polarisering
Det første, der må etableres, er viljen til at tale sammen, og allerede der tenderer projektet til at kuldsejle. For der er kategorisk forhåndsafvisning på begge sider. For den rabiate nationaltsindede højrevælger repræsenterer akademikere, bibliotekarer, skolelærere og den slags venstresnoede filistre et unødvendigt dræn af de fælles midler, som hellere skulle bruges til invalidepensioner, hjemmehjælp, hospitaler og til at sikre fæstning Danmark.
For de fleste veluddannede er den yderste højrefløj en lidt latterlig foreteelse, en vulgærkapitalitisk misvækst, som man i demokratiets navn må affinde sig med, men som man ikke kunne drømme om at tage helt alvorligt, endsige samtale med.
Ligeledes vil det være temmelig umuligt at etablere en bare overfladisk enighed om, hvorfor kløften er opstået. For højrevælgerne har lagt sig fast på, at alt det onde kommer udefra materialiseret i skikkelsen af indvandrere og flygtninge, der antages at erodere dansk kultur og økonomi. De mere analytisk trænede må tage afstand fra så ensidige forklaringer, og insistere på, at problemer - herunder den stigende polarisering i Danmark - ikke blot kan forklares med én faktor, og at påvirkningen af Danmark kommer fra mange sider.
Imidlertid har begge parter del i og medansvar for, at polariseringen ikke forværres, så det ender med at landet revner langs de ideologiske understrømme. De veluddannede er nødt til at indse, at det især er dem, der høster fordelene af globaliseringen.
Det er deres børn, der rejser verden tynd og kommer hjem med global dannelse. Det er dem, der har råd til at købe computere og abbonere på internettet, så deres kommunikationsmuligheder øges drastisk. Og de behersker andre sprog end det danske og har derfor mulighed for personligt at erfare, at der er mange folk i verden derude, som ikke er så forskellige fra dem selv.

Frygt for globalisering
Dertil kommer, at de kun i ringe udstrækning behøver at føle sig truet på deres arbejde af indvandrere, da jobbet som regel kræver særlige kvalifikationer og et ubesværet dansk.
De veluddannede må indse, at deres eksistensgrundlag er sikret langt bedre end det er tilfældet for folk med korte eller ingen uddannelser. Der er derfor en reel årsag til, at de sidste frygter langt mere for den igangværende globalisering, der blander de menneskelige kort på nye og uforudsigelige måder. Rutinearbejde kan udføres af hvem som helst med førligheden i behold, så det er faktisk på den baggrund mere forståeligt, at langt flere uden formel uddannelse gribes af højrepartiernes propaganda.
Medicinen mod hele problemkomplekset er derfor ikke deportering af herboende udlændinge, men prioritering af uddannelse og arbejde for både de arbejdsløse og mere eller mindre marginaliserede danskere og for indvandrere og flygtninge.
Når socialdemokratiet følger i Venstres slimspor og på forskellig måde lefler for den tåbelige dagsorden, som sættes af Folke- og Fremskridtspartiet skyldes det måske også, at de ikke vil være henrykte for en afsløring af, hvordan de har fortsat den markedsøkonomiske strategi med at få sorteret de arbejdsløse og folk på overførselsindkomster i to grupper: de måske egnede og de uegnede.

Ingen konkrete tiltag
Under den socialdemokratiske regering har der ikke, trods smukke verbale buketter fra socialministeren om integration af de socialt udstødte, været noget konkret politisk tiltag til at bryde med automatikken i, at de, som allerede har, får stadigt mere.
Det er ellers åbenlyst for enhver, at den allerede veluddannede arbejdskraft, der har fleksible kompetencer, får tilbudt stadig mere efter- og videreuddannelse, mens de dårligst uddannede lades i stikken på udsigtsløse AMU-kurser, der bakser med en blanding af nybagte studenter, der ikke kan få fat i et midlertidigt job, og arbejdssøgende, der hovedsageligt kommer der, fordi de mister deres ret til dagpenge, hvis de ikke gør sig umage for at virke jobinteresserede.
Oven i denne laden-stå-til på uddannelseområdet kommer forordninger som for eksempel sæbecirkulæret, der kan give det sidste afgørende puf til dem, der sidder yderst på pinden.

Problematisk verdenssyn
Lønarbejdet er almindeligvis en væsentlig faktor i identitetsdannelsen, og for dem, der ikke kan skabe sig en identitet på den led kan den stærke identitet, som 'rigtig' dansker (og således i det mindste hævet over dem, der ikke er det !), som den yderste højrefløj tilbyder, komme til at ligne et godt alternativ.
Så hvis ikke tiltagene for at integrere flygtninge og indvandrere kobles sammen med tiltag for at forbedre udsigterne for de dårligst stillede indfødte, så er der dømt ballade i de sociale boligkvarterer og problemer med at danne regering uden om partier, hvis menneske- og verdenssyn er så problematisk, at det nærmest ville være pinligt at indbyde dem til regeringssamarbejde., selv om taburetlængslen såmænd nok skulle overdøve samvittighedens hvisken.
Men det kræver også, at man holder op med at snakke om kulturkløfter og den slags, og i stedet taler lige ud af posen om de socio-økonomiske forskelle, der stadig vokser der, hvor bøgen spejler sin top i bølgen blå. Ja, det kan måske ligefrem blive nødvendigt at hanke op i den gamle klasseanalysemodel for at illustrere, hvad problemerne grunder i.
Og hvem skulle egentlig smøle sig sammen til det ? Det eneste røde, der er tilbage i Socialdemokratiet, er deres ører. Og det er endda kun under den forudsætning, at partiets medlemmer er flove over, at flere deres fremtrædende partifæller imødekommer de små nationalistiske højrepartier ved at skære lunser og smagsprøver ud til den indre svinehund.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu