Et nationalt sprog er reelt en dialekt med hær og flåde, dvs. en dialekt, der er blevet forbundet med en stat
Sprogforestilling
Det middealderlige Europa var præget af en mangfoldighed af lokale sprog og dialekter. Vest- og Centraleuropa udgjorde én sammenhængende kulturkreds, holdt sammen af et forholdsvis tyndt, men overordentlig stramt og hierarkisk organiseret lag af kirkeligt uddannede, der talte og skrev latin.
Den ortodokse kristendom i Østeuropa var fra starten mere åben over for de lokale sprog, da den byzantinske kirke med sæde i Konstantinopel hverken kunne eller ville hævde samme sproglige ensretning, som Paven i Rom. Græsk havde af gode grunde en stærk stilling som Det nye Testamentes sprog, men ved siden af græsk trivedes et tredje, overnationalt kultursprog, der i henseende til funktion og udbredelse tåler sammenligning med græsk og latin, kirkeslavisk eller oldbulgarsk.
Det var udviklet af to byzantinske munke, Kyrillos og Metodios, der i 800-tallet skabte et alfabet for de slaviske sprog, det kyrilliske. I takt med udbredelsen af kristendommen i dens ortodokse, byzantinske skikkelse, skabtes en middelalderlig litteratur på dette sprog. Dette nye slaviske kultursprog anvendtes af alle de ikke-græske østeuropæiske folkeslag, som antog den byzantinske kristendom. Næsten alle - bulgarere, serbere, russere - talte en form for slavisk; men også de romansk-talende rumænere benyttede i ældre tid dette slaviske kultursprog. Sprognormen holdt sig fælles til et stykke ind i 1500-tallet, hvorefter den begyndte at dele sig op i forskellige nationale varianter, først og fremmest den russiske.
Den europæiske kulturkreds anvendte altså indtil slutningen af 1400-tallet primært tre overnationale skriftsprog, latin, græsk og kirkeslavisk. Allerede tidligere var der dog udviklet nationale skriftsprog i mange europæiske lande, de såkaldte vernakulære sprog. Men der var ingen centrale regler for hverken grammatik, syntaks eller stavning. Det kom først med opfindelsen af bogtrykket.
Denne opfindelse, der stammer fra det kulturelt og politisk centraliserede Kina, fik enorme og uforudsete følger i Europa. Den revolutionære kombination af bogtrykkerkunst og tidlig forlagskapitalisme kaldes af en fremtrædende, moderne nationalismeteoretiker Benedict Anderson for print-capitalism.
Både sproglig mangfoldighed og bogtryk havde eksisteret i Vesteuropa før kapitalismen. Men med kapitalismens indtrængen på dette område indtrådte behovet for stadig ekspansion af markedet. Det første som blev mættet var det latinske marked, som kun få ud over de højere uddannede havde adgang til. For at fastholde og udvide produktionen var bogtrykkerkapitalismens 'forlæggere' henvist til at søge nye markeder. Det skete i form af bøger på de såkaldte modersmål (vernaculars). Dog var de nødt til at samle modersmålene til et mindre antal trykte sprog, da de enkelte sprog ikke var udbredte nok til at udgøre et marked i sig selv. I dag ville vi kalde de fleste af disse oprindelige sprog for dialekter. Men der er ingen logisk tilfredsstillende definition af forskellen på et sprog og en dialekt. Et nationalt sprog er reelt en dialekt med hær og flåde, dvs. en dialekt, der er blevet forbundet med en stat. Deraf følger magt til at fastsætte sproglige normer. En magt der på et givet tidspunkt kodificeres i en 'national' ordbog.
Hele dette forløb var præget af 'tilfældighed'. Med dette begreb, som er en terminus technicus for historikere og erfaringsmæssigt let misforstås, menes ikke, at hvilken som helst sproglig norm kunne forbinde sig med et hvilket som helst område. Tilfældighed betyder, at resultatet af processen ikke kunne forudsiges med lovmæssig sikkerhed på forhånd. Omvendt indebærer det, at når processen én gang er sket, kan resultatet godt forklares. Med det resultat at flertallet i eftertiden troede, at det umuligt kunne være gået anderledes.
For at få et fuldt billede af udviklingen burde man derfor studere et antal af de sprog, som ikke slog igennem og blev 'nationale sprog'. Men det er i sagens natur vanskeligt, da det at de ikke sejrede og blev skriftlige indebar, at de ikke efterlod sig skriftlige vidnesbyrd, 'kilder'. Og hvis de havde haft en litteratur i middelalderen taler al sandsynlighed for, at denne er bevaret på latin - eller et andet af de dominerende kultursprog.
De trykte sprog lagde ifølge Benedict Anderson grunden til de moderne nationer på tre måder.
For det første skabte de et kommunikationsfællesskab under latin, men over de talte lokale sprog eller dialekter. Gennem dette fællesskab blev folk bevidste om deres eget sprog og de mange andre mennesker, der delte det med dem. Dette abstrakte fællesskab kalder han for et 'forestillet' eller 'imagineret' fællesskab (deraf titlen på hans bog Imagined Communities). Samtidig blev man bevidst om eksistensen af andre sprog, hvilket skabte den vi/de følelse, der er så central en del af den nationale bevidsthed (og nationalismen).
For det andet medførte bogtrykkenes antal og behov for standardisering en vis konservatisme. I middelalderen - og givetvis også tidligere, men der ved vi blot kun meget lidt om sprogudviklingen med sikkerhed - ændrede sprogbrugen sig hastigt. Men fra begyndelsen af den moderne epoke blev sprogene frosset fast i stadig stigende grad.
Egentlig er det et paradoks, at vor tid, der er karakteriseret af radikale ændringer på næsten alle felter, kun er mulig ved ekstrem konservatisme på det sproglige område. Denne konservatisme fik den utilsigtede, ekstra konsekvens, at sprogene kom til at virke 'urgamle' (dvs. ældre end én selv) og dermed producerede den forestilling om 'antikvitet' eller historiske 'rødder', der er så vigtig en ingrediens i al nationalistisk ideologi.
For det tredje medførte samlingen af de lokale modersmål til trykte sprog en privilegering af nogle gruppers sprog i forhold til andre. På langt sigt blev det årsag til oprørsk nationalisme blandt de underprivilegerede.
Kombinationen af sproglig mangfoldighed, bogtryk og kapitalisme i form af de trykte sprog skabte således mulighed for at tænke nationen som fællesskab, der gik videre end familie, slægt, klan og lokalsamfund. Kort sagt den moderne nation, der er et fællesskab som pr. definition omfatter flere end man nogensinde vil komme til at møde personligt. Det er årsagen til at Benedict Anderson kalder nationen for et 'forestillet' fællesskab. Vi taler om nationen, som om alle er i familie, af samme 'blod', selv om det ikke er tilfældet.
Selv en lille nation er et forestillet og abstrakt fællesskab, da den i princippet også omfatter de døde og de endnu ikke fødte.
Det er et abstrakt fællesskab, som man kun kan holde i live ved hjælp af såkaldt 'kunstige' medier, folkelige bogtryk, aviser, ugeblade, radio, tv. Den nationale integration i centralt regi styrkedes i stadig stigende grad til og med udbredelsen af de nationale tv-kanaler i 1950'erne og 60'erne.
Derefter er udviklingen tilsyneladende vendt, således at det internationale informationssamfund efterhånden repræsenterer en udfordring til de nationale fællesskaber. Men det er en anden historie.
