Det er ikke usædvanligt, at statsministeren i sin åbningstale til Folketinget erklærer, at det går godt. Det mere usædvanlige vil knytte sig til udsagnets korrekthed
Polarisering
Da Statsminister Poul Nyrup Rasmussen forleden leverede årets åbningstale var standarderklæringen, om de gode tendenser absolut genkendelig. Men manden har faktisk mere ret end tilfældet har været ved de sidste mange åbningstaler. Ser man på de økonomiske nøgletal, så vinder Danmark ved en sammenligning med de fleste andre lande.
De væsentlige kurver peger i den positive retning, og det gælder ikke mindst smertensbarnet, nemlig arbejdsløshedskurven. Det viser sig helt konkret bl.a. ved, at for ikke særlig lang tid siden kendte vi alle sammen en der var arbejdsløs. Sådan er det ikke længere. I dag kender vi alle sammen en, der har været arbejdsløs, men som nu er kommet i beskæftigelse.
Der er imidlertid alligevel grund til at se nærmere på, hvor godt det nu i virkeligheden nu også går.
Ikke for at sprede overdreven pessimisme, men for at vi ikke skal blive alt for forblændet af ikke mindst faldet i arbejdsløsheden. Det, at arbejdsløsheden falder, kan nemlig bringe os i en form for paradoksproblem med hensyn til alvoren af arbejdsløsheden. Et paradoks, som meget vel kan komme til at vende den socialt tunge ende nedad.
Problemstillingen kan formuleres på denne måde: Arbejdsløsheden i bredden - dvs. antallet af ramte - er under bedring. Flere og flere mennesker kommer ind på arbejdsmarkedet. Det er imidlertid ikke noget der pr. automatik slår over i, at arbejdsløshedsproblemet i dybden også er under bedring. Vi er nemlig på vej ud i den situation, at arbejdsløshed er ved at blive et meget fokuseret problem.
Det kan illustreres således: Det er ganske rigtigt, at kurven knækker og dermed trækker mange mennesker ind på arbejdsmarkedet. Men det er primært en bestemt gruppe mennesker, som har glæde af den positive udvikling.
På den anden side, er de meget alvorlige arbejdsløshedsproblemer nemlig ved at samle sig omkring en bestemt gruppe mennesker .
De mennesker, der primært er begyndt at genvinde fodfæste på arbejdsmarkedet, er de stærkeste og de bedst stillede. Det er først og fremmest de bedst uddannede og de socialt bedste stillede. Det er dem, der har været arbejdsløse i kortest tid. Det er den gruppe, som Velfærdskommissionen i sin tid kaldte mellemgruppen.
For den såkaldte marginalgruppe går det mindre godt. Her ser vi hvor mange og alvorlige sociale og menneskelige konsekvenser den langvarige arbejdsløshed har resulteret i. Det er ikke denne gruppe, der er ved at blive løbet i gang af opsvinget. Og meget tyder desværre på, at der er opstået en social risikogruppe, som vi ikke rigtig formår at løfte ud af arbejdsløsheden. Primært fordi arbejdsmarkedet har skiftet karakter med hensyn til hvem der bliver - og i fremtiden vil blive - efterspurgt i de nyoprettede jobs.
Dette paradoksproblem har vi set andre steder i verden, hvor den berømte kurve er knækket. Mange er måske kommet i arbejde, men de sociale og menneskelige problemer, som følge af den resterende arbejdsløshed er blevet forværret, fordi problemet nu isoleres til en ganske bestemt gruppe. Vi kan derfor komme i den situation, hvor det i en periode med faldende arbejdsløshed bliver meget vanskeligere at være arbejdsløs i det danske samfund. Der er nemlig ikke langt fra konstateringen af, at nu kommer mange mennesker i arbejde til den konklusion, at så kan alle komme i arbejde. Men det er den form for logik, der hos Holberg gjorde morlille til en sten.
Den langvarige arbejdsløshed og de skærpede kvalifikationskrav på arbejdsmarkedet, har ganske enkelt fraspillet nogle mennesker så mange ressourcer og muligheder, at vejen tilbage til arbejdsmarkedet kan blive meget lang og tornet - hvis den da overhovedet findes. Når det drejer sig om marginalisering, udstødning og polarisering af det danske samfund, så er det ikke fuldstændig indlysende, at det nuværende opsving i sig selv overhovedet vil være i stand til at afhjælpe disse problemer. I virkeligheden vil kurvens knæk måske oven i købet for alvor sætte udstødningen, opsplittelsen og polariseringen i et ret skræmmende perspektiv.
Derfor er det meget vigtigt at huske på, at samfundsmæssig polarisering ikke kun rammer én gruppe, nemlig de udstødte. Den rammer hele samfundet på sin sammenhængskraft og sociale stabilitet. Desværre kan man frygte, at opsvingets optimisme helt skal tage den sunde fornuft fra os. Der tales om besparelser lige præcis som følge af, at så mange mennesker finder vej tilbage til arbejdsmarkedet. Opsvinget og det berømte kurveknæk kan motivere til flere af den slags øvelser, der går ud på at spare og beskære i forhold indsatsen over for de resterende arbejdsløse.
Det bliver meget hurtigt en prioriteringsdiskussion, der knytter sig til, hvad vi ønsker at bruge pengene til og hvem vi ønsker at bruge pengene til.
Der er nemlig også en anden side af polariseringsproblemet, som ikke må glemmes: På grund af den ulighed i muligheder, som knytter sig til polariseringen - eller opsplitningen - af det danske samfund, ved vi hvem, der har de bedste muligheder for at klare sig, hvis de får den rette støtte og det bedste skub i den rigtige retning. På landets forskellige arbejdsformidlinger og i det offentlige system ved man, hvem der vil kunne leve op til de forskellige succeskriterier om f.eks. gennem uddannelse, at kvalificere sig til det ordinære arbejdsmarked. Og frem for alt ved man, hvem der ikke vil kunne leve op til dette succeskriterie. Er det derfor ikke indlysende, at der skal satses flest penge og mest kvalitet på dem, som man næsten på forhånd ved vil kunne gennemføre forskellige opkvalificeringsøvelser? Men hvad med de andre?
De får i stigende grad de dårligste tilbud, de køres mere og mere rundt i systemet og udsættes for en stadig tættere kontrol, selv om vi i realiteten har opgivet dem og anbragt dem på en form for parkeringsplads. Og hvem ved, er det ikke også indlysende at de på et tidspunkt vil blive udsat for beskæringer i overførselsindkomsten? Opsvinget og knækket i arbejdsløshedskurven kan desværre meget let komme til at motivere til denne form for prioritering - som reelt set allerede foregår i en vis udstrækning. Og så er det, at vi for alvor får et polariseret samfund på halsen. Men polarisering er noget, der går ud over hele samfundet og gør det i virkeligheden også vanskeligere at være inde i varmen.
Når der derfor tales så meget om, at nu kan vi spare, fordi arbejdsløsheden falder, så er det i virkeligheden et udtryk for en fejlslutning, der måske er forståelig, men ikke desto mindre farlig for samfundet i sin helhed. I stedet for at se på, hvor mange penge vi kan spare fordi arbejdsløsheden falder, burde man i stedet se på, hvor mange penge der nu kan bruges til at hjælpe de svageste. En sparet krone på grund af arbejdsløshedens fald burde slet ikke være en sparet krone i direkte forstand. Det burde i stedet være en ny krone, som man kan bruge til at gøre godt med i forhold til de svageste. Det vil være en god investering, både for de ramte og for samfundet i sin helhed. Og er det i virkeligheden ikke også en investering, vi har råd til at foretage her i et af verdens rigeste lande?
