Læsetid: 4 min.

Ri-Bus - brikken i et større spil

14. oktober 1997

For godt to år siden skrev jeg sammen med tre andre røde kammerater et åbent brev til statsminister Nyrup Rasmussen. Vi fik ikke svar - men det var måske heller ikke nødvendigt...

Knægtelse
Mens dette skrives er der endnu ikke faldet dom i Ri-Bus sagen, undskyld: Ri-Bus sagerne. For der har været rejst et væld af sager. Politi og anklagemyndighed har virkelig været flittige, de har brugt mange ressourcer på dette projekt.
Mange sager er frafaldet, mange er endt med småbøder. Men en kvinde er blevet dømt for at have kastet en flaske, som hun bevisligt ikke kan have kastet - og hun har dermed mistet sin tillid til det danske retssystem. Det er ikke ligemeget.
En mand er blevet straffet for at have stået stille i en fodgængerovergang, foran hvilken en bus holdt for rødt. Da der blev grønt for bussen, flyttede han sig. Hvis den historie var blevet fortalt i et revynummer, var den blevet afvist som en vild overdrivelse.
Jeg var i Esbjerg forleden. Jeg så den smukke faneborg. Jeg hørte en del af anklagerens procedure. Den vrimlede med rapporter om politiforhør, som enten ikke var underskrevet eller senere af vidnerne blev beskrevet som politiafpresning.
Men for anklageren var de tilsammen beviser for, at nogle fagligt aktive bagmænd havde ansvaret for hærværket i Esbjerg under konflikten.

Jeg skal ikke gøre mig klog, og jeg skal ikke dømme, det har vi jo dommere til. Men jeg er ikke idiot. Hvis en faglig konflikt skal lykkes, må den have opbakning også i kredse uden for de impliceredes. Det dummeste en ledelse kan gøre under en konflikt er at opfordre til hærværk - med den sikre konsekvens at miste støtte i befolkningen. Jeg tror ikke de fagligt aktive ledere var idioter. Hvem var "idioterne"?
Jeg må gå ud fra, at den næste udvikling i Ri-Bus konflikten bliver, at politiets optræden bliver genstand for en grundig undersøgelse. Vi må have sandheden frem om bagmændene bag agenthvervningen og hundemisbruget. De enkelte politibetjente kan nok ikke som sådan bebrejdes, selvom nogle af dem måske er faret unødigt hårdt frem, både med knipler og med hunde. De må stå til ansvar i forhold til politiets egne reglementer.

Det sædvanlige forsvar mod anklager af den art er, at man blot har fulgt ordrer. Derfor må det frem, hvem der har givet hvilke ordrer, hvem der har lagt den strategi, som førte til de overgreb og voldsomheder, som provokerede demonstranter og blokadevagter til selvforsvar.
Det kan blive en uhyre interessant undersøgelse. Måske kan den afdække, om der bag Esbjerg- konfliktens strategi ligger en overordnet strategi? Hænger det bl.a. sammen med halveringen af dagpengene til unge under 25 år? Medlemsstatistikken i SiD Vestlolland fortæller ifølge "Dagbladet Arbejderen" (som forresten nu er udkommet i 15 år), at man i 1996 havde 350 unge medlemmer under 25 år. I august i år var tallet faldet til 110.

Er det fagbevægelsen, der skal knægtes - ligesom det lykkedes i Thatchers Storbritanien? Hvor er vi på vej hen i Danmark - med Socialdemokratiets velsignelse? Er Ri-Bus sagerne blot brikker i et større spil?
Naturligvis er de det. Og det handler ikke om nogen sammensværgelse, hvor nogle onde mennesker har sat sig for at skade arbejdernes interesser til fordel for deres egen profit. Det er meget simplere, meget nemmere at forstå. Det er et af utallige udtryk for den globale klassekamp, der foregår.
For godt to år siden skrev jeg sammen med tre andre røde kammerater et åbent brev til statsminister Nyrup Rasmussen. Vi skrev bl.a.:
"Ri-Bus konflikten har i kraft af sin varighed og den landsomfattende solidaritet den har fremkaldt overskredet rammerne for en almindelig arbejdskamp. Den har sat privatiseringen på den politiske dagsorden. Den liberalistiske ideologiske charmeoffensiv må nu være afsløret."

Senere skriver vi: "Det er den politiske kerne i den situation, de rigtige Ri-Bus chauffører og deres støtter landet over har skabt. Det må socialdemokratiet da tage stilling til. Hvis det forholder sig sådan, at dette spørgsmål allerede er afgjort af EU, det vil sige hvis privatiseringen blot er en overstatslig ordre, så har Socialdemokratiet ofret en af sine mærkesager. Hvis det er tilfældet, Nyrup, så må du sige det åbent."
Vi fik ikke svar - men det var måske heller ikke nødvendigt...
Klassekampens økonomiske side er for tiden "tilbageholdenhed" fra arbejderklassens side, samtidig med at profitterne vokser helt umådeholdent. Klassekampens politiske side er afdemokratiseringen: privatisering, omdannelse af statsforetagender til aktieselskaber, hvor den demokratiske mulighed for indsigt og kontrol er afskaffet. Klassekampens faglige side er - tja: den, som man nu vil af med.

Og nu skal forbruget dæmpes, det er Nyrup rede til at gå til valg på. En procent af bruttoindkomsten for alle. Af hensyn til betalingsbalancen og til statsgælden. Hvorfor gøre det så dramatisk? Hvis Nyrup havde læst det nummer af Jyllands-Posten, som jeg læste i toget på vej hjem fra Esbjerg, så ville han kunne se, hvor han kunne skaffe pengene: profitterne stiger, kurserne stiger, og ved hjælp af snedige fif forgylder man aktionærerne.
De riges formuer hober sig op. Produktiviteten tvinges i vejret med stress og arbejdsulykker til følge. Der investeres ikke i nye arbejdspladser. Arbejderklassen skal trynes, og ledigheden er nu på et højere niveau, end da Hitler kom til magten.
Det lover ikke godt. Og nu skal vi måske snart have et valg. Mellem hvad?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu