Læsetid: 2 min.

Den sataniske dialektik

Debat
10. oktober 1997

Når en konflikt skærpes og dialogen bliver umulig

STAMMEKRIG
Konflikten trives i bedste velgående i Rwanda og Burundi. Anarki og kaos er betegnende for situationen i de to småstater, frygt og mistillid gennemsyrer befolkningen. Polariseringen, der kulminerede under folkemordet, er ikke nævneværdigt aftaget. Hutuer og tutsier lever side om side med frygten om udslettelse konstant nærværende. Selvjustits forekommer i vid udstrækning i landdistrikterne.
Det juridiske system i Rwanda er fortsat, tre år efter folkemordet, yderst kritisabelt. Dels på grund af svigtende opbakning fra omverdenen, men især kan det tilskrives regeringen, der ikke virker synderlig interesseret i at få afviklet et troværdigt retsopgør. Retsprocesserne er begyndt, men titusindvis venter stadig, under de mest horrible forhold, på en dommer.
I Burundi er befolkningen efterhånden blevet opdelt i hutu- og tutsi-områder. Tutsierne har længe været beskyttet af militæret, men det seneste år har Pierre Buyoyas militær-regering benyttet en taktik, hvor hutuerne interneres i lejre med begrænset mulighed for at dyrke de livsnødvendige afgrøder. Hæren opfatter det som et nødvendigt skridt i forsøget på at bekæmpe hutu-rebeller, der opererer i det nordvestlige Burundi. Hutuerne opfatter deres guerillavirksomhed som en legitim kamp for demokrati over for et undertrykkende militærstyre, men desværre er der tendenser til, at fremtrædende repræsentanter for hutuerne radikaliserer deres holdninger. Magt korrumperer.
Det tragiske er, at de yderligtgående fløje fastsætter og dominerer den politiske dagsorden. Forsoning opfattes tilsyneladende som en by i Rusland. Resultatet er - med den franske historiker Edgar Morins udtryk - en tilstand af satanisk dialektik.

Udslettelse eller dominans
Det vil sige, at konflikten radikaliseres, hvorefter fredelige løsninger ekskluderes fra den politiske diskurs. Tilbage står kun to muligheder: udslettelse eller dominans. Den fornemmelse er tiltagende blandt befolkningen og kom mest dramatisk til udtryk under folkemordet i 1994 i Rwanda.
Den sataniske dialektisme indikerer også, at konflikten styres på ekstremisternes præmisser. Den amerikanske politolog og Centralafrika-ekspert René Lemarchand, har beskrevet dette fænomen mere indgående i bogen Burundi. Ethnocide as Discourse and Practise fra 1993.
Det er ikke umuligt at ændre den nuværende sataniske diskurs'. Det er ikke for sent at skabe fred i Rwanda og Burundi. Det er aldrig for sent. Men uden et internationalt engagement vil den proces blive ufattelig blodig og koste menneskeliv i et uhyggeligt omfang.
Det politiske klima er blevet så anspændt og oversvømmet med myter, at det ikke er muligt for parterne selv at opnå enighed om troværdige løsninger. Internationale garantier om opbakning er et must for en positiv udvikling. Efter FN's håndtering af begivenhederne i Rwanda er det markante udtalelser fra verdenssamfundet, der er påkrævet. Halvforkølede hensigtserklæringer har aldrig været en mangelvare og gør ingen forskel! Derfor skylder omverdenen Burundi og Rwanda at indlede et troværdigt engagement.
Der er p.t. løbende fredsforhandlinger i gang vedrørende Burundi. Denne dialog er vigtig og nødvendig, men ikke tilstrækkelig. Foreløbig er de vigtigste personer udeblevet fra fredsforhandlingerne, derfor er der fare for at mæglingsforsøgene kommer til at forløbe parallelt med en udvikling, de implicerede parter ikke har indflydelse på. Hvis det sker, invalideres velmente initiativer nok engang, og konflikten fortsætter på ekstremisternes præmisser. Den udvikling er desværre sandsynlig, men heldigvis ikke uundgåelig.
Satanismens dialektik skal elimineres.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her