Fællesskabets værdier bliver væk, når vi tager det økonomiske rationale som grundlag for velfærdsstaten. Vi bliver til klienter, brugere og kunder - i stedet for deltagere i et demokratisk samfund
Socialt set
Velfærdsstaten er til debat. Debatten viser, at lige så enige de politiske partier er om at bevare og udvikle velfærdsstaten, lige så uenige er de om, hvordan dette skal gøres.
Debatten bærer dog præg af et fælles, ensidigt grundlag baseret på økonomiske termer, som blokerer for en bredere, mere konstruktiv velfærdspolitisk debat. Privatiseringsbegreber som udlicitering og selskabsdannelse fremlægges som instrumenter til skabelsen af en bedre og billigere offentlig sektor.
Visionerne om, hvilket værdigrundlag den fremtidige velfærdsstat skal bygges på, mangler i den aktuelle debat.
I løbet af de sidste ti-femten år har forholdet mellem borgerne og det offentlige ændret sig, så det i dag er almindeligt at fremhæve borgernes rolle som aftagere og forbrugere af det offentlige, når den offentlige sektor skal vurderes.
Kun sjældent tales om borgernes grundlæggende rolle i forhold til det offentlige, nemlig borgernes rolle som statsborgere.
Velfærdsstaten er funderet på tre grundlæggende rettigheder: civile, politiske og sociale. Og den offentlige sektor er opbygget og udviklet for at sikre og opretholde disse rettigheder for borgerne. Dermed er det statsborgerrollen, borgernes besiddelse af de tre rettigheder, der udgør det legitime grundlag for den offentlige sektor.
Hvis der ensidigt fokuseres på borgernes civile rettigheder, hvor de individuelle rettigheder er i fokus, negligeres de politiske rettigheder, som sikrer borgerne demokratiske rettigheder, og et politisk fællesskab, der endvidere sikrer ligebehandling og sociale rettigheder.
En sådan ensidig forkusering betyder, at det ikke er muligt at opretholde det samfund, vi har i dag. De tre rettigheder er nemlig gensidigt afhængige. Hvis en konkret politik skal være legitim i forhold til den overordnede idé om velfærdsstaten, skal denne politik tilgodese alle tre rettigheder.
Det mener vi ikke er lykkedes i tilstrækkeligt omfang, og derfor er debatten blevet vredet skæv.
Når statsborgerrollen ignoreres, får den politiske elite betydelige problemer med at skabe den nødvendige legitimitet for den fremtidige velfærdsstat.
For grundlæggende er det borgernes rolle som statsborgere, der legitimerer velfærdsstaten. Det er statsborgerskabet, der skaber rammerne for det politiske fællesskab, hvori den demokratiske beslutningsproces finder sted.
Moderniseringen af den offentlige sektor i 1980'erne var præget af en glorificering og dyrkelse af markedets principper. Markedets løsninger er søgt overført til den offentlige sektor uden smålig skelen til den offentlige sektors særpræg og karakteristika.
Slagords-agtigt har "Mere marked - mindre offentlig sektor" tilsyneladende været målsætningen bag moderniseringspolitikken.
Men dermed er det politiske rationale, der hidtil har ligget i den måde, vi har indrettet det offentlige på, blevet udfordret af et økonomisk rationale. Derfor er det ikke mærkeligt, at den offentlige debat ensidigt har fokuseret på de økonomiske aspekter af velfærdsstaten.
Dét forhold, at vores velfærdsstat også er bragt til veje gennem en række politiske beslutninger, taget på baggrund af nogle demokratiske værdier, synes at være fortrængt fra dagsordenen. Derfor mangler de nødvendige diskussioner om, hvad velfærdsstatens grundlæggende værdier er, og kvalificerede holdninger til, hvad formålet er med den offentlige sektor. Den tjener efter vores overbevisning andre og højere formål end blot at servicere den enkelte borger.
Det er i høj grad forvaltningspolitikken, der - med nogle overordnede retningslinier og rammer - regulerer og problematiserer forholdet mellem politik og administration, mellem forvaltning og borger samt mellem offentlig og privat. Derfor er forvaltningspolitikken særlig interessant i denne sammenhæng.
Vi mener, at de skiftende regeringer i den konkrete forvaltningspolitik, som kommer til udtryk i eksempelvis redegørelser om moderniseringen af den offentlige sektor, har valgt mere ensidigt at fokusere på borgernes frihed og valgmuligheder i forhold til den offentlige sektor.
Det grundlæggende budskab er, at de offentlige opgaver løses bedst, dels ved at det offentlige selv fungerer efter mere markedslignende vilkår og principper, og dels ved at de mere produktionsorienterede offentlige opgaver privatiseres under forskellige former, f.eks. ved en stigende anvendelse af selskabsdannelse og udlicitering inden for stat og (amts-)kommuner.
Det mest relevante styringsinstrument for den offentlige sektor er efter denne tankegang, at det enkelte individ, gennem sin efterspørgsel af goder fra den offentlige sektor, vil påvirke sektorens produktion, som derved effektiviseres.
Men moderniseringen kommer således også til at betyde, at den offentlige sektors produktion af 'goder' går fra at være politisk styret til at være styret af enkeltindividers efterspørgsel. Derved reduceres politik til blot at være summen af de individuelle valg og afgørelser, som den enkelte borger træffer i forhold til det offentlige.
Vi finder det særligt foruroligende, at man ensidigt baserer forvaltningspolitikken på det økonomiske rationale. Det er forkert at basere politik på individuelle afgørelser. For politik forudsætter et fællesskab, og kun i et fællesskab er det muligt at træffe kollektive beslutninger, der har gyldighed for hele samfundet.
Man stimulerer ikke borgernes oplevelse og følelse af at tilhøre et fællesskab, hvis man reducerer politikken til at være en mekanisk forvaltning af summen af individuelle afgørelser. Politikerne har ladet sig vælge til blandt andet at gå forrest med at markere holdninger til og tage ansvar for, hvordan samfundet skal indrettes i fremtiden.
Det er et ansvar, som rækker ud over det økonomiske rationales snævre perspektiv. Et ansvar, der også omfatter et politisk og demokratisk perspektiv, hvor centrale størrelser er åbenhed, diskussion og vilkårene for at tage fælles, kollektive beslutninger, der har gyldighed for alle.
Men hvorfor er det på høje tid, at politikerne tager det fulde ansvar på sig og begynder at markere deres holdninger, også til de politiske og demokratiske perspektiver?
I det politiske fællesskab legitimeres den enkeltes præferencer via diskussion og hensyntagen til andres præferencer.
Når markedets styringsprincipper nu søges anvendt i omstillingen af den offentlige sektor, er det selvsagt vigtigt at være opmærksom på forskellene i de to typer af rationaler.
Dér hvor forvaltningspolitikken baseres på det økonomiske rationale, opfattes den offentlige sektor som producent af ydelser til borgerne. Det vil sige, at den offentlige sektors sociale og politiske organisationer opfattes som instrumenter for individuel behovstilfredsstillelse. Og organisationernes succes måles ved deres evne til at realisere enkelte individers mål.
Denne instrumentelle måde at betragte de offentlige organisationer på indfanger imidlertid ikke alle de sammenhænge, der eksisterer mellem det politiske niveau og de offentlige organisationer. For organisationerne er jo ikke bare en strukturel opbygning. De tilvejebringer, igangsætter og rummer væsentlige processer omkring tilblivelsen og gennemførelsen af forskellige velfærdsstatslige politikker. Legitimitetsgrundlaget for offentlige organisationer er, at de skal producere de 'rigtige' ydelser på den 'rigtige' måde.
De er med andre ord det spillebræt, hvorpå en væsentlig del af velfærdsstatens daglige 'spil' kontinuerligt udfolder sig.
Hvis der skal udformes velfærdsstatslige politikker, som kan have gyldighed og holdbarhed for hele samfundet, skal politikerne forholde sig konstruktivt til, hvordan vi vælger at udforme institutionerne. For gennem denne udformning har politikerne mulighed for bevidst at påvirke befolkningens holdninger til velfærdsstatens udvikling.
Når vi indretter den offentlige sektor efter en økonomisk rationalitet, så vil det også være den, der bliver normdannede for borgerne: De vil forvente og kræve hensyn til deres individuelle behov/præferencer, og det offentliges institutioner vil indrette sig på at imødekomme og varetage disse - på bekostning af varetagelsen af de opgaver, der udspringer af de kollektive politiske beslutninger. Dermed bliver velfærdsstatens værdigrundlag udfordret.
Konsekvensen vil være, at borgeren ikke længere oplever sin relation til den offentlige sektor som stammende fra et grundlæggende politisk fællesskab; rollen som statsborger vil blive erstattet af klient-, bruger- eller kunderollen.
Netop i dette perspektiv mener vi, at en individstyret offentlig sektor på længere sigt vil begrænse borgernes mulighed for - som statsborgere - kollektivt at beslutte, hvordan de civile, politiske og sociale rettigheder skal udformes.
Velfærdsstaten står ikke foran sin undergang, men er under forandring. Derfor må politikerne, når de tager initiativer, være mere opmærksomme på de grundlæggende værdier, der udgør et sikrende fundament under dagens velfærdsstat.
Begreber som statsborgerrollen og fællesskabsfølelse bør overvejes og diskuteres og hensynet til dem indgå i de konkrete velfærdspolitikker på lige fod med økonomiske hensyn.
Hvis vi vil opretholde og styrke de værdier og normer, der hidtil har kendetegnet opbygningen af et dansk samfund, hvor vi i fællesskab er blevet enige om at hjælpe de svage og skabe lige muligheder, må vi ikke lade det økonomiske rationales logik være dét, der overordnet bestemmer, hvordan vi udformer vores politiske institutioner og derigennem indretter vores fremtidige velfærdsstat.
Jon Gerner, Jeanette Blåsvær og Lars Albæk er er specialestuderende på cand. scient. adm.-uddannelsen på Aalborg Universitet. Artiklen bygger på en rapport, de har udarbejdet af kronikkens forfattere sammen med Annemette Bøgh, som også er studerende på Aalborg Universitet
APROPOS
Vores adfærd og handlinger i forhold til hinanden - herunder vores vilje til at handle kollektivt og solidarisk - er ikke udelukkende betinget af samfundets kultur eller historie, som det tidligere har været god latin at hævde.
Vores sociale normer - og dermed vores handlemåder og handlemuligheder - betinges i høj grad af det politiske institutionelle arrangement.
De politiske institutioner - som for eksempel moderniseringsredegørelserne eller den konkrete lovgivning - har altså en normsættende funktion; de påvirker ikke kun borgernes opfattelse af, hvad der er rationelt rigtigt, men også opfattelsen af, hvad der moralsk er rigtig og forkert adfærd.
Som samfund har vi mulighed for at påvirke og ændre de politiske institutioner, og vi har mulighed for at påvirke dannelsen af de sociale normer.
Dermed får sammensætningen af de forskellige elementer, der udgør de politiske institutioner, stor betydning for, hvilke sociale normer der vil karakterisere fremtidens velfærdsstat.
Sociale normer er ikke givne til evig tid, men skabes og ændres løbende gennem de politiske beslutninger. Hvordan de politiske institutioner udformes, er altså afgørende for, hvilke sociale normer dominerer samfundet.
Netop derfor er det vigtigt at lade det politiske rationale være styrende i debatten om velfærdsstatens fremtidige indretning.
Jon Gerner, Jeanette Blåsvær og Lars Albæk
