Læsetid: 4 min.

Straf er ingen løsning

28. oktober 1997

Unge indvandrere har ikke kun kulturelle problemer, men også sociale. Og mange unge er trætte af voksne, som blot bruger ord uden at tage de unge alvorligt

VOLD
Svage grupper bliver ofte gjort til syndebukke i den politiske debat om samfundets sociale og kulturelle kriser. F.eks har urolighederne på Nørrebro med sammenstød af etniske unge fyldt en del i medierne.
Og nu ikke mindst op til kommunalvalget er emnet igen populært stof, og de fleste partier vælger diskussionen om de etniske minoritetsgrupper som flagskib for deres valgkamp.
Selvfølgelig skal gruppernes problemer diskuteres også i forbindelses med valg og gerne i medierne, men for mig nærmer diskussionen sig overhovedet ikke det væsentlige, nemlig perspektiverne for gruppernes sociale og kulturelle integration.
Der fokuseres for tiden mest på de etniske unges "bander" og jeg, der til daglig arbejder med både dansk og etnisk ungdom, som har svært ved at tilpasse sig og leve op til de forventninger og krav der stilles, vil fra starten pointere, at jeg tager stærk afstand fra den voldelige adfærd, som en lille hård gruppe af de unge udviser.
Det, der nu får mig til at reagere, er den aktuelle debat om, hvad man skal gøre og de fremkomne løsningsforslag.
Det er bl.a blevet foreslået, at der skal anvendes mere straf.
Den generelle holdning i befolkningen er efterhånden blevet, at problematikken er betinget af de unges nationalitet og kulturelle baggrund. Og at straf er en løsning for disse unges manglende tilpasning til samfundet.
Min erfaring er, at gadevold bl.a. mellem etniske og danske unge ikke primært har noget med nationalitet eller kulturbaggrund at gøre, men langt snarere skyldes fælles sociale problemer - og ikke mindst identitetsproblemer, som samfundet bør forholde sig til.

Debatten og etiketten
Debatten i sig selv er med til at give disse unge en etikette og en bandeidentitet, fordi nogle af dem er så svage eller sultne efter opmærksomhed - også fra samfundets side - at de foretrækker at blive omtalt som "farlige unge", sådan som de er blevet i medierne på det seneste. Det giver en form for status, der er værd at leve op til, og som de derfor gerne vil bekræfte: At de er farlige.
Desværre er mediernes fremstilling med til at give den i forvejen svage gruppe en negativ identitet og med til at fastholde dem i rollen som ballademagere.
Jeg savner i debatten om de unge, at samfundets, institutionernes, familiernes ansvar kommer i fokus. Der bliver talt meget, men uden at politikere og institutioner kommer med konkrete forslag til løsninger på roden til de aktuelle problemer, og uden at nogen har fremkommet med indrømmelser i offentligheden om deres del af ansvaret. Et ansvar, som de helt klart har svigtet.

Synlige voksne, tak
Jeg savner ærlighed fra især politikere og institutioner, når de taler om ungdommens problemer: At de tør tale om deres egne svagheder og manglende indsatser i forhold til disse unge.
Efter min mening er gruppen ofre for de voksens handlinger eller mangel på samme.
Det er os voksne politikere, professionelle og forældre, der hverken på tidligere tidspunkter eller nu har stillet op og har forsøgt at håndtere problemerne, før de blev for store.
Jeg er af den overbevisning, at politikerne nu må indse betydningen af at satse på forebyggende arbejde, så vi på længere sigt kan indpasse de unge i vort samfund. Og i denne forebyggende indsats stilles krav om specielle kvalifikationer, som skal gøre de professionelle i stand til at håndtere børnenes og de unges problemer, inden de løber af sporet.
Uanset om spotten rettes mod etniske eller danske børn, oplever de i deres socialiseringsproces en række voksne - det kunne være familie eller professionelle - som er usynlige eller i hvert fald utydelige i deres handlinger overfor børnene og de unge. Det er min personlige erfaring, at der er behov for, at voksne tør være synlige ved at reagere og forholde sig til de unge.

Den hårde kerne
Jeg udelukker ikke, at den særligt hårde kerne kan være direkte behandlingskrævende, men en stor del af de eksisterende behandlingstilbud er ikke i stand til at håndtere ungdommens problemer. For den etniske gruppes vedkommende kræves en behandling, som på længere sigt fører til at de unge oplever, de er betydningsfulde både for deres familie og for samfundet.
Straf er ingen permanent løsning på de forhåndenværende problemer. En løsning er at rette indsatsen mod hele familien, fordi den for en dels vedkommende er blevet udtømt for sine funktioner. Familierne skal gøres i stand til selv at se, at de kan medvirke til at løse egne problemer.
Specialinstitutioner er for den hårde kerne kun en midlertidig eller en nødløsning.
Det er vigtigt, at de institutioner, som arbejder med gruppen, reagerer på et meget tidligt tidspunkt på aktuelle problemer, at de oplever sig hørt og opnår opbakning i og mulighed for at udvikle en pædagogik eller metoder, der er tilpasset og gavnlige for den etniske gruppes socialisering i dette samfund.
Og ikke mindst hvis vi skal have et helhedsbillede, vil jeg opfordre medierne til at huske på også at se gruppen som en ressource for samfundet.
Til sidst vil jeg nævne, at jeg savner konkrete, kreative løsninger på ungdommens problemer - og at disse løsninger ikke kun skal findes i bøgerne.
Nye løsninger skal kunne føre til nye handlinger, der kan ændre på de unges levevilkår, så vil det være muligt at resocialisere dem i samfundet.
Mine personlige erfaringer viser tydeligt, at mange unge er trætte af voksne, som blot bruger ord uden nogen sinde at nå til handling.
I det øjeblik de unge oplever, at de bliver taget seriøst af de voksne, viser de ofte vilje til at komme ind på den rette vej.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu