Det turde så småt stå klart, at der i debatten om fremmedpolitikken stortrives horrible påstande
FREMMEDFORBISTRING
I ingen anden debat - end lige den om flygtninge og indvandrere - ville en debattør overleve så meget som ti minutter ved at slynge om sig med uhyrligheder, der har en sandhedsværdi på linje med Baron Münchhausens bedste beretninger (leksikalt: afdød tysk officer med hang til fantastiske skrøner).
At disse debattører også omfatter etablerede politikere på højrefløjen og videre ud, gør ikke sagen mere beroligende. Jovist er der behov for at diskutere fremmedpolitik. Men ikke i et toneleje, hvor klemte danskere foregøjles, at en udsmidning af alle fremmede - med eller uden faldskærm - løser alle deres egne såvel som landets problemer. Der er faktisk andre ting i dansk politik, der fortjener opmærksomhed. F.eks. udstødningen fra arbejdsmarkedet. Menneskers ensomhed. Og fremtidsperspektiverne for det rene vand.
Uden at forfalde til at trutte i dommedagsbasuner må det mane til bekymring, at hver 7. dansker tilkendegiver at ville stemme på ét af de to fremskridtspartier. Er det deres svar på ovennævnte spørgsmål, der trækker?
Nej. Jeg er ganske overbevist om, at det først og fremmest er deres retorik omkring de fremmede, der trækker. Det er deres forslag om at retskravet på familiesammenføring afskaffes, og at udlændinge i det hele taget helst ikke skal komme til Danmark for at bo...
Alvorligt talt, der kan vel ikke være tvivl om, at Danmark skal kunne give ophold og beskyttelse til mennesker, der må flygte fra forfølgelse i deres hjemland. Det kan heller ikke være rigtigt, hvis en udlænding, der er godkendt til ophold her i landet, ikke kan leve sammen med sin ægtefælle og sine mindreårige børn. Og det kan da heller ikke komme på tale, at udlændinge med permanent opholdstilladelse skal behandles anderledes end danske borgere.
Det er åbenbart, at der er ting omkring udlændingepolitikken, der ikke er iorden. Og, som på et hvert andet politikområde, skal der tages fat om det.
For det første skal der gøres mere for positiv integration. Indenrigsministeren har gang i en samlet integrationslov med klare rettigheder og pligter. En integration i det danske samfund, hvor adgangen til permanent opholdstilladelse skal ses i sammenhæng med den enkelte udlændings aktive deltagelse.
Sproget er en afgørende nøgle. Det kræver til gengæld, at tilbuddene er der, og naturligvis også, at den enkeltes retssikkerhed ikke tilsidesættes. Også kontakten til arbejdsmarkedet er af største betydning. Kunne man forestille sig en dialog mellem arbejdsmarkedets parter om, hvordan det kan være, at selv godt kvalificerede fremmede har vanskeligere end danskere ved at finde jobs?
For det andet skal vi være klar til at tackle nye problemer med de rette løsninger. Tag nu bare den illegale indvandring. Det er et forholdsvis nyt fænomen. Det nytter ikke at stille sig op og sige: "Jamen dog, det kan vi da ikke have...". Der skal ske noget. Retshåndhævelsen skal være konsekevent ved enhver form for snyd og svindel - for danskere præcis som for udlændinge -, for da slet ikke at nævne de bagmænd, som lever usympatisk godt af menneskers nød og forsøg på at skabe sig et andet liv i en anden del af verden.
Det kan så godt være, det skal betyde skærpede udvisningsregler, eller andet. Ikke for at tækkes højrefløjen. Men for at sikre ret og rimelighed.
Det er enormt svært at vinde gehør for denne måde at diskutere udlændingepolitik på. Det er som om, det er umuligt at trænge igennem med fornuftsbetonede argumenter.
Der er ikke noget galt med følelser. Men der er noget galt, når følelserne gror af usikkerhed og fordomme. Det siger noget om, at der er nogle ubalancer i vores samfund, som måske i virkeligheden er det egentligt interessante. Her og nu handler det om at sige tingene lige ud. Og holde fast i, at behandlingen af alle mennesker handler om - menneskesyn.
Jeg vil advare mod, at fornuftige politikere forfalder til en stil a la fascism light. Jeg synes, jeg har hørt tendenser, hvor retorikken skærpes i disse spørgsmål. Det er ikke sympatisk. De virkelige problemer skal håndteres, ligeså vel som muglighederne skal bruges. Men højrefløjen skal ikke have medløb på en stemning, der, hvis den leves ud, indeholder konturerne af et samfund, som ligger milevidt fra det åbne, tolerante velfærdssamfund, som ikke er perfekt - men heller ikke så ringe endda. Mildt sagt.
En anden udfordring ligger i at insistere på også at have andre ting fremme i den offentlige debat. Gerne på en sådan måde, at også højrefløjen tvinges til at formulere sig. Og dermed 'afsløre', hvad det er for et samlet sæt af holdninger, der ligger til grund for balfaldera-talerne om de fremmede.
Når jeg alligevel bruger denne spalteplads på spørgsmålet, så er det for at rette en appel. Gør det nu. Lad være med at tolerere de "dumsmarte" bemærkninger, som en grand lady på et tidspunkt har kaldt det.
Vend dig om i supermarkedskøen, eller i bussen, og sig fra. Skriv det læserbrev, der fortæller, at det hele ikke er lutter problemer, og at tolerance er noget af det, der adskiller os mennesker fra insekter. Og vær med til at rejse debatten om, hvad det er for et menneskesyn, den yderste højrefløj repræsenterer - og hvad det har af konsekvenser.
Med andre ord. At gøre op med den bølge af fremmed-forbistring, der synes at skylle over landet, er ikke en opgave for politikerne alene. Det er også en opgave for hver eneste dansker, der gerne vil kunne holde sig selv og sine nærmeste ud.
