Læsetid: 2 min.

Ufreden gentager sig selv i Israel

Debat
6. oktober 1997

Der er intet principielt nyt i Israels aktuelle strategier ud over den midlertidige fred

INFILTRERING
Georg Metz' leder i avisen den 22. september om den seneste udvikling i Israel-Palæstina konflikten er blandt andet udtryk for en række klassiske misforståelser og utydeligheder, når Likud-regeringens konfrontatoriske politik i de besatte områder såvel eksplicit som implicit opleves som en ny og endnu ikke tidligere set hård kurs.
I den forstand er der jo intet nyt i konflikten udover den midlertidige fred og de symbolske håndtryk i Washington 13. september 1993.
"Disse grundlæggende forudsætninger for en demokratisk stat og dens handlinger (...) er i særdeleshed under ministerpræsident Netanyahus regering afgørende forandret."
De grundlæggende forudsætninger for en demokratisk stat har vel næppe på noget tidspunkt i staten Israels historie været til stede. Israel har allerede ved den første Knesset-forsamling i 1949-50 meldt sig ind i den uformelle klub af lande, der som grundprincip diskriminerer og ikke stiller alle borgere lige for loven med én stemme osv. Vedtagelsen af 'The Law of Return' 5. juli 1950 er vel et tydeligt udtryk for, at staten bygger på zionistiske og teokratiske principper, og derfor aldrig kan efterkomme demokratiets principper.

Jødisk politik forkastelig
Metz finder det desuden forkasteligt, at den israelske regering nu åbenlyst samarbejder med en amerikansk mangemillionær. Og naturligvis er det forkasteligt, formålet taget i betragtning, men dette samarbejde er jo også blot en del af statens historie. Om den finansielle støtte er officiel eller ej, kommer via The Jewish Agency eller via en anden kanal er i princippet ubetydeligt, idet den massive finansielle støtte er et faktum uanset kanaliseringen.
".....den israelske regering tillader nu officielt jødisk infiltrering midt i arabiske bydele." Igen en lidt underspillet betragtning, hvis man som Metz vil fremhæve det forkastelige i den jødiske opførsel i de besatte områder, da man da også tidligere fra israelsk regerings side har mere end blot accepteret denne politik.
Den første Likud-regering i perioden 1977-84 havde som bosættelsesstrategi at splitte de palæstinensiske beboelsesområder i små løsrevede enklaver uden indbyrdes vejforbindelser. Begin-regeringen brød således allerede dengang med den foregående arbejderpartiregerings strategi - den såkaldte Allon-plan - om at overlade de områder til palæstinenserne, som var tættest befolket af netop palæstinensere. I perioden 1977-84 steg antallet af nye bosættere i de besatte områder også drastisk til henved 5400 nye bosættere årligt, og den nuværende infiltrering af tætbefolkede palæstinensiske områder er således ikke andet end en naturlig (!) fortsættelse og intensivering af den gamle Drobles-bosættelsesplan.

Bombes tilbage
Det i denne forstand eneste nye og interessante ved konflikten er rationalet i Netanyahus og Likud-regeringens konfrontatoriske bosættelsespolitik - er der et sådant?
Hvad er fremtidsperspektiverne for Likud og konflikten, når de fatale konsekvenser af den kompromisløse kurs er kendt fra tidligere tider, og når den sikkerheds- og udenrigspolitiske situation for Israel næppe er mere fordelagtig i dag end i 1960'erne og 70'erne? I dag har israelerne stadig en forhandlingspartner i Arafat, men fortsættes kursen, vil hans indflydelse forsvinde, og uden en Arafat - eller med en meget svækket Arafat - vil situationen være bombet tilbage til tiden før Intifadaen.
Der er skam intet vikarierende eller substantielt nyt ved ufreden i Israel og Palæstina. Den forsøgsvist traktatfæstede fred var ny og desværre tilsyneladende kun vikarierende.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her