Læsetid: 5 min.

Vaclav Havel: En museumsgenstand

15. oktober 1997

I Tjekkiets junk-kultur er præsidenten reduceret til en berømthed, hvis synspunkter ikke
har den store interesse

SET FRA PRAG
DEN tjekkiske regering har været i krisestemning i flere måneder: Den tumler fra den ene krise til den næste og improviserer sig frem, mens den forsøger at undgå det uundgåelige - et nyvalg, som vil føre til en ny regering.
Det er en ynkelig forestilling, især fordi forskellige politikere fra alle partier er ved at falde over hinanden for at præsentere sig selv som fremtidens mænd i forventning om det snarlige magtskifte - hvilket rimeligt nok giver anledning til rasende angreb fra deres mere loyale kolleger.
Strømmen af skældsord gav den politiske ledelse et vist pusterum på grund af den usædvanlige følelse af nationalt sammenhold, de fremkaldte, men nu er det samme mønster ved at tegne sig igen.
Bortset fra de endeløse personstridigheder er der ét emne, der først og fremmest har været genstand for nervøse diskussioner i den senere tid: skatter. Det er simpelthen ikke til at komme uden om, at den angiveligt højreorienterede, frimarkedsorienterede og ikke-interventionistiske regering er nødt til at hæve skatterne for at betale den socialistiske velfærdsstats ydelser, som indbyggerne stadig betragter som en naturgiven ret.

Det har en grim følgevirkning på udenrigspolitikken, fordi den største kommende udgiftspost på statsbudgettet er det militære udstyr, som NATO og USA insisterer på, at Tjekkiet skal købe. Det er et nærmest mirakuløst træk ved den tjekkiske politiske debat, at ingen hidtil har viet dette problem nogen seriøs opmærksomhed.
Miraklet kan dog nok forklares med det faktum, at socialdemokraterne (det største oppositionsparti, som formentlig kommer til at danne den næste regering) er helt på det rene med, at problemet bliver deres eget i en ikke alt for fjern fremtid. Derfor kan de ikke så godt angribe ministerpræsident Vaclav Klaus på dét punkt, og derfor foregiver alle, at der er tale om en eller anden misforståelse.
Og hvad har så vor højt elskede præsident Vaclav Havel at sige om alt dette? Nærmest ingenting. Selv om der kan sættes spørgsmålstegn ved hans helbred - han fik som bekendt fjernet en lunge for et års tid siden - har han anmeldt sin kandidatur til en ny præsidentperiode (og han har ingen seriøse rivaler). Men bortset fra det blander han sig ikke meget i den daglige politik.
Bysladderen i Prag vil vide, at han er så led og ked af sammenbruddet af enhver form for moral og principper hos såvel regeringen som oppositionen, at han slet ikke har lyst til at have noget at gøre med politik mere. Han holder stadig sin ugentlige radiotale, hvor han på sin velkendte facon udtaler sig om forskellige vigtige, men politisk neutrale emner, og det almindelige indtryk er, at han har besluttet at vaske sine hænder.
Hvad gør han så i stedet? Jo, han har tilsyneladende brugt det meste af et år på at forberede en stor begivenhed, som fandt sted i Prag i sidste måned: Forum 2000. Her samledes verdens store og gode - Nobelpristagere, ekspræsidenter, tænkere, folk, der rusker op i verdens samvittighed - til en konference for at drøfte de store moralske, intellektuelle og politiske udfordringer i det næste århundrede eller årtusind, eller hvad man nu skal kalde det.

Hvis De allerede nu undertrykker en gaben ved tanken, glemmer De den ene faktor, som fik altafgørende betydning for konferencens gennemslagskraft: prinsesse Dianas død. Det var simpelthen sort uheld, men selv de mest loyale tjekkiske aviser kunne ikke give Dalai Lama og F. W. de Klerk og alle de andre mere end en smule plads inde i bladet, da de stod over for forpligtelsen til at fortælle læserne om århundredets mediebegivenhed.
Forum 2000 udspillede sig i en slags interessevakuum; men det var måske slet ikke så dårligt, fordi berømthederne så kunne føre deres diskussioner i fred. Selv for det lille mindretal i offentligheden, der faktisk interesserer sig for moralske spørgsmål af betydning for verden, kom spørgsmålet om landminer - som i den grad kom i fokus på grund af Dianas død - til at overskygge alt, hvad de forsamlede dignitarer tog op i deres ophøjede meningsudvekslinger.
Det ser dog ikke ud til, at den enorme bølge af folkelige følelser for prinsessen af Wales har bevæget Pentagon til at frafalde kravet om at beholde sine egne landminer, uanset hvad alle andre mener; og det virker endnu mindre sandsynligt, at Havels komsammen i Prag vil ændre noget ved det - i hvert fald ikke på kort sigt.

MEN LAD os ikke forfalde til overdreven pessimisme. De forberedte indlæg til konferencen - som bidragyderne havde lagt så mange tanker og så store anstrengelser i - var et smukt stykke arbejde, og slutdokumentet kunne ikke undgå at blive et mønster på litterær og intellektuel fortræffelighed.
Den prestige, som Havel og hans gæster nyder, burde sikre det en vis opmærksomhed, selv om det snarere er et resumé over holdninger i det 20. århundrede end en plan for fremtiden, sådan som det var tænkt.
For præsident Havel er selv blevet noget af en museumsgenstand. Han er et levn fra en generation af systemkritiske intellektuelle, der viede deres liv til modstand og til det, de så som deres moralske pligt. De udgjorde kun et meget lille mindretal i det kommunistiske Tjekkoslovakiet, og nu er de mere eller mindre forsvundet.
Havel er omtrent den eneste af de tidligere systemkritikere, som stadig er synlig og orker at beskæftige sig med de spørgsmål, som engang var så vigtige. Men ligesom i de gode gamle dage er der ingen i samfundet som helhed, der virkelig interesserer sig for dem.
I befolkningens øjne er præsidenten blevet en del af den nye junk-kultur. Han er simpelthen en berømthed: en mand, der optræder i damebladene side om side med Sylvester Stallone eller Spice Girls - ledsaget af en jovial artikel om hans forkærlighed for godt tjekkisk øl eller en opskrift, der angiveligt er kreeret af hans kone, Dagmar.
Hun er tidligere skuespiller og kan i hvert fald smile til kameraerne på en rimelig professionel måde, men Havel ser syg og elendig ud og virker bestemt ikke overbevisende som mediehelt.
Hans store internationale konference blev af et dagblad fulgt til dørs med en kort forsideartikel, der havde den sørgeligt aktuelle overskrift:
"Forum 2000 ikke spild af tid, siger Havel."
Sic transit gloria mundi?

Oversat af Birgit Ibsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu