Læsetid: 5 min.

Velkommen til forandring

21. oktober 1997

- for det er for sent at vente på Dansk Folkepartis sejr for dernæst at komme med alternativer eller protester

REAKTION
JEG ER hverken den første eller den sidste, der har interesseret sig for forandring. Noget som vi alle sammen burde tage for givet. Noget som vi gennemlever. Noget der er.
Nogle gange tænker jeg på, om der overhovedet findes andet. For forandring forekommer i alle niveauer og uafhængigt af tid og sted. Tag et menneskets livsforløb. Mennesket bliver født, som en baby. Babyen vokser og lærer ting, gennemgår teenage-alderen, bliver ung. Derefter voksen og gammel og så dør mennesket. Hele tiden i forandring.
Et andet eksempel er byerne, eller tag bare en gade f.eks. Vesterbrogade i København. Selv i de sidste 100 år er der sket så megen forandring, at hvis nogle af de mennesker, der boede i København dengang kunne gense den, ville de ikke kunne genkende den. Et andet eksempel er verden. Den har også forandret sig til det ugenkendelige.
Når dette er sagt, kan man stille sig det spørgsmål, om forandring er målrettet eller ej. Det bliver straks sværere at gennemskue. Alle håber dog på, at forandringens mål er noget, der er bedre. Men hvad betyder bedre?

NU, LAD OS kigge på et andet træk ved mennesket. Det er ønsket om at bevare. Dette ønske kan i værste fald munde ud i at ønske status quo, der betyder et stop for forandring.
Når Dansk Folkeparti siger, at det vil bevare Danmark, som det nu altid har været, forstået som Danmark for danskerne, er det et udtryk for ønsket om status quo. Det vil sige, at bevare Danmark, som et lille land befolket med fem millioner lyshårede, høje mennesker. En gruppe, der ligesom kender hinanden. De flestes efternavne ender jo med "sen". Ja, som om man er i familie med hinanden. Og selv om der tit foregår skænderier blandt familiemedlemmerne, så kommer det ikke nogen andre ved.
Dansk Folkepartis ønske om bevarelse af Danmark er et udtryk for deres magtesløshed og frustration over for forandringen. Her har de stillet sig op imod tiden. Deres modstand mod EU kan tolkes som en frygt for den ukendte fremtid. Deres modstand mod de fremmede kan ses som et tegn på deres magtesløshed.

MEN DET ER ikke bare en lille gruppe, der bærer denne frygt og frustration. De sidste meningsmålinger giver Dansk Folkeparti og Fremskridtspartiet 21 pladser i Folketinget.

Der kan gives flere grunde til disse partiers fremgang. Men ingen af dem kan være, at de kommer med et alternativ. Men for mange er de helte. Modigt stiller de sig op. Og ikke nok med, at de siger, at de vil stoppe uret. De vil også få tiden til at gå baglæns, noget a la det, som Khomeini ville under revolutionen i Iran. Han sejrede i sin kamp, dog en midlertidigt sejr. Men Khomeinis sejre er gået ud over millioner af mennesker.
Hvis de to partier sejrer i Danmark, vil det ikke betyde lige så meget, men alligevel vil det gå ud over mange, også nogle af deres nuværende tilhængere. For deres politik stopper ikke ved at kræve Danmark som et lukket land, afskåret fra resten af Europa og verden. De kræver også et Danmark for nogle bestemte danskere: De kapitalstærke, for at bruge et marxistisk inspireret begreb. Dette krav er imod velfærdsstatens grundtankegang.
Men de er jo helte, for de kan tale, de kan gøre undtagelser til regel. De unge, der bruger vold for at komme af med deres frustrationer og vrede, bliver straks arketyper på de fremmede - og folk accepterer de to partiers generaliseringer.

MEN LAD OS vende tilbage til ønsket om at stoppe forandringen. Frygt for 'noget andet' blev nævnt som en forklaring. En anden forklaring er usikkerheden dette 'noget andet'.
Her bruger Dansk Folkeparti muslimernes ugerninger og sammenligner dem med de sikre, velkendte, indgroede og uskrevne regler, man har i Danmark.
Dansk Folkepartis version af historien er, at Danmark ikke er et naturligt sted for muslimer at være. For disse fremmede kan tilbyde noget alternativt, de kan få folk til at sætte spørgsmål ved deres traditioners sandhed og brugbarhed. For Dansk Folkeparti gør disse alternativer livet usikkert for danskerne, for pludselig kan man spørge: Hvad er dansk og hvad er udansk? Selv når noget, der er dansk, kommer udefra, men er blevet dansk, såsom julemanden og flaget.
De er imod forandringer, fordi de ikke er sikre på det, der kommer i stedet.

EN TREDJE forklaring er frygt for døden. Mange opfatter forandringen som nuets død. Som om det, vi nu har, giver plads til noget helt andet. Hvilket ikke er sandt. Enhver forandring tager udgangspunkt i nuet, med andre ord betyder forandring ikke udskiftning.
EU vil ikke overtage Danmark, men gøre det anderledes, gøre det større. I denne proces går noget tabt, men mange andre ting vindes. Dansk Folkeparties modstand mod de andre udtrykkes, som om EU vil dræbe nationaliteten, de fremmede vil overtage Danmark.
Dank Folkeparti er populært, fordi deres påstande er nemme at acceptere. Men noget, der er nemt, er ikke altid sandt. De fremmede er ikke ved at oversvømme Danmark, langt fra. Og EU er ikke ved at inkorporere Danmark.

DANSK Folkepartis og Fremskridtspartiets påstande bliver tit modsagt fra mange sider, uden særligt held. For de andre er heller ikke særligt begejstrede for forandring. De ser dens tilstedeværelse, og de ser, at der ikke er så meget, man kan stille op imod den. Men de ønsker, at den ikke var der.
Derfor kommer de med deres magtesløshed. Ikke så mange stiller sig op og byder forandringen velkommen. Selv om de, der gør det, også er populære.
Et eksempel er partiet Venstre. Det ønsker EU, og det er stolt af, at Danmark er med. Dette er en klar holdning, der også belønnes med stemmer og popularitet.
Men Socialdemokratiets accept af EU er tvetydig; den begrundes ofte med, at Danmark ellers ikke sidder med ved bordet, eller at vi alligevel bliver nødt til at følge de andre landes politik.

LIGESÅ tvetydig er holdningen over for de fremmede. Højrefløjen vil stramme lovgivningen (og der er intet galt i at ønske det) Men Socialdemokratiet vil ikke stramme den - og dog alligevel.
Jeg er sikker på, at hvis et parti stod for et multikulturelt samfund og begrundede sit ønske i positive termer, ville det parti vinde mange stemmer.
For så vil partiet acceptere forandringen og komme med et bud på, hvordan det ønsker, forandringen skal se ud.
Her kan man ønske, at de intellektuelle blander sig mere i debatten.
For det er lidt for sent at vente på Dansk Folkepartis sejr for dernæst at komme med alternativer eller protester. Det er for sent, hvis partiet opnår monopol på at definere danskheden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu