Af KAREN KLITGAARD POVLSEN lektor ved Århus Universitet deltager i tværfagligt forskningsprogram om bulimi Slank i Danmark
I sin pjece om spiseforstyrrelser udpeger Sundhedsstyrelsen to hovedsyndere: Den nye kvinderolle og medierne, især reklamen. Det tror jeg er for letkøbt. Svaret ligger i samspillet mellem biologi, psyke og kultur
SPIS & sult
En vigtig grund til at Lady Di fik sådan et gennemslag som person i medierne, var hendes spiseforstyrrelse, bulimi, og hendes offentlige indrømmelse af den på tv. Hun fortalte om sine ædeflip, opkastninger, om selvmordsforsøg og om sin vellykkede terapi hos den feministiske terapeut Susie Orbach. I stolen modsagde hendes kropssprog imens den lykkelige helbredelses- og befrielseshistorie. Hun sad ganske stille, med hovedet på skrå og så opad mod intervieweren og kameraet, stivnet og udtryksløs med store, bedende øjne. Men samtidig sært aggressiv i sine anklager mod sin eksmand, som hun mente var jaloux på hendes folkelige popularitet. Måske var Lady Diana sluppet af med sin spiseforstyrrelse, men sin kvindelige offerrolle havde hun helt intakt, og det var den hun udstillede for kameraet - på en pågående og aggressiv måde. Netop derfor sejrede hun i mediet som en anden madonna. Hun appellerede til medynk og indfølelse, som kvindelige sultekunstnere altid har gjort det. Hun var på én gang passiv og aktiv, offer og aktør.
Mediespisning
Spiseforstyrrelser er godt stof. Det appellerer til os, især hvis vi er kvinder. Faktisk er ni ud af ti spiseforstyrrede kvinder. Men tre fjerdedele af de overvægtige er mænd. Hvorfor er der denne kønsforskel? Og hvad handler spiseforstyrrelser om?
En del af medieinteressen for spiseforstyrrelserne skyldes givetvis, at svarene er svære at finde. Helt overordnet mener jeg, at selve vores kultur er spiseforstyrret. Vi lever i vesten i et overflodssamfund, men den situation er ret ny. I historiens løb har alle kulturer, jeg kender til, haft regler og ritualer, der regulerede individernes indtag af mad. Sådan er det ikke i Vesteuropa i dag.
Jeg er selv født i 1950'erne, hvor det var hårdt arbejde for mine forældre at sikre, at der var mad nok. Derfor virkede det også rimeligt, at der var faste regler omkring maden, som sikrede den mest rationelle udnyttelse. I min barndom var det vigtigt at spise brød til, at lægge en bund før kødretten, at spise op, at spise det der blev sat foran én, at spise sig stopmæt, så man kunne klare den til næste måltid.
I dag er det ikke vigtigt. Mine egne børn har spist, når de havde lyst, de har spist det, de havde lyst til, de har levnet eller kasseret resten, og de har alle i visse aldre lidt af madallergier og har været ekstremt kræsne. Hver enkelt af os skal finde vores egne regler og ritualer for at spise, helst nogle der sikrer, at vi kan deltage i den sociale aktivitet, som det også er at spise.
En bulimisk kultur
I sin bog Unbearable Weight beskriver den amerikanske kulturanalytiker Susan Bordo den vestlige kultur som bulimisk. På den ene side skal vi vise, at vi kan disciplinere vore lyster og vor krop, at vi kan være effektive og udsætte vore lyster til efter arbejdstid eller til weekenden eller ferien.
Til andre tider er vi hedonistiske forbrugere. Det er vi nødt til at være, ellers ville hele samfundssystemet bryde sammen, fordi det bygger på produktion af og forbrug af varer, herunder mad. Med kroppen viser vi, at vi er afslappede, og i denne tilstand giver vi los på samme måde som bulimikeren giver efter for sit ædeflip.
Balancen mellem disse to tilstande kalder Susan Bordo for bulimisk. De fleste mennesker vil have problemer med at holde den, netop fordi det er så ny en situation for os og fordi balancen jævnligt skal genetableres, f.eks. når vi får nyt arbejde, bliver ældre, gravide eller syge.
I de fleste kvinder og i nogle mænd sidder der en potentiel spiseforstyrret. De færreste kvinder forholder sig ubekymret til vægt, kropsfacon og spisevaner. De fleste vejer sig regelmæssigt og tænker over fedtindholdet i maden. De fleste regulerer regelmæssigt deres kalorieindtag og motionsvaner. For kvinder i den vestlige del af verden bliver denne opmærksomhed særlig skærpet i puberteten, når vi møder den første alvorlige identitetskrise samtidig med en voldsom biologisk udvikling. Vore kroppe forandrer sig næsten fra dag og til dag, pigerne får former, anlægger fedtdepoter. Drengene skyder i vejret, bliver ranglede.
Forstyrrede kvinder i en maskulin kultur
Men hvorfor er det især kvinder, der bliver spiseforstyrrede? Sundhedsstyrelsen siger i sin pjece om spiseforstyrrelser fra i år, at der er to hovedsyndere: Den nye kvinderolle og medierne, især reklamen. Det tror jeg dog er for letkøbt. Svaret skal snarere søges i krydsningsfeltet mellem det biologiske, det psykiske og det kulturelle.
Kulturelt set er den slanke krop et vigtigt signal, der fortæller vores omverden, at vi har fundet balancen mellem askese og hedonisme. Vi er både gode, disciplinerede arbejdere og perfekte forbrugere. Den slanke krop er i vores samfund den smukke og gode krop. Megen sundhedsoplysning fortæller os om fedtets farer, det er ikke bare grimt, det er også potentielt sygdomsfremkaldende.
Det er sandt, men det er også sandt, at det er farligt at være meget undervægtig, og den forebyggende indsats bør derfor logisk nok søge balancen. Mindre logisk er det, at balancen skal være så slank, som vi får at vide. Mange kritiske medicinere og medicinhistorikere har i de sidste ti år peget på, at kroppe er forskellige, og at idealvægt og fysisk balance er forskellig fra familie til familie, fra individ til individ, fra køn til køn og fra alder til alder. I Danmark er det især Birgit Petersson, der har slået til lyd for den kritik, som samtidig er en kulturkritik.
Kritikken rammer nemlig vores slanke skønhedsideal med markerede skuldre og smalle hofter: Det er et ideal, som unge mænd biologisk set har lettere ved at efterligne end unge kvinder. Kulturens kropsideal er maskulint.
Psykisk set kan det i en turbulent periode være en befrielse at fokusere på noget fysisk: Kroppen og dens behov og udseende. Psyken tager den egne krop som objekt for sit projekt med at få styr på noget, nemlig en identitet, et selv. Derfor er den spiseforstyrrede altid både offer og aktør for sig selv og sjældent bare et offer for sin kultur, sine omstændigheder. Det er måske opløftende at se på den spiseforstyrrede som en person, der tager skeen i egen hånd og enten nægter at tømme den som anorektiker eller tømmer hele gryden som bulimiker. Men det vanskeliggør også sagen.
For den spiseforstyrrede spiller den kristne kulturs dualisme ud for fuld ud-blæsning. I sulten opnår hun lutring og renselse, i spisningen forurening, synd og skam. Den kristne historie er fyldt med asketiske kvinder, der levede på en tåre i årevis og som netop derfor blev anset for at være hellige og rene Jesu brude. Festens fråds er i samme historie skyldbelagt.
Biologien gør sultekunsten vanskelig, især for de unge piger. Når børn nærmer sig puberteten, får de en glubende appetit og begynder at vokse og ændre facon. Drengene vokser længe og kan normalt forøge deres kalorieindtag i hele perioden mellem 10 og 20, uden at de bliver fede. Tværtimod har en stor gruppe problemer med at de kan føle sig for spinkle og ranglede. De kan dyrke sport og styrke-træning for at udvikle mere kropsmasse, og det giver dem endnu bedre appetit. Pigerne derimod vokser ikke så længe. De skal først forøge deres kalorieindtag radikalt i perioden mellem 10 og 15, men så skal de sænke den igen. Ellers får de mere hvalpefedt end de selv, deres forældre og skolens sundhedsplejerske bryder sig om.
Her tørner kulturen, psyken og biologien sammen i en dans på torne. Går det godt, sukker den magre 13-årige med de udstikkende hofteben over sine tykke lår, begynder at interessere sig for sund mad og fedtprocenter, men glemmer det indimellem, fordi hun er interesseret i en fyr, i matematik, i heste eller i noget helt andet. Går det skidt, taber pigen interessen for alt andet end sin krop. Så har vi en pige, der måske udvikler en alvorlig spiseforstyrrelse.
Er vi alle spiseforstyrrede?
På den ene side kender de fleste voksne kvinder en potentiel spiseforstyrret kvinde indefra, nemlig fra sig selv. På den anden side er der en mindre gruppe, der virkelig bliver syge. Gruppen ser ud til at vokse og det ser ud til, at det især er unge kvinder med bulimi, der vokser i antal. Anorektikerne falder umiddelbart i øjnene, de kan blive så tynde, at det gør ondt at se på dem. Bulimikerne kan derimod se ganske normale ud, mens de er dødssyge.
Spørgsmålet er så selvfølgelig, hvad vi kan gøre. Jeg tror ikke på, vi kan finde årsagen til problemet, fordi det er eksistentielt sammenvævet med vores kultur og biologi. Jeg betragter spiseforstyrrelserne som en parallel til den hysteriske forstyrrelse i sidste århundrede. Dengang stod seksualiteten i kulturens hulspejl. I dag står oraliteten og kroppen som tegn på vores indre og ydre skærm, spiseforstyrrelser er blevet hyppigere, mens den hysteriske kvinde er blevet en sjælden figur. Jeg tror, vi er i fuld gang med en kulturel fordøjelsesproces, hvor vi arbejder på at inkorporere den orale lyst som noget normalt i psyken og i kulturen. På samme måde som det i vid omfang er lykkedes kulturen at normalisere seksualiteten. Men det er en proces, som kræver ofre, og hvor det er svært at placere skylden. For både de syge og vi andre såkaldt normale er både ofre og bødler.
Det var det, vi kunne lære af tilfældet Diana.
Karen Klitgaard Povlsen er blandt deltagerne i en høring om spiseforstyrrelser, der finder sted i aften kl. 19.30 i Nationalmuseets festsal. Arr.: KVINFO.
