Kronik

Alkoholiker

Debat
12. november 1997

Behandling er kostbar, jovist, men på længere sigt bliver den vel ikke billigere af, at den er for ringe

SOCIALT SET
Sundhedsstyrelsen opfordrer hvert år i uge 40 Danmarks befolkning til at drikke mindre eller helt undlade det og eventuelt søge behandling, hvis behovet er der.
Jeg vil fortælle noget om behandling, mere præcist den behandling jeg har oplevet som alkoholiker på tiende år.
Jeg har været i kontakt med forsorgshjem, A-ringen, forskellige psykiatriske afdelinger og alkoholambulatorier. Endvidere har jeg boet på et beskyttet pensionat cirka ni måneder og et behandlingscenter i otte uger.
De ansatte består de fleste af disse steder typisk af studerende, pædagoger, socialrådgivere, sygeplejersker, læger og psykiatere.
Nogle vil måske afvise, at et forsorgshjem kan betegnes som et behandlingscenter, men medregnes medicinering og antabus i viften af behandlingstilbud, hvad en del behandlere gør, kan man godt.
Mit ærinde med dette indlæg er at påpege, at den behandling, vi bliver tilbudt de fleste steder, efter mit bedste skøn er for dårlig, ineffektiv og udsigtsløs, samtidig med at den er for overfladisk og kortvarig.

Det er lavstatus at behandle alkoholikere. Man symptombehandler, kan ikke hjælpe effektivt. Resultaterne udebliver, og klienterne kommer igen og igen, ofte med de samme problemer. Medicinering og antabus hører til dagens orden; vi bliver typisk tilbudt samtaler en gang om ugen.
Et andet problem kan være, at når man er motiveret for behandling, er behandlingsstedet måske lukket, overbooked, eller man kan ikke få den behandling, man kunne ønske sig. Det er meget vigtigt at få behandling, når man lige præcis er motiveret og klar til det.
Det skal dog nævnes, at man i København kan henvende sig på de psykiatriske afdelinger døgnet rundt, hvis man ønsker en afrusning og er begyndende abstinent. Vi har godt nok andenprioritet, men bliver dog ikke afvist - i modsætning til narkomaner.

En henvendelse på et af de nævnte behandlingssteder sker ofte som afslutningen på en druktur.
Det første, man tilbydes er en afrusning, hvis der er behov for det; som regel efter et par timers ventetid, specielt på de psykiatriske afdelinger. I denne ventetid har man det ofte rædselsfuldt grundet abstinenser, og overvejer flere gange at fortsætte drukturen.
Efter endt afrusning, som typisk varer to-tre dage, skynder nogle klienter sig hjem med en pose medicin under armen, mens andre fortsætter med at drikke, hvor de slap inden henvendelsen på behandlingsstedet.
Andre igen fortsætter med samtaler, som sagt en gang om ugen, eksempelvis med en sagsbehandler, hvor man blandt andet forsøger at finde ud af, hvad der har udløst drukturen.
Min erfaring er, at man mest beskæftiger sig med de overfladiske grunde til, at bægeret er flydt over. De dybereliggende årsager til at bægeret er fuldt, har behandlerne desværre alt for sjældent uddannelse eller erfaring til at finde.
Der kan være mange forskellige årsager til at vælge at drikke. Af eksempler kan nævnes, at kæresten har gjort det forbi, eller man er blevet fyret fra sit arbejde. Det sker rimeligt ofte i denne branche. Eller måske har man et lavt selvværd, der forsøges druknet i håbet om at styrke sit ego.
Ovennævnte mener jeg kun er overfladiske årsager til drukturen. Selv om det kan være en stor omvæltning i nogles liv, at kæresten gør det forbi, tror jeg ikke det som et enkeltstående problem kan udløse en druktur. Det er bare den undskyldning, der benyttes for at vælge at drikke - måske ved man heller ikke bedre.
Der er heller ikke særligt megen mening i, at behandle for et lavt selvværd, når man undlader at finde frem til den egentlige årsag, som tit ligger dybere forankret i personligheden, ofte helt tilbage i barndommen.
I stedet for at finde frem til disse årsager taler man typisk om, hvad klienten har af tanker om sit fremtidige alkoholforbrug, hvordan det er gået siden sidste samtale - om medicinen virker godt nok. Måske skal man ændre doseringen, og så skal man lige huske at få sin antabus; det er meget vigtigt.

Her er et eksempel på den tidligere omtalte symptombehandling, jeg selv har oplevet:
Ved en af mine utallige samtaler med forskellige behandlere fortalte jeg en sygeplejerske, at jeg rystede på hænderne, når jeg skulle drikke kaffe ved bl.a. familiesammenkomster og selskaber.
Hun foreslog mig, at medbringe min egen personlige kop. Helst en god tung en med et godt håndtag, så jeg lettere kunne holde hænderne i ro!
Hun havde vel ret i, at det ville løse problemet i den aktuelle situation, men det løser jo ikke det problem, der ligger til grund for, at jeg ryster på hænderne.
Jeg fik dog aldrig afprøvet metoden, for det var ret be-sværligt, sådan at rende rundt med en kop i lommen, hver gang jeg skulle til selskab.
Nogle behandlere mener som sagt, at behandling er det samme som at tilbyde antabus og andre former for medicin. Mange klienter indtager derfor antabus under mere eller mindre kontrollerende forhold, måske tre gange om ugen, som eneste behandling. Det, mener jeg, er helt uacceptabelt.

Antabus virker på den måde, at det ikke tager drikketrangen eller afhængigheden af alkohol, men gør, at de fleste ikke kan drikke, samtidig med at det indtages. Vælger man at gøre det alligevel, får de fleste en allergireaktion med meget ubehagelige symptomer som rødmen, hjertebanken, ånde-drætsbesvær, og det kan i nogle tilfælde medføre døden.
Når jeg skriver "de fleste", er det, fordi der er nogen antabus, ikke virker på. Der findes også flere forskellige måder at ophæve virkningen på, hvis man pludselig får lyst til at drikke alligevel.
Det er derfor til tider svært at kontrollere om klienterne er tørlagte, hvilket egentlig også er ligegyldigt, da det jo udelukkende er dem selv, de snyder og ikke - hvad en del tror - behandleren.
Der kan fremføres mange synspunkter for eller imod antabus. Jeg er ikke særlig begejstret for den løsning, blandt andet fordi det fratager det enkelte menneske ansvaret for selv at fravælge at drikke. Det hjælper i mange tilfælde også kun, mens man er på det.
Antabus kan efter min mening aldrig stå alene. Det bør kun bruges ved en afrusning, under en eller anden form for indlæggelse og kontrol - derefter måske en kort periode.
Hvis klienten herefter ikke er motiveret for selv at tage ansvaret for sit liv og ikke mindst sig selv, kan man lige så godt give vedkommende stemplet: "Ikke klar til behandling".

Det er vigtigt behandlingstilbuddene er gode nok, men mindst lige så vigtigt er det, at klienten er motiveret og klar til be-handling. Det mener jeg ikke man er, før man har været nede og gnave i gulvbrædderne nedefra.
Efterbehandling tages der tilsvarende ret let på. Når man efter endt behandling skal videre med sit liv, bliver man ofte efterladt i den samme suppedas, man kom fra. Der er ikke rigtig nogen op-følgning på, om man fortsætter på det rette spor - og det sker desværre alt for sjældent.
Man kommer ofte i behandling fra et liv i socialt armod, måske på bistandshjælp uden noget ordentligt sted at bo - har kun den omgangskreds, man drikker med. Efter min mening er det ikke særlig meningsfuldt at blive efterladt dér igen efter en ordentlig nedtur. Vejen til nærmeste bodega er kort, men har man selv et ønske om en radikal ændring, kan det sjældent lade sig gøre, ofte som følge af en dårlig økonomi.
Jeg er godt klar over, behandling er kostbar, men på længere sigt bliver den vel ikke billigere af, at den er for ringe. Derfor må det offent-
lige behandlingssystem bringes til at fungere bedre. Klienternes problemer må tages anderledes alvorligt og seriøst.

Hvis det - hvad der ikke er ualmindeligt - har taget 18 år for en klient at blive så ødelagt, at vedkommende vælger alkohol som løsningen, skal man nok ikke regne med at ændre noget afgørende med samtaler i en kort periode. Der må helt anderledes ressourcer til.
Samfundet har råd til at bygge den ene bro efter den anden, som brugerne godt nok selv skal betale, hvilket måske er et af problemerne: Det at genopbygge mennesker, i dette tilfælde alkoholikere, kan vi sjældent selv betale.

Benny Andersen bor i København og er alkoholiker på tiende år

APROPOS
Kvalt i flaskens kluk

Hvor er I nu,
alle I, jeg kendte:
Hver buttet pige,
hver kammesjuk?
Hver anden af jer
på Sundholm endte.
Hver anden kvaltes
i flaskens kluk.

Sådan lader Sigfred Pedersen skærslipperen synge i sin forårssang, sat i toner af Kaj Normann Andersen.
Skærslippere er væk i dagens Danmark. Det er alkoholismen ikke. Tvært-imod kan Sigfred Pedersens linjer i dag give genlyd langt ind i befolkningsgrupper fjernt fra skærslipper-erhvervet. Som Oscar Wilde spydigt bemærkede: "Arbejdet er de drikkende klassers forbandelse."
Omkring århundredeskiftet drak danskerne i gennemsnit, hvad der svarede til 12 liter ren spiritus om året. Under Første Verdenskrig kom beskatningen, der fik prisen på en flaske brændevin til at ellevedobles.
Det pressede drikkeriet ned på en fire liter rent spiritus om året pr. mand og kvinde, og dér lå det stabilt gennem alle nøjsomheds-årene - frem til 1960'erne. Det økonomiske opsving hev forbruget af øl, vin og spiritus med opad, så det nu ligger over, hvad det var for 100 år siden.
I Middelhavslande drikkes der mere end i Danmark, og for en række lande gør vidt udbredt hjemmebrænding statistikken upålidelig.
Men alligevel må det konstateres, at bælleriet er et meget reelt problem i vort land. Det synes i nogen grad at være blevet presset ud af arbejdspladsen, hvad der er grund til at glæde sig over. Men til gengæld udfolder det sig i fritidslivet i en sådan grad, at socialt samvær i en række grupper dårligt nok er tænkeligt, uden der er flasker på bordet.
Som Benny Andersen gør opmærksom på til venstre for denne spalte, kan både sociale pres og psykisk disponering trække mange ind i en ond cirkel, hvor de efter en glidende overgang bliver meget syge mennesker med behov for en tålmodig og seriøs behandling. At samfundet som sådan kan gøre noget ved alkoholismen, viser det opmuntrende fald i det grønlandske forbrug. dr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her