Kronik

Befolkningstruslen

20. november 1997

Hvor mange mennesker er der plads til på jorden? Det spørger videnskaben sig selv om. Svaret afhænger af, hvilke vilkår vi vil acceptere for menneskene - og det øvrige levende liv

ØKONOMI I OPBRUD
Ethvert par skal have ret til at få så mange børn, som de selv har lyst til. Og ethvert menneske skal have mulighed for en rimelig livsudfoldelse - herunder adgang til sund og tilstrækkelig føde. Men hvad nu, hvis disse to mål vanskeligt kan opfyldes samtidigt?
Spørgsmålet kan anskues på mange planer: Den enkelte familie, de forskellige samfund og hele Verden. Det kan også diskuteres med forskellige tidshorisonter. Man kan derfor let fremprovokere dis-kussioner om det rimelige i at ofre ressourcer på reagensglasbefrugtning, om tvangssterilisation af handicappede, eller om kinesiske forsøg på børnebegrænsning med resulterende pigemord og andre rædselsberetninger. Selv en saglig behandling af forskellige kulturers familiemønstre og forholdene mellem i- og u-lande kan blive beskyldt for at være racistiske. Men lad os nu se på sagen i det helt store perspektiv.
Der har været liv på Jorden i små fire milliarder år, men noget, der minder om moderne mennesker, har der næppe været i mere end 100.000. Egentlige kultursamfund opstod først med agerbruget for omkring 10.000 år siden. Alligevel har vi mennesker i løbet af få tusind år fået overbevist os selv om, at Jorden er til for vores skyld, og at vi udgør et højdepunkt og det sidste ord i denne sag. Det er et skræmmende perspektiv, at en så-dan arrogance, der er blevet udmøntet i vestlig filosofi og religion, måske kan betyde, at vi får ret. Bare ikke helt på den måde, vi havde tænkt os.

Overfladisk vurderet er det foreløbig gået meget godt, fordi vi i mange henseender har kunnet sætte barske naturlige reguleringsmekanismer ud af spillet: Bedre ernæring og hygiejne har reduceret børnedødeligheden, og vi kan holde liv i folk langt ud over den formeringsdygtige og produktive alder. Så selv om det tog fra tidernes morgen til 1950 at nå en verdensbefolkning på 2,5 milliarder, tog det kun 40 år at fordoble den. Fænomenet kendes fra svampe- og bakteriekulturer, der vokser, indtil de stoppes af mangel på næring eller bliver kvalt i deres egne affaldsstoffer.
Set under denne synsvinkel kan mænds angiveligt faldende sædkvalitet opfattes som naturens reaktion på, at vi er begyndt at brede os for meget.

Det har ikke manglet på advarende røster. Klas-sikeren er den engelske præst og nationaløkonom Malthus, der allerede i 1798 frygtede, at der i løbet af relativt kort tid ville blive mangel på føde. I vor egen tid har bl.a. Romklubben, World Watch Institute, og Brundtlandkommissionen behandlet emnet bredere og i mere eller mindre pessimistiske toner.
Hidtil har fødevareproduktionen imidlertid vundet i kapløbet med befolkningstallet takket været en udvikling af teknologi, kornsorter og dyrkningsmetoder, der medfører, at landbrugsudbyttet per arealenhed nu kan være op til ti gange højere end for få hundrede år siden. Og globalt er potentialet endnu ikke fuldt udnyttet. I dag, hvor vi er mere end fem gange så mange som på Malthus's tid, er der stadig fødemidler nok i Verden, de er blot fordelt ulige mellem i- og u-lande. Selv "skandalen med hungersnød i Afrika er" - hævder forskeren Gerhard K. Heilig - "ikke et resultat af et landbrug, der nærmer sig sin maksimale kapacitet. Den er i det store og hele en konsekvens af massive politiske fejlgreb, korruption, etniske konflikter, uvidenhed og den regerende eli-tes inkompetence".

Vi har ganske vist voksende problemer med jorderosion, vandforsyning, udvaskning af næringsalte, spredning af pesticider og meget andet knyttet til fødemiddelproduktion, men der synes ikke at være nogen umiddelbar grænse for, hvor mange mennesker der er plads og føde til. Det er mere et spørgsmål om, hvilke betingelser for os selv og for naturen vi vil acceptere. Vores forskellige holdninger kommer klart til udtryk i de grænser, vi sætter for miljøpåvirkning. For naturen opererer man ofte med såkaldte "kritiske belastninger" - f.eks. for forsuring - på fem pct., hvilket groft taget betyder, at man anser et fem pct. tab for acceptabelt. For mennesker derimod, vil man f.eks. for kræftfremkaldende stoffer højst acceptere en livstidsrisiko på en milliontendedel (0,0001 pct.).
Man kan også udmærket etablere en "bæredygtig" verden uden regnskove og vilde dyr og dermed skaffe plads til endnu flere mennesker - selvom den ville være lidt fattigere.
Den hidtidige udvikling har derfor i høj grad været betalt af naturen. I et nyligt temanummer af det internationale tidsskrift Science gøres situationen op med følgende eksempler: "mellem en tredjedel og halvdelen af landjorden er blevet omdannet af menneskelige handlinger; koncentrationen af kuldioxid i atmosfæren er vokset med næsten 30 pct. siden begyndelsen af den industrielle revolution; menneskeheden har bundet mere atmosfærisk kvælstof end svarende til alle naturlige terrestriske kilder tilsammen; mere end halvdelen af alt tilgængeligt ferskt overfladevand bruges af mennesker; og omkring en fjerdedel af alle fuglearter på Jorden er blevet udryddet".
Udryddelse af arter har altid fundet sted og har sommetider vist sig at være en forudsætning for udvikling. Det var således muligvis katastrofer, udløst af store meteornedfald, som medvirkede til at dinosaurerne uddøde og derved gav plads for højere pattedyr - inklusive os selv. Det er bare slet ikke det, der er tale om her. Tværtimod sker der en reduktion i de arter, som langt ude i fremtiden kunne få en chance, når vi ikke er der mere.

Man er begyndt at diskutere naturens ret, og nogle foreslår ligefrem, at den bør have juridisk status, men reelt kan der snart blive tale om beskyttelse af de rester, der er tilbage - måske i form af en art reservater.
Vi har beslaglagt Jorden til egne formål, og stort set beskytter vi kun naturen i det omfang, det på længere sigt er i vores egen interesse. Hvor mange kan der så leve under rimeligt behagelige former? Og hvordan skal man overhovedet definere, hvad der er rimeligt og behageligt?
Nogle forskere har sat den maksimale globale planteproduktion (fotosyntese) som overgrænse, dvs. man giver afkald på kød, men vil ikke have syntetisk mad - i den faglige jargon kaldet "Frankenfood". Herved kan man regne sig frem til bæredygtige verdensbefolkninger op til 150 milliarder, alt efter hvilke forudsætninger der gøres. Med sådanne løsninger har mennesket gjort sig til absolut herre, og naturen er sat på museum eller måske endda lagt i en genbank, der kan trækkes på, hvis man får brug for lidt nyt blod.

I den anden ende af skalaen har det amerikanske biologægtepar Paul og Anne Ehrlich (dem med The Population Bomb fra 1968 og The Population Explosion fra 1990) argumenteret for, at en optimal verdensbefolkning - bekvemt under Jordens fødemiddelkapacitet - ligger væ-sentligt under de nuværende godt fem milliarder.
Den slags udmeldinger er ikke populære! Det er muligt at diskutere teknologisk udvikling og ressourcebesparelser, men både internationale og nationale (og såmænd også helt private) diskussioner om befolkningsbegrænsning støder normalt mod en mur af personlige følelser, sociale relationer og religiøse holdninger.
Der er bare ingen vej uden om, for - som det engang blev provokerende udtrykt - "ret beset er der kun én slags forurening: folk".
I det lange løb vil både vi og naturen være bedre tjent med at der bliver færre - og ikke flere - af dem.

Jes Fenger er dr. phil. og seniorforsker ved Danmarks Miljøundersøgelser.

APROPOS
To ekstra planeter udbedes
Der er en voksende erkendelse af nødvendigheden af miljø- og ressourcebeskyttelse, således at vi kan overlade vores efterkommere en verden, der ikke er totalt udplyndret.
På det politiske plan udmønter det sig i mere eller mindre overbevisende hand-
lingsplaner - og på græs-
rodsniveau i cykler, økologiske gulerødder og meget andet fornuftigt og politisk korrekt.
Men hvis man derefter sætter tre-fire levedygtige og forplantningsivrige børn i verden, hvad enten det sker i et i-land eller et u-land, er gevinsten sat over styr, fordi der bliver flere til at dele arven.
Umiddelbart er befolkningstilvæksten i udviklingslandene måske ikke er så risikabel på grund af deres lavere levestandard og ressourceforbrug, men det er ikke nogen holdbar situation, at store dele af Verdens befolkning hverken har toiletpapir eller køleskabe. Og det er nok kun et spørgsmål om tid, før enhver med en parabolantenne begynder at sætte næsen op efter en vestlig levestandard.
Nogle forskere opererer med forskellige samfunds "økologiske fodaftryk". Man kan f.eks. beregne, at en gennemsnitsamerikaner beslaglægger fem hektar produktivt land, en canadier 4,3 og en europæer 3,5. Skulle man bare nu - alt andet lige - bringe hele Jordens befolkning op på canadisk standard ville det kræve to ekstra planeter! Og hvordan så i fremtiden?
Det er en almindelig antagelse, at stigende levestandard medfører faldende fødselstal. Man skal dog tage en sådan optimisme med et gran salt. For vel kan man håbe på en befolkningsstabilisering, men den sker på et højere niveau, og den kan medføre globale strukturændringer.
I bind 2 af Salmonsens Leksikon fra 1915 står der således under "befolkning":
"Erfaringen har vist, at gode Kaar i Længden betyder lavere Fødselshyppighed. En Befolkning, der paa denne Maade søger at regulere Formerelsen, trues dog af en Fare. Den synes at være udsat for saavel økonomisk som moralsk Svækkelse, og selvom Rigtig-
heden heraf kan omtvistes, er det imidlertid uangribeligt, at saadanne Folk eller Racer efterhånden, men ganske vist først gennem lange Tidsrum, bliver fortrængte af Racer, hvis naturlige Frugtbarhed er u-svækket".
Sådan! Mere kontant kunne det næppe siges af Pia Kjærsgaard eller Søren Krarup.
I perioden 1985-95 er befolkningen i Danmark kun steget få procent, og en del skyldes endda indvandring, mens stigningen i Kina har været 14 pct., i Indien 25 pct., i Etiopien 28 pct. og i Zaire (nu Den Demokratiske Republik Congo) 42 pct.
I prognoserne tør få vove sig meget længere ud end 100 år, og ikke engang her er man enige.
Der er foretaget beregninger, som antyder, at det skulle være muligt f.eks. at halvere verdensbefolkningen på 100 år, hvis Jordens kvinder i gennemsnit kun får 1,5 barn hver, men de må anses for helt urealistiske, og det ville i øvrigt medføre uhensigtsmæssige aldersfordelinger over lange tidsrum.
FN's skøn for 2050 er 7,7-11,1 milliarder. Det er lidt mindre, end man tidligere regnede med, men succesen vil blandt andet i høj grad afhænge af, i hvilket omfang man fortsat får indført prævention i udviklingslandene - et område, hvor den katolske kirke ikke synes at spille nogen hensigtsmæssig rolle.
Hvis der ikke sker uventede og ubehagelige ting som verdensomspændende krige eller epidemier, vil vi passere ti milliarder før år 2100 og så forhåbentlig flade ud. Det kan forhåbentlig klares acceptabelt, men det bliver ikke gratis.

Jes Fenger

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu