Vi ved ikke, hvor vi skal gå hen med vores etiske, sociale og økologiske bekymringer. Men tilsammen giver bekymringerne potentiale for massive omvæltninger
PARADIGMESKIFT
Mit essay fra den 4. oktober om De Tre Socialdemokratier har givet anledning til forskellige reaktioner.
Ib Jørgensen har valgt at polemisere over ironi. Såvel den, der opfattes, som den der ikke opfattes. Hvis man imidlertid skræller denne fernis væk, så forekommer det mig, at hans egentlige ærinde er at advare mod de "mange på den tidligere venstrefløj, som rent faktisk mener og tror, at kapitalismen er på vej til at afvikle sig selv, bl.a. fordi en flok bekymrede magthavere nu er begyndt at tale om virksomhedernes sociale ansvar, (og at de derfor mener, at det gælder om) at støtte deres form for kapitalisme. Det er dybt, dybt bekymrende".
Eller med andre ord: Han ønsker at advare mod et på-stået omsiggribende syndefald på venstrefløjen, hvor man forlader kritikken af kapitalismen til en position, hvor man bliver kapitalismebevarende. Det er vel også derfor, at han er så interesseret i min fortid på venstre-fløjen.
Ib Jørgensens reaktion er typisk for det, der lige nøjagtig er problemet for venstre-fløjen. Facitlisten er givet en gang for alle, og det handler om til enhver tid at verificere denne facitliste. F.eks. skal der nu forskes i, at kapitalismen bør afskaffes. (I parentes bemærket: jeg synes i øvrigt det kunne være spændende, at der (igen) blev forsket i kapitalismens grundlæggende mekanismer, så det kan vi slet ikke blive uenige om).
Men hvis man holder fast i facitlisten og syndefaldssyndromet, sker der det, at man ikke bliver i stand til at læse den tid, vi befinder os i. At lægge facitlisten og syndefaldssyndromet til side er i øvrigt ikke det samme som, at den marxistiske analyse skal lægges til side. Den marxistiske analyse har væsentlige bidrag til forståelsen af vor tid, men det er langt fra det eneste bidrag. En selvstændig analyse af vor komplicerede tid må nødvendigvis kombinere forskellige bidrag.
Opmuntrende ryk
Jeg mener ikke, at kapitalismen er ved at afvikle sig selv. Når jeg ser marxistisk inspirerede synspunkter vinde frem i erhvervslivet - og det mener jeg virkelig, at de gør, selvom det ikke er det, de bliver kaldt - så iagttager jeg dette uden illusioner.
Virksomhedernes strategi er selvfølgelig stadigvæk at sikre pengeindtjeningen indenfor rammerne af den kapitalistiske markedsøkonomi. Men det er i grundlaget for pengeindtjeningen - det vil sige hvad der sker på markedet og dermed i hovederne på det, der kaldes almindelige mennesker uden for magteliternes cirkler - at der er sket nogle gevaldige ryk i en etisk, social og økologisk retning, som er dybt opmuntrende og ikke mindst må være det for folk med venstrefløjsholdninger.
At venstrefløjen ikke er i stand til at se og begejstres over, at almindelige mennesker langt hen af vejen har givet venstrefløjen ret, og at den i stedet deponerer sit virkelighedsopfattelse i et sortsyn, hvor nyliberalisme og egoisme er løbet med det hele, viser problemet i en nøddeskal.
Nogle gange kan det være svært ikke at mistænke venstrefløjen for, at den simpelt hen ikke vil have ret, og når den så får det, så afvises det under henvisning til: "Hvis det er fakta, så benægter jeg fakta"!
Menneske og natur
Uden at skulle placere Bjarke Møller som venstre-fløjsrepræsentant var han i sin leder fra den 8. oktober "DIgitalt demokrati" inde på en tilsvarende virkelighedsopfattelse: "Individualisternes jagt på materiel lykke er fælles for Europa, USA og Japan. Solidaritet er blevet et fremmedord for de fleste - eller til noget, som handler om at være solidarisk med sit ego". Og Bjarke Møller tog fat i de humane tendenser i erhvervslivet, som jeg beskæftiger mig med, og slog fast, at disse tendenser ikke er mainstream. Det tror jeg, at han har ret i. Der udspiller sig en kamp i det nationale og internationale erhvervsliv omkring tolkningen af pengeindtjeningens grundlag, hvor det er fløjen med den snævre profitmaksimering, der står stærkest.
Men når man ser på tiden, skal man passe på, at man ikke stirrer sig blind i bilsalgets enorme vækst og andre udtryk for den materielle vækst. Der er også andre ting i tiden, som eksisterer samtidig og i konflikt med denne udvikling.
Der er først og fremmest en stærkere og stærkere bekymring for den måde, vi som mennesker behandler hinanden og vores naturgrundlagpå. Disse bekymringer er så stærke, at de griber bestemmende ind i pengeindtjeningens grundlag, hvilket tydeligst er set indenfor det økologiske marked. De sætter også skub på de nye humane tendenser i erhvervslivet. Og de bestemmer stort set al nyhedsformidling i dag. Lige meget hvilken avis, du tager i dag, så er præmissen for mange af historierne en dybt bekymring for udviklingen - etisk, socialt og økologisk. Og historier, der fortæller om en udvikling, der etisk, socialt eller økologisk er 'ude af kontrol', er gode historier, men det er de jo udelukkende fordi, der er en værdimæssig resonans i brede dele af befolkningen herfor.
Masser af potentiale
Jeg tror slet ikke på, at folk er blevet mere egoistisk indstillet indenfor f.eks. de sidste 10-15 år. Men jeg tror på, at - selvom mange mennesker faktisk er begyndt at stemme med indkøbsvognen i denne periode - så er der i befolkningen en udbredt følelse af afmægtighed. Mange ved dybest set ikke, hvor de skal gå hen med deres etiske, sociale og økologiske bekymringer, eller hvordan de skal forbinde deres egen historie med den store historie. Som pligtopfyldende borgere i det repræsentative demokrati afgiver man sin stemme, uden at man rigtig tror på, at det løser de væsentlige samfundsmæssige problemer, som vi står overfor.
I denne udvikling, der intet mindre fortjener en betegnelse som bekymringernes mentale dominans er der masser af potentialer for en ny venstrefløj eller en anden fløj, der vil stille sig i spidsen for de fundamentale og massive omvæltninger, der skal til i økonomi og levevis, såvel nationalt som internationalt, hvis de etiske, sociale og økologiske krav skal omsættes til en forpligtende praksis.
