Læsetid: 6 min.

Bliv klogere gennem det komplekse

15. november 1997

Af JENS RASMUSSEN lektor Institut for Pædagogik og Uddannelsesforskning Danmarks Lærerhøjskole

For Kant var det et ideal at have mod til at bruge sin egen forstand. I dag er det et vilkår, vi ikke kan undslippe

I NETTET
I den løbende debat om internettet kunne vi i sidste uge den 5. november 1997. læse, at Hasse Clausen fra Københavns Universitet var vældig bekymret over uoverskueligheden på nettet. Det, som ofte fremhæves som nettets styrke, nemlig at alle skal have adgang til de samme informationer og at der skal være total åbenhed, samtidig er nettets svaghed, for det medfører uoverskuelighed for de fleste brugere. Som en løsning af dette problem mener Hasse Clausen, at "vi har brug for, at nogen sorterer og fortolker informationerne for os", at der er "nogen, der retleder og vejleder". Det er nemlig igennem retledning og vejledning "vi får livsorientering". Hasse Clausen er opmærksom på, at det i givet fald ikke er ligegyldigt, hvem vi lader os vejlede af, det må være nogen "vi kender og respekterer", men - og det er endnu et problem - vi kender ikke hinanden på nettet.

Begrebet kompleksitet
Vi lever i en tid, hvor alting øges kvantitativt ikke blot på internettet. Dette kan betegnes ved begrebet om kompleksitet, altså at der er flere elementer i den enkeltes omverden end det er muligt for vedkommende at forbinde sig med. Ofte betragtes kompleksitet som det moderne samfunds problem, altså som det problem, der må forklares, men kompleksitet er mest af alt det begreb, der forklarer det moderne samfund, hvilket internettet blot understreger.
Stort set alle de væ-sentlige problemstillinger, vi står overfor i dag, har deres begrundelse i kompleksitet. Kompleksitet er således ikke noget, vi kan regne med at slippe af med, eller en tilstand som vil gå over. Kompleksitet er noget vi må lære at leve med, og den påtrængende problemstilling bliver derfor, hvordan vi undgår at drukne i informationer, sådan som Hasse Clausen også gør opmærksom på. Hans svar, at vi må have nogen til at lede os, er blot ikke særlig godt.

Vidensnavigatører
Svaret på kompleksitetsproblemet lyder almindeligvis, at vi må gøres til vidensnavigatører: vi må udvikle "kompetence til at navigere på de elektroniske net" og "gennem de stadig større informationsmængder" (Info-Samfundet år 2000, Forskningsministeriet 1994, s. 61-62). Men hvordan kan vi navigere i hyperkomplekse informations- og vidensmængder, når vi nu ikke kan underlægge os en andens myndighed?
Navigation er et begreb fra sejlads og søfart, der har med ledelse eller beregning af et skibs kurs at gøre. For at kunne navigere er det nødvendigt at kunne fastlægge fartøjets kurs og position i et givet øjeblik.
Det kan man gøre ved at pejle til punkter på land eller til himmellegemerne. Navigation af skibe eller fly foregår med reference til et eller flere faste punkter, et fyrtårn, en elektronisk bøje eller et himmellegeme, hvis position man kender, og som man så kan beregne sin egen ud fra. Men sådan er det ikke muligt at gøre, når det gælder navigation på nettet. Når der skal navigeres i store vidensmængder holder metaforen i sin oprindelige betydning ikke, for der er, som Hasse Clausen så rigtigt påpeger, ingen faste holdepunkter at gå ud fra, intet fikspunkt. Kompleksiteten er overvældende, og der er ingen støttepunkter, der kan vejlede os.

Ingen faste sigtepunkter
Hvordan så navigere på de elektroniske net? Udgangspunktet eller betingelsen er, som nævnt, kompleksitet. Indholdet på de elektroniske netværk er langt mere komplekst end den enkelte kan overskue, og uanset at det ikke ville være ønskeligt, så er det heller ikke muligt, at etablere et 1:1 forhold mellem dette indhold og os selv. Vi må for at få kompleksiteten reduceret vælge ud ligesom kap-tajnen må vælge sin kurs, men uden dennes mulighed for at tage bestik af faste sigtepunkter.

Den paradoksale situation
Men hvad kan reducere kompleksitet? Det kan kun kompleksitet. Den kompleksitet vi allerede har opbygget er en forudsætning for, at den kompleksitet vi stilles over for kan reduceres. Vi er nemlig i den paradoksale situation, at vi må være i besiddelse af informationer eller viden for at kunne få informationer og viden. Ønsker vi at beskæftige sig med Shakespeares forfatterskab, må vi vide noget om Shakespeare for overhovedet at kunne åbne den verden af viden, der findes om dette emne. Ved vi kun lidt, f.eks. at Shakespeare er en forfatter, vil en søgning på Shakespeare være alt for almen til at reducere kompleksiteten tilstrækkeligt, til at det er muligt at komme videre, og så er dette endog ikke det værst tænkelige eksempel.
Jo mere vi ved, det vil sige desto større vores egen kompleksitet er, des større mulighed har vi for at finde informationer og viden, som kan udvide denne allerede eksisterende viden.
Derfor har Hasse Clausen så vældig ret i at det er en klar fordel at vide, hvor jeg skal hen på Internettet, hvis jeg vil have informationer ud af det. Men det er netop mig, det vil sige den enkelte, der må vide det.

Der skal foretages valg
Kompleksitetsforskellen mellem den enkelte og Internettets vidensmængde kan kun reduceres ved at vi foretager valg, hvor vi retter opmærksomheden mod noget, som vi gør aktuelt, mens vi lader alt andet ligge hen som en mulighed. Men da et valg nødvendigvis må træffes ud fra et kriterium, og da der ikke gives ydre forskrifter for et sådant, må vi vælge med reference til os selv.
Det kriterium vi anvender, intentionen med at vælge dette og ikke noget andet, er det imidlertid ikke muligt for os at iagttage samtidig med, at vi vælger. Vi vælger, som vi gør, ud fra en fortrolig sfære af baggrundsoverbevisninger, som vi på en naturligt naiv måde tager for givet. Vi tager så at sige vores egen rolle i erkendelsen for givet forstået på den måde, at det, som vi allerede har erfaret eller ved, det spørger vi ikke længere til.

De svære valg
Den viden, vi på denne måde etablerer, er derfor temmelig usikker - for os selv. For at referere til sig selv giver ingen sikkerhed, men kun mulighed for at komme videre, det vil sige for at få taget hul på den kollossale informa-
tionsmængde, vi står overfor. Det valg, vi anvender til at skelne mellem noget og alt andet, forhindrer os i at gå i krampe i forhold til den overvældende informations-mængde, men det medfører også risiko.
Vi kunne jo lige så godt have valgt noget andet. Hvordan kan vi sikre os, at den viden vi etablerer er væsentlig, relevant eller rigtigt forstået? Hverken viden eller forståelse er faste sikre størrelser. Begge er kontingente, idet man altid kunne have valgt noget andet, og man altid kunne vælge at forstå det valgte anderledes.

Immanuel Kants svar
Når Hasse Clausen således referer til oplysningstidens idealer er det værd at erindre sig filosoffen Immanuel Kants berømte svar på, hvad oplysning er: "Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed. Umyndighed er manglen på evne til at betjene sig af sin forstand uden en andens ledelse". For Kant var det et ideal at have mod til at bruge sin egen forstand; i dag er det et vilkår, vi ikke kan undslippe. Vi er overladt til vores egen individuelle videnstilegnelse og forståelse, som altså også altid kunne være en anden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu