Læsetid: 4 min.

Blodstanken fra Algier

3. november 1997

Der er ingen, der gør indsigelse mod den masseslagtning af mennesker, der gentager sig uge efter uge

FOLKEMORD
LÆNGE FØR vi havde en Vietnamkrig, var der en Algierkrig. Er der overhovedet nogen, der kan huske den?
I det mindste kan cineasterne huske Slaget om Algier, en film der i begyndelsen af 1960'rne bragte en hel generation frem på forkanten af stolesæderne. Pludselig var vi involveret.
Dette heltekvad var rettet mod de franske fascister i OAS. Her fik den ukonkrete fornemmelse af fransk bedrag mod et koloniseret folk pludselig krop. Slaget om Algier var en brat opvågnen for mange af os, for hvem Anden Verdenskrig og Korea-krigen havde været vore forældres problem.
Så fulgte de franske nybølgefilm, som hos Jacques Demy, der foregik i et Frankrig, hvor de unge blev sendt afsted eller kom hjem fra Algierkrigen, Lola, Pigen med paraplyerne, etc.
Algierdebatten i Danmark foregik i et snævert forum, et rendyrket intellektuelt anliggende, som udfoldede sig i Land og Folk, Vindrose og i Politisk Revys første årgange.
Noget folkeligt anliggende som Vietnamkrigen blev Algierdebatten aldrig. Endsige anledning til politisk vækkelse. Men Peter P. Rohde skrev dog sine analyser og Jan Stage udgav en reportagebog.

I DAG er der blot et stort sort hul. Hvem orker at høre om Algeriet? Ud over det ubehagelige gys langs rygraden, når man læser telegrambureauernes beretninger om de mange børn og voksne, der bliver halshugget eller får struben snittet over.
Der har været en debat i Danmark om, hvordan man slagter dyr, om jøderne og muslimerne må gøre det på deres rituelle måde, eller om vores egen er mere human. Jeg mangler endnu at se blot et hævet øjenbryn over de umenneskelige killing fields i de algierske landsbyer, som gentager sig uge efter uge. Over 65.000 menes myrdet på fem år!

Tillad mig at minde om Sabra og Shatila. For femten år siden - i september 1982 - var mange dybt rystet over myrderierne i de to palæstinensiske flygtningelejre i Beiruts udkant.
2.000 palæstinensiske flygtninge forsvandt, myrdet og voldtaget under de mest rædselsvækkende omstændigheder. 600 blev begravet i et hastigt gravet hul nær lejrene. Andre 1.400 blev skjult i massegrave nær Beiruts golfbane.
Hvem anede dengang, at vi igen og igen skulle blive præ-senteret for den slags handlinger, fra Bosnien til Algeriet? Her havde vi et Sabra og Shatila, hvor det ikke var en Pol Pot og hans khmer-bødler, men den israelske forsvarsminister, helten fra Suez under Oktoberkrigen, Ariel Sharon, i rollen som en mellemøstlig udgave af Anden Verdenskrigs bødler. Hvorfor?
Som om palæstinenserne ikke havde betalt dyrt nok i forvejen. Jaget ud af deres landsbyer i Galilæa i 1948, hvis de da ikke flygtede frivilligt for at undgå bajonetterne, nu hjemløse og henvist til flygtningelejre, foragtet af libanesere såvel som israelere.
Nu blev 2.000 af dem myrdet brutalt af Ariel Sharons bloddryppende stik-i-rend-drenge fra den kristne milits i Sydlibanon.
Jeg glemmer ikke de forgræmmede ansigter hos de overlevende mødre, der sad stumme oven på de hastigt opkastede grave, under hvilke ligene af deres begravede slægtninge lå nedgravet. Hvor lidt kunne man udrette med en radioreportage fra dette skammens sted, andet end at registrere harmen over det umenneskelige svineri mod en i forvejen hårdt presset flygtningebefolkning.
Men der var dog helaftensudsendelser i radioen, Jørgen Flindt Petersen prisbelønnede tv-reportage og en harmfuld opinion.

VI VAR måske lidt naive, da vi troede, at "Sabra og Shatila" skulle gå ned i historien som skammens navne, i lighed med Lidice, Oradour og Warszawa fra Anden Verdenskrig.
Det er værd at notere sig, at Ariel Sharon, der dengang i 1982 blev fyret som forsvarsminister for sit medansvar for Sabra og Shatila, og den hovedansvarlige falangistiske efterretningschef Elias Hobeika, begge i dag er ministre i henholdsvis Israel og Libanon. Tiden sletter i hvert fald nogle spor.
Med Algeriet er der det indlysende problem, at man ikke klart kan se, hvem der gør hvad. Man ved, at de muslimske militser i Den Islamiske Frelserfront står for mange af overfaldene på landsbyerne. Man formoder også, at enten dele af hæren, eller militser støttet af hæren står bag andre af massakrene.
Landsbyerne Bentalha og Sidi Rais blev begge grumt overfaldet i september, mens hæren var inden for synsvidde. I timevis fandt myrderierne sted, uden at militæret blandede sig. Ubekræftede rapporter fra franske vidner siger, at nogle af morderne var algierske soldater, forklædt med falske skæg, som gav sig ud for at være islamiske ekstremister, såkaldte "afghanere", d.v.s. veteraner fra den anti-sovjetiske krig i Afghanistan.

DEN UKLARHED gør det lettere at sidde de voldsomme massakrer overhørig. Det henlægges som et internt problem, som omverden ikke kan løse med hverken kanonbådsdiplomati eller OSCE-udsendinge.
Heller ikke fra de nordafrikanske naboer Marokko, Tunesien eller Egypten høres protester. Præsident Mubarak i Egypten er kendt for sin uforbeholdne støtte til en hårdhændet nedkæmpelse af de islamiske terrorister.
Han stod på tribunen ved siden af sin forgænger Anwar Sadat, da han blev myrdet. Mubarak ved, at der venter en kugle med hans navn på.
Imens forbløder den algierske civilbefolkning - i stilhed og med sorgfuld anstand.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu