Læsetid: 5 min.

Børn er stadig til pynt

Debat
5. november 1997

Kommende forældre betragter børn som en vare

REPRODUKTION
HVORFOR bliver vi ved med at få børn? I dag, som i alle tider før, er verden fuld af allerede fødte børn, hvis forældre ikke er i stand til at tage sig af dem. Kan det virkelig passe, at man skal lave sine egne børn, når der nu findes så mange, der allerede er færdiglavede og parate til at få forældre?
Det lader (endnu engang) til, at den så højtbesungne 'naturlige' markedsøkonomi kun fungerer i teorien. Tilpasning efter markedet ikke er det første, der falder folk ind, når de planlægger børn. Sådan som det er nu, opfører de fleste danske børnefamilier sig som de så udskældte planøkonomiske fabrikker og producerer løs uden hensyntagen til, at markedet allerede er overfyldt.
Nu er der bare det problem, at børn hverken er gummi-støvler fremstillet af Ruslands rige oliekilder eller oksekød, der kan købes op af EU's strukturfonde. De kan ikke pakkes væk i overskudslagre. Så hvorfor dog ikke tænke sig om en ekstra gang inden man hopper i kanen med henblik på at lave en junior eller to?
Javist, adoption er en dyr, besværlig, langsommelig og ydmygende proces. Jeg mener da også, at er man blevet gravid, eller har man ikke det økonomiske overskud, skal man naturligvis holde sig til gør-det-selv modellen. Der vil altid være mange overraskelsesgraviditeter, og sådan er det bare, men hvis man nu hører til disse hersens nymodens mennesker, der planlægger alting år i forvejen og skriver sin store plan for resten af livet ned i et snildt time-manager system, så burde man tage med i sine overvejelser, om ens egne og ens udkårnes gener virkelig er så ene-stående og dejlige, at de absolut skal videreføres. (En lille hjælp: det er de ikke).
Og hvis man har pengene og mener, man er klar til at få børn, bør man også have det overskud, der kræves for at gennemføre en adoption. Har man det ikke, skulle man nok overveje endnu en gang, om man er helt så sikker på, at man vil have børn.

KERNEN i problemet er, at man ikke får børn af kærlighed til børn, men får dem af kærlighed til sig selv (og givetvis også til sin udkårne). Når man taler om adoption versus egen avl - hvadenten den nu er selvstændig eller hjulpet på vej via insemination, hormoner etc. - siger folk ofte, at det nu engang er bedst at få sine egne børn. Bedst for hvem? Det er i hvert fald ikke bedst for det allerede af en anden fødte barn, der må (prøve at) leve uden forældre. Og det fremtidige barn kan dårligt inddrages, da det jo ikke eksisterer. Kan man tale på vegne af noget ikke-eksisterende? Nej. Man kan sige, at det er bedre for os som forældre at få 'vores eget' barn.
Men man kan ikke sige, at det er bedre for vores hypotetiske barn, at vi selv laver det, for man kan bare lade være med at lave det, og så behøver det ingen hensyntagen. Altså er den eneste part, for hvem det er 'bedst' at få sit eget barn, forældrene.
Læseren er måske blevet frastødt over, at jeg nærmest omtaler børn som en vare, men I vil måske have mig undskyldt, når det nu lader til, at det også er på den måde, fremtidige forældre betragter dem. Det er en populær kliché: Børn. De kære, små, søde skabninger. Vi holder alle sammen så meget af dem, og selvfølgelig elsker vi vores egne børn over alt andet på jorden. Vi vil jo kun det allerbedste for dem.

SIKKE noget vrøvl. Et særligt grelt eksempel på voksnes grænseløse egoisme, er brugen af anonyme æg- eller sæddonorer til kunstig befrugtning. Det er simpelthen den største krænkelse af menneskerettigheder i Danmark, som jeg kender til. Ethvert menneske har da ret til at have en mulighed for at kunne finde ud af, hvem dets forældre er.
Javist, hvis man adopterer et barn fra den anden side af kloden, kan det være umuligt for dette barn at finde frem til sine biologiske rødder, men det er en helt anden sag, for her har vi at gøre med et barn, der allerede er sat i verden. At bevidst skabe et barn med en fra starten ukendt forælder er simpelt hen det mest egoistiske, forældre endnu har fundet på. Hvad ligner det? Hvis det absolut skal være meningen, at man kan bruge donorer (og det mener jeg ikke, eftersom brugen af en donor udelukkende tilfredsstiller forældrenes krav og fuldstændig tilsidesætter barnets), så må det da være en indiskutabel rettighed, at barnet kan få adgang til at vide, hvem dets 'anden halvdel' er.
Ikke at donoren skal give julegaver og sende fødselsdagskort, men når man nu med fuldt overlæg har fået et barn, hvilket man jo som donor har, må man da også påtage sig et minimum af ansvar og tage imod dette barn, hvis det får lyst til at kende og forstå sine biologiske rødder - et meget grundlæggende behov, som alle, der ikke er opvokset med kendskab til sin biologiske familie, kender til. Det må være en menneskeret at vide, hvem man er, og hvor man kommer fra. Efter min mening ligger det tæt op af menneskelig kloning. Begge dele er skabelse af menneskeligt liv, der mangler en selvstændig fortid.

HVORFOR er det så fandens vigtigt, at det barn, man får, har nogle af ens egne eller ens udkårnes gener? Er det ikke tusind gange mere tilfredsstillende at kunne sige: Dette vidunderbarn har jeg opdraget til at være et godt, kærligt, hensynsfuldt og selvstændigt tænkende menneske!
Det, der er vigtigt, er at behandle børn ordentligt, det vil sige, som man ville behandle ethvert andet menneske. Børn er ikke små, søde, kære stykker legetøj, man kan behandle, som man vil. Børn er - og dette kommer åbenbart som en overraskelse - mennesker. Og som bekendt skal man behandle sine medmennesker ordentligt. Mennesker er ikke dyr, der kan avles eller forsømmes, alt efter hvordan den store herre, den voksne, føler.
Børn er den største mindretalsgruppe, vi har, men deres krav og vilkår er svære at få øje på i den offentlige debat. Derfor, lad os forhenværende børn sætte børneetik på dagsordenen og få en ordentlig debat i gang.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her