Læsetid: 4 min.

Er Clintons gidsler også vores

21. november 1997

USA fastholder sin fordomsfulde barnagtighed: Saddam har været uartig, nu skal han have smæk

IRAK
Hvad er det der foregår omkring våbeninspektionen i Irak? Hvad er det, der bringer verden på randen af en ny krig? Hvorfor udsultes Iraks befolkning på syvende år? Som gidsler for hvilket mål? Man behøver ikke nogen højere udenrigspolitisk uddannelse i magtspillets og storkapitalens krinkelkroge og lobbyværksteder for at se hvad der foregår. USA forsvarer sine olieinteresser for enhver pris - bare det er andre folkeslag, der betaler. Påstanden om, at formålet med sanktionerne er at knække Saddam Hussein, stinker langt væk.
Saddam skal ikke knækkes, han skal bare svækkes. Han skal indse (som USA gør det), at ingen mellemøstlig magt må blive for stærk. Olieinteresserne kræver, at ingen er for stærke, ingen for svage. Derfor skal Saddam svækkes, og Saudiarabien oprustes. Derfor skal Israel støttes, men ikke så meget, at den arabiske balance forrykkes. Del og hersk - det er den urgamle og gennemprøvede parole.

Efter syv års blokade og våbeninspektion og utallige spionstogter i U2 maskiner er det ikke lykkedes at opnå de påståede mål: at afsløre og ødelægge Iraks masseødelæggelsesvåben. Det er den legitimerende påstand fra FN's (læs: USA's) side.
Er USA's højteknologi virkelig så elendig og dets efterretningstjeneste virkelig så dilettantisk, at der skal gå syv år med ikke at nå disse mål? Brovtende amerikanske talsmænd jamrer forarget over, at Saddam trækker FN rundt ved næsen. Nu må der skrappere midler til: død og ødelæggelse over det irakiske folk. Som i forvejen på syvende år plages af sult og sygdom på grund af sanktionerne.
De sanktioner, som i følge USA's politiske amatørlogik skulle få det irakiske folk til at rejse sig mod Saddam og den ledende klike i landet, har fået den stik modsatte effekt. Saddam og hans morderklike lever i bedste velgående - og kan befæste og styrke deres regime ved at pege på det fjendebillede, som USA med så stor virkning har foræret dem.
Det er ikke Saddam, der trækker USA rundt ved næsen. Det er USA, der trækker FN rundt ved næsen. Det er endnu ikke lykkedes at få vedtaget brug af våbenmagt, bl.a. Frankrig og Rusland stritter imod. Ikke af idealistiske eller moralske grunde, men fordi et sådant indgreb ville svække deres interesser i Irak.
Det værste, der kan ske for alle parter er, hvis Saddam Hussein falder og afløses af et demokratisk og progressivt styre. Det kunne smitte af på resten af Mellemøstens autoritære regimer. For en sikkerhedes (og for profittens) skyld strømmer våbene ind i disse lande. Dog kun i et for olieinteresserne passende omfang.

Det lille Danmark har, hvis vi skal tro vor storpralende udenrigsminister, en betydelig indflydelse i internationale fora. Skal vi ikke snart bede Helveg om at kræve et stop for de sanktioner, som ene og alene rammer den irakiske civilbefolkning - og så sætte en effektiv stopper for de profitable våbenleverancer til landet?
Saddam Hussein vil kalde det en sejr over den Store Satan USA. Og hvad så? Hvad er det for en spejderære, "vi" skal forsvare? Hvordan skal en sultende og sygdomsramt befolkning nogensinde få kræfter til et opgør med morderne i toppen?
Et væbnet indgreb mod Saddam Hussein vil koste enorme summer - og al den stund USA har fået sat FN-skilte på sine bomber og raketter og fly er det FN's medlemslande, der skal betale. For de samme penge kunne man iværksætte en massiv hjælp til den irakiske civilbefolkning - og her må der gerne stå FN på pakkerne!

Hvem sidder og rådner op i de irakiske fængsler? Hvem bliver pint og siden myrdet i hans kældre? Hvorfor sidder Saddams notoriske mordersøn som chef for de store medier? FN/USA handler som om der ikke var nogen opposition imod Saddam i Irak.
Det er primitivt, det er skændigt, det er dilettantisk. Man må da stille det klassiske spørgsmål igen og igen: cui bono? Hvem gavner sanktionerne? Syv års erfaringer har nu vist, at de gavner Saddam Hussein. Men USA fastholder sin fordomsfulde barnagtighed: Saddam har været uartig, nu skal han have smæk.
Det er lykkedes USA at skaffe Iran og Irak en fælles fjende - hvilke perspektiver har den kendsgerning? Saudiarabien ryster i bukserne, dels for lederklikens magtstilling, dels for en mulig uro i området. Den gamle ørken-storm-alliance knager i fugerne.

Repræsentanter for
Iraks morderklike lukkes villigt ind på de bonede gulve. Der tales høfligt med dem. Trusler udstedes. Præsident Clinton er mopset. Hans vildledte vælgere presser på. Uansvarligheden og umenneskeligheden stortrives. Gids-lerne fylkes om deres elskede leder.
Måske er det urealistisk at få sanktionerne mod civilbefolkningen ophævet. Der er snart midtvejsvalg i USA. I denne situation har "the noble art of losing face" trange kår. Det er forargelse og selvretfærdighed, som skråles fra de amerikanske talerstole.
Men i en situation, hvor den amerikanske efterretningstjeneste totalt (og bevidst?) har svigtet gennem syv år, kunne man måske ramme Saddam Hussein bagfra.
Oversvøm Irak med massiv nødhjælp fra luften! Det vil ikke være populært at skyde den slags fly ned. Oversvøm Irak med penge, med medier, med rådgivning til oppositionen! Er oppositionen splittet? Hvad så? Hvad er alternativet?
Alternativet er dyrt - og det kan ende med en menneskelig og politisk katastrofe. For gidslerne og for os.
Er det også Danmarks gidsler, Udenrigsminister?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu