Kronik

Dansk bolsjevik-begejstring

8. november 1997

Denne weekend fejrer den russiske revolution 80-års jubilæum. I hjemlandet går det stille af. Men vi har en pligt til at lære - også af den umiddelbare danske begejstring efter Lenins kup

I disse dage for 80 år siden sikrede Petrogradsovjettens militærkomité ledet af Lenin og Trotskij sig uden besvær kontrollen med den russiske hovedstad og fængslede den provisoriske regering.
Siden bolsjevikkernes "Store Socialistiske Oktoberrevolution" fra 1917 har næsten hele verden måttet tage stilling til Ruslands revolution og de tanker, der blev udformet af Lenin - manden, der omsatte den marxistiske teori til politisk handling.
For femte gang efter 1918 vil dagen for Den Store Revolution ikke officielt blive fejret i Rusland. En revolution, som i 75 år blev markeret med ros til kommunistpartiet og sovjetsystemet, vil den 7.-8. november kun blive fejret af resterne af det i 1991 opløste 20 millioner store kommunistparti og de mest standhaftige stalinister, der tripper rundt foran den store Lenin-statue på Oktoberpladsen i Moskva med røde flag og vrede taler for at højtideligholde den tragisk berømte dag og udtrykke længsel efter autoriteterne.
Nu da de hidtil hemmelige arkiver langsomt åbnes, bliver man klar over, at sandheden om den "Store Socialistiske Oktoberrevolution" blev fortiet og forfalsket. Revolutionens kildemateriale i det opløste Sovjetunionen samt i
Vesten - også i Danmark - har tjent til at legalisere systemet.
Men hvad mente man i samtidens Danmark om bolsjevikkernes revolution?

Den danske avis Socialdemokraten er helt ovenud begejstret for Oktoberrevolutionen. Til trods for, at dens russiske meningsfæller er mindst ligeså for-tvivlede som de danske borgerlige.
Avisens redaktør Borgbjerg, der havde været på besøg i Rusland, svulmer i sine artikler af revolutionær begejstring. Han sammenligner hele tiden bolsjevikkernes kup med den store franske revolution, f.eks i følgende ordvalg:
"Den russiske revolution skrider rask frem, og der viser sig stadig lighedspunkter med den franske revolution i 1789-94. Efter girondisterne - hvortil i Rusland svarer 'Kadetterne', som fik overtaget de to første revolutionsmåneder fra midten af maj - fik i Rusland jakobinerne Kerenskij og hans venner overtaget. De afløses nu af sansculotterne Lenin og Trotskij osv."
I en anden artikel i Socialdemokraten hyldes Lenin og Trotskij som de "store fredsstiftere", hvis navne vil blive stående i historien sammen med den russiske revolution.
Redaktør Borgbjerg havde som agitator ikke sin styrke i tankens klarhed. Helt op til jul sendte han en hilsen til de russiske klassefæller og sagde i sin tale:
"Vi sociallister genoplever ved synet af den russiske revolution Socialdemokratiets gyldne barndom. Vi forstår, hvad der bruser gennem blodet på de 170 millioner, der gennem Lenins og Trotskijs taler stifter bekendtskab med Marx og Engels friske ungdomstanker... Vi er ikke bolsjevikker, men vi har inderst inde den sjæl, der er fri for ravnekrogsfordomme, og der skælver en begejstring for alt, hvad der virkelig er revolutionært i verden."
Det synes, som om Borgbjerg har glemt den hånende afvisning, han i april måned 1917 havde fået af Lenin i Petrograd, og for resten er han også ganske upåvirket af sin svenske kollega Brantings helt anderledes og kølige afstandtagen fra den bolsjevikkiske regering.

Som et andet udtryk for den mangel på overblik over de uhyre og farlige omvæltninger, der var så godt i gang i Rusland, kan tjene en beskrivelse, som den statsråd Koefoed giver i sine erindringer. Koefoed omtaler sin opfattelse af Lenin således:
"På dette tidspunkt (et par år før revolutionen) var Lenin ikke kommunist, og af overbevisning blev han det vel heller aldrig."
Koefoeds vurdering af Lenins politiske overbevisning ligner delvis Churchills, der udtrykker de konservative massers indstilling:
"Lenin er den store fornægter. Han fornægter alt. Han fornægtede gud, konge og fædreland, moral, aftaler, gæld, renter, århundreders lovgivning og sædvaner, alle skrevne og indgåede overenskomster, hele det menneskelige samfunds opbygning, som det forefindes. Til slut fornægtede han sig selv og det kommunistiske system."

En ung skribent og ingeniør ved navn Knud Højgaard, der har overværet revolutionen, men ikke skal bebrejdes, at han ikke har nogen anelse om det, der sker her, nemlig at kapitalismen er ved at blive afløst af den sovjetiske socialisme. I det danske tidsskrift Tilskueren beskriver Højgaard "den dynamiske proces", bolsjevikkerne sætter i gang:
"Man skal i disse tider vogte sig vel for at agere spåmand, men når man har været vidne til det russiske folk i revolutionens første bevægede dage, når man kender dette begavede folks tilpasningsevne og hjertensgode tålmodighed, når man ved, at folket ledes af mænd, der forener patriotisk idealisme med den højst udviklede, praktisk organiserede dygtighed, så har man lov at tro, at det systemskifte, der har fundet sted i Rusland, uden alvorlige indre rystelser vil danne indledningen til en udvikling, der i en ikke fjern fremtid både kulturelt og økonomisk vil bringe landet frem i allerførste linie blandt jordens store nationer."
Bladet København (af moderat Venstre-observans) vurderede bolsjevikkernes revolution på en anden måde:
"Mens den tyske socialisme er en statsbevarende faktor af højeste rang, er leninismen afgjort en
statsopløsende bevægelse. Den stat, den forgifter, vil føle marven visne i sine knogler."
Den lyriske socialdemokratiske begejstring for Oktoberrevolutionen holdt naturligvis ikke. På-skuddet til den nye antibolsjevikkiske kurs blev Lenins opløsning af den grundlovgivende forsamling i midten af januar 1918.
Men naturligvis lå motiverne langt dybere. Fra dette tidspunkt kom den uforsonlige tone, der ikke gav de borgerlige noget efter.
Det officielle Danmarks stilling til den socialistiske republik måtte unægtelig også blive stærkt påvirket af de mægtige danske finansinteresser.
Kendt er de uhyre summer, som en række store finans- og handelsselskaber under krigen fik anbragt i Rusland. Her skal bare nævnes det sørgeligt berømte Transatlantisk Kompagni, den Plumske Koncern og Det udenlandske Skovindustriselskab med den senere nazistiske hofjægermester Jørgen Sehested som direktør.
Som bekendt led disse foretagender en såre krank skæbne og uhyre økonomiske tab efter revolutionen. Landmandsbank-skandalen hører med i dette billede, men meget andet også.
Selvfølgelig fik disse voldsomme økonomiske planer indflydelse på offentlighedens bedømmelse af socialismen i Rusland, som satte en stopper herfor. Og særligt i dansk udenrigspolitik over for Sovjetunionen måtte man ligesom i dag navigere varsomt og tilbageholdende over for den nye bolsjevikkiske regering, da danske regeringer i et kapitalistisk land selvfølgelig må varetage landets interesse. At på den anden side et "socialistisk land må varetage sovjetiske interesser, kan det være - og var dengang i Danmark - noget vanskeligere at gøre befolkningen forståelig, og det var heller ikke i regeringens interesse.

Men 18 år senere - i 1935, da Sovjetunionen var overfyldt med KZ-lejre til "Fjender af Folket", og Stalins politiske modstandere allerede var knust - kan vi i en reportage skrevet af Elias Bredsdorff læse om Sovjetunionen:
"Et frit land, hvor livet er værd at leve," hedder det om staten, hvor millioner og atter ikke levede, men døde af sult og politiske udrensninger.
Og 40 år efter revolutionen - i 1957 - udtrykte Elias Bredsdorff sig på følgende måde:
"Hvilket folk, hvilken nation!", fortalte han i DR og tilføjede:
"Hvilken storslået revolution. Flere boliger, mere uddannelse, glade bønder, lige ret til anskuelser..."
På de danske biblioteker findes der mange bøger med den slags forkerte oplysninger og direkte forfalskninger om Oktober-revolutionen og Sovjetunionen.
Ifølge den nye historieskrivning kan Lenins Oktober-revolution og bolsjevikkernes magterobring i 1917 ikke længere fremstå som udtryk for historiens jernlov og dens nødvendige kulmination på ikke alene Ruslands, men hele menneskehedens forudgående udvikling.
Man er ikke længere stolt og begejstret over en revolution, der indtil Lenins død kostede fire millioner russere livet. Og ifølge den offentlige Glasnost-statistik kostede Lenins, Stalins og kommunistpartiets samlede eksperimenter i alt 50 millioner uskyldige borgere livet.

Lige før årsdagen har russiske historikere fundet en massegrav fra Stalin-tiden 400 km. nord for St. Petersborg, rapporterede den britiske TV-station BBC. Graven i de karelske skove, som historikerne fandt på basis af gamle dokumenter, indeholder skeletter af 9.000 mennesker, hvoraf de fleste er bagbundet og skudt i nakken.
Kommunismens milliontallige ofre døde af sult, blev dræbt eller sendt til arbejds- og straffelejre, hvorfra de aldrig vendte tilbage. Tallet 50 millioner blev offentliggjort i den sovjetiske regeringsavis Izvestia den 17. april 1988.
Det er måske skæbnens ironi, at den ca. 75 år gamle socialistiske supermagt gik i opløsning efter et kommunistisk militærkup i august 1991. Det udløste folkets raseri i en dramatisk og blodig nat, hvor de revolutionæres forsvarsløse børnebørn forsøgte at tilbagekæmpe de friheder, som gik tabt efter 1917.
Efter afsløringen af Lenins og Stalins gerninger intessererer
marxismen-leninismen ikke længere den almindelige russer. Derfor bliver køen af besøgende til Lenins mausoleum kortere og kortere.

De tragisk følger og politiske rystelser, Ruslands 80 år gamle revolution bragte med sig, kan mærkes den dag i dag. Mangel på fødevarer, værdiløse rubler, mangel på et demokratisk, strafferetligt system (dødsstraffen er ikke afskaffet endnu), splittelse i det russiske parlament Dumaen, hvor kommunisterne fortsat er et af de største partier og gang på gang lægger op til konfrontationer med regeringen, general Lev
Rochlins aggressive taler, i hvilke han åbent opfordrer den russiske hær til "at styrte med magt den forhadte præsident" minder om situationen i Rusland i 1917.
Alt dette betyder, at det endelige opgør med kommunismen og en afstalinisering af samfundet langt fra er afsluttet.
Men Rusland er - til trods for sin gamle historie - et land i udvikling. Og efter det kommunistiske imperiums sammenbrud for seks år siden er landet, bedømt efter mange kriterier, nået langt.
De reformvenlig kræfter i Rusland håber, at landet med tiden bliver et samfund, hvor menneskerettighederne i højere grad bliver tilgodeset.
Og at der ingen vej er tilbage til det gamle, barske, umenneskelige og udemokratiske system, som revolutionen skabte.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu