Kronik

Dansk landbrug 1997 - et levn fra 1960'erne

13. november 1997

De danske landmænd er stadig underlagt den politik og de midler, som blev formuleret i en fjern fortid, hvor behovet var øget fødevareproduktion, stordrift og billiggørelse

ØKONOMI I OPBRUD
De seneste måneder har bragt mange landbrugsrelaterede en-keltsager i mediernes søgelys: Døden i Mariager Fjord, salmonella-problemer, pladsmangel for svinene på Mors, pesticider i grundvandet, hemmeligholdelse af svinesygdommen PRRS samt antibiotika i svinefoder med heraf følgende fare for resistens hos bakterier, der kan angribe mennesker. Inden for de seneste uger er der yderligere talt og skrevet om problemer med overholdelse og administration af landbrugsloven, gårdslagtninger og skatteafskrivninger. Samtidig har begrebet 'landbrugets strukturudvikling' trængt sig på som en fælles reference.
Jeg vil forsøge at kæde disse enkeltsager sammen til en helhed. Det vil jeg gøre ved at hævde, at de alle er afledede effekter af de seneste årtiers tiltagende industrialisering af de danske landbrug. Ligeledes vil jeg hævde, at der næppe eksisterer nogen besindige danskere - hverken landbrugere, forbrugere eller politikere - der har ønsket pesticider i grundvandet eller ønsket, at Mariager Fjord skulle dø. Det sidste underbygges blandt andet af, at de formulerede, landbrugspolitiske mål er ændret i takt med den forøgede viden om og erkendelse af de nævnte problemer og deres omfang.
Derimod vil jeg hævde, at årsagen til, at problemerne stadig eksisterer og tendentielt forstærkes, skal søges i modsætningen mellem de er-klærede landbrugspolitiske mål og den faktisk førte landbrugspolitik. Mål og midler harmonerer ikke.
De erklærede mål indeholder hensyn til miljømæssig bæredygtighed, livet i landdistrikterne, sunde fødevarer og kvalitetsproduktion med høj, indenlandsk værditilvækst. Den faktisk førte landbrugspolitik har tendens til, bortset fra enkelte forsøg på symptombekæmpelse, i praksis at fungere som incitament til uændret at forfølge en tidligere epokes mål, hvorved den understøtter en fortsat industrialisering af landbruget. På det grundlag udgør tidligere tiders løsning nutidens problem.

Begrebet 'strukturudvikling' indeholder ikke i sig selv nogen væsentlig information. Det dækker blot over, at noget - i dette tilfælde landbrugssektoren - ændrer sig. For 100 år siden fandt der en omfattende strukturudvikling sted. Store gårde og godser blev udstykket til titusindevis af husmandsbrug, hvor danske familier gennem en intensiv, animalsk produktion kunne opbygge et hjem og en landbrugsproduktion, familien kunne leve af.
I de seneste årtier har man imidlertid med 'strukturudvikling' tænkt på det faktum, at antallet af landmænd er faldet drastisk, og at de tilbageværende producerer på en anden måde end tidligere. Nutidens landbrug harmonerer ikke længere med billedet af en bondegård med høns, svin, køer osv. Landmændene er ikke længere bønder, men 'svineproducenter', 'mælkeproducenter', 'ægproducenter' eller 'kornproducenter'.
Denne ændring er udtryk for to, samtidige tendenser. Dels en koncentration, hvorved ejendomsretten til jorden er fordelt blandt færre mennesker, og dels en specialisering og industrialisering af landbrugsproduktionen.
Industrialisering kan være hensigtsmæssig, når man skal producere allehånde isenkram. Man arbejder med "døde" materialer og "døde" processer, og målet er at producere store serier af nøjagtig ens produkter på grundlag af nøjagtig ens råvarer.
Produktionen af en brødrister kan foregå på grundlag af samme tekniske processer og principper, uanset om det sker i Fjerritslev eller Fjernøsten.
Men fødevarer er ikke isenkram, og derfor er det ikke umiddelbart hensigtsmæssigt at producere råvarerne industrielt. Fødevarer er baseret på naturens levende organismer og processer. Det indebærer forskellighed. En mark i Nordjylland og en mark på Lolland skal behandles forskelligt. Og selvom man har lang erfaring i at dyrke sin jord, så er man nødt til at tage hensyn til forskelle i de enkelte års klimabetingelser, ligesom der endog på den enkelte ejendom er forskelle på, hvorledes jorden reagerer og skal behandles. Tilsvarende gælder det for dyr, at de er individer med forskellige karakteristika.
Med den tiltagende industrialisering af produktionen i landbruget har det været nødvendigt at indføre produktionsmetoder, hvor dyrene i stadig større omfang betragtes som maskiner, der går i ét med inventaret. Herved kan man hurtigt producere store mængder under anvendelse af meget kapital og en be-grænset mængde arbejdskraft.
Som jeg har hørt det udtrykt af folk fra fjerkræbranchen, omend med et glimt i øjet, så kan man sætte en chimpanse til at passe burhøns. Men når det gælder fritgående høns, så skal driftslederen have føling med dyrene og en grundig erfaring for at forstå deres adfærdsbetingede signaler samt være i stand til prompte at reagere på disse.
Naturens bagslag, forstået som reaktion på den unaturlige ensliggørelse, har man i de industrialiserede produktionssystemer måttet symptombekæmpe f.eks. ved halekupering af grise, næbtrimning af høns, medicin i foder, kemiske bekæmpelsesmidler på markerne osv. Samtidigt har man, for at kunne producere mest muligt, hurtigst muligt og billigst muligt, indført industrielle metoder såsom fiksering af søer og spaltestalde uden halm. Man har frataget dyrene deres individualitet og mulighed for at gøre, hvad der nu er vigtigt for de pågældende dyr. For en gris er det f.eks. essentielt at kunne rode.
Mange indflydelsesrige deltagere i den landbrugspolitiske debat har hævdet, at den ovenfor beskrevne tendens til industrialisering af landbrugsproduktionen udelukkende skal betragtes som et resultat af en "naturlig", markedsbestemt udvikling.

Det må afvises, når man påtænker det faktum, at der i hele dette århundrede har eksisteret et overordentlig tæt samspil mellem landbrugsorganisa-tionerne, landbrugets andels-ejede virksomheder og staten. Landbruget har været gennemreguleret, oftest på initiativ af landbrugets organisationer, og har siden 1957 modtaget massiv, offentlig støtte - direkte som indirekte. Og det er karakteristisk for hele perioden, at landbrugsorganisationerne har siddet overordentlig tæt på den offentlige forvaltning. Herved har landbruget haft mulighed for i ganske stort omfang at administrere sig selv.
Udviklingen må derfor betragtes som resultatet af et samspil mellem marked, organisationer og stat, hvor staten har taget en række incitamenter og reguleringsredskaber i anvendelse med henblik på at fremme en bestemt udvikling - hvorfor ellers anvende dem?
Således har afskrivningsreglerne for landbrugets vedkommende bl.a. til hensigt at fremme investeringsaktiviteten. Tilsvarende indeholder forskellige tilskudsordninger et incitament til at erstatte arbejdskraft med maskiner, ligesom den statsligt finansierede landbrugsforskning hidtil har koncentreret sig om udvikling og applicering af nye, kapitalintensive teknologier og om udbyttemaksimering på snævert specialiserede felter.

Siden slutningen af 1970'erne har advarslerne mod denne frem-elskede udvikling taget til i styrke. Truslerne mod vores vandmiljø, grundvandet og vores helbred har bl.a. henledt opmærksomheden på, at markedet ikke afspejler de sande priser. Når man køber fødevarer, betaler man ikke for den afledte forurening, f.eks. for omkostninger til rensning af drikkevand, eller for skader på helbredet. Disse omkostninger væltes over på samfundet.
Brundtland-kommissionens rapport, Vores fælles fremtid, var i 1987 med til at sætte miljøproblemerne på dags-
ordenen, og med denne rapport blev begrebet 'bæredygtig udvikling' internationalt anerkendt. Tilsvarende er der stigende opmærksomhed omkring strukturudviklingens betydning for den økonomiske udsultning af landområderne, ligesom der er sat focus på dyreetik. Og endelig er man blevet opmærksom på, at produktionen af industrielle fødevarer - bulkvarer - må afsættes til stadig faldende priser, hvorimod kvalitetsfødevarer kan afsættes til højere priser i takt med en stigende efterspørgsel.
Således kan en økologisk bæredygtig kvalitetsproduktion, med høj indenlandsk værditilvækst, potentielt sikre et samfundsøkonomisk udbytte for os selv, en løsning af landbrugernes kroniske indkomstproblem og en ren samvittighed i forhold til de kommende generationer og de globale krav.
Også på EF-plan er det påpeget, at de oprindelige mål ikke længere er relevante, og at midlerne må tilpasses nye mål. Således forsøgte daværende landbrugskommissær MacSharry i 1992 at gennemføre en afgørende reform. Han påpegede bl.a., at den førte landbrugspolitik medførte overproduktion med budgetmæssige og miljømæssige problemer til følge.
Man kan formulere denne erkendelse gennem spørgsmålet: Hvorfor producere for meget med store omkostninger for budget og miljø, når man kan nøjes med at producere tilstrækkeligt på et rimeligt grundlag og undgå disse omkostninger?

Sammenlagt kan det nye mål, samles i 'det dobbelte kvalitetsbegreb'. Hermed menes, at forbrugerne og samfundet som helhed stiller krav til fødevarernes traditionelle kvalitet, såsom smag og udseende, men samtidig også stiller krav til den bagvedliggende produktionsproces. Det kræves, at produktionen ikke udgør en trussel mod miljøet eller vore efterkommeres livsgrundlag, samt at produktionen foregår på et etisk rimeligt grundlag.
På trods af den gradvise omformulering af målene i overensstemmelse med nye erkendelser og nye problemer, er det grundlæggende de samme midler, der tages i anvendelse i den danske landbrugspolitik.
F.eks. bevirker skattesystemet, at der er et vægtigt incitament til fortsat at investere i mekanik frem for at benytte arbejdskraft. Og de industrielle landbrug ekspanderer fortsat uden afgørende hindringer og er givet en række økonomiske incitamenter til det.
For ethvert politik-område er man nødt til jævnligt at standse op for at vurdere, om målene stadig bør være de samme, og om de anvendte midler er hensigtsmæssige i forhold til de justerede mål. Det må konstateres, at de udtalte landbrugspolitiske mål er justeret. Midlerne er derimod i stort omfang uændrede; det vil sige baseret på et paradigme fra 1960'erne.

Jan Holm Ingemann er projektleder ved Det landbrugs-økonomiske Forskningsprojekt, Aalborg Universitet.

APROPOS
Fortids mål
Landbrugsministeriet ud-gav i 1977 en betænkning, En fremtidig landbrugspolitik, som formulerede et mål om yderligere intensivering af den animalske produktion. En årlig vækst på tre procent i den animalske produktion ville være et væsentligt bidrag til at løse de daværende, problemer med arbejdsløshed og underskud på betalingsbalancen, hed det. I forlængelse heraf blev der formuleret støtteordninger m.m. for at fremme industrialiseringen af landbrugsproduktionen.
Det paradigme fra 1977 udgør stadig det dominerende grundlag for den praktiske landbrugspolitik.
Betænkningen fra 1977 baserede sig på en ukritisk ajourføring af de mål, der oprindeligt blev formuleret i 1960'erne. De indebar, at landbrugerne skulle sikres en rimelig indkomst ved økonomisk støtte - fra den danske stat, indtil landet kunne blive medlem af EF, hvorefter fællesskabet delvist kunne overtage finansieringen - og ved at lade et stadigt mindre antal landbrugere dele det samlede landbrugs indkomst.
Forudsætningen var, at de tilbageværende landmænd blev i stand til at udvide produktionen, så der sammenlagt kunne produceres samme mængde fødevarer som hidtil. Det skete ved at erstatte arbejdskraft med maskiner og ved sammenlægning.
I 1960'erne, hvor der opstod mangel på arbejdskraft i industrien, kunne det være samfundsøkonomisk rationelt at frigøre arbejdskraft ved mekanisering af landbruget. Men i 1977 var det oplagt at stille spørgsmålstegn ved hensigtsmæssigheden af fortsat at forfølge de gamle mål. For det første var de glade 60'eres mangel på arbejdskraft afløst af arbejdsløshed. For det andet var der i EF alvorlige tegn på overproduktion og budgetproblemer. For det tredie var de første advarsler om miljø- og ressourceproblemer i forhold til den intensive landbrugsproduktion allerede fremført. For det fjerde havde de økonomiske vismænd påpeget, at den samfundsøkonomiske effekt af en stigning i den animalske produktion var tvivlsom.
På trods heraf blev målene fastholdt og midlerne indrettet på fortsat at understøtte en industrialisering af dansk landbrug og forøgelse af dets produktionsvolumen.

Jan Holm Ingemann

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu