Kronik

Eftermurtidens Berlin

1. november 1997

Byen har mistet sin særlige atmosfære, sin særlige status og sine særlige privilegier. Alt er steget: skatterne, huslejen, priserne på fødevarer, boligløsheden, arbejdsløsheden, mismodet - og fremmedhadet

Der er meget langt til Span-dau, når man står på Bahnhof Zoo. Hvem der bare havde haft en cykel! Verden var gået af lave, Muren var faldet, og der herskede undtagelsestilstand i det indre Vestberlin hin mindeværdige vinter for otte år siden.
Kulden krøb ind under frakken og op gennem skosålerne, så i stedet for frydefuldt at svælge i dette historiens vingesus, stod jeg bare dér og frøs og græmmede mig over at blive skubbet og mast, over at måtte vente i det uendelige, over den sammenbrudte trafik og over ikke at kunne komme hjem - væk fra dette kaos. Længselsfuldt tænkte jeg på min lune stue og på at krybe sammen i sofaen foran fjernsynet.
Det behagelige ved et fjernsyn er kommentatorens forvandling af alle hånde begivenheder til overskuelige fænomener, som man bekvemt og på god afstand af strabadserne kan sidde og betragte og filosofere over. Det ubehagelige ved selv at befinde sig midt i begivenhedernes centrum er netop fraværet af en kommentator - og nærværet af strabadserne. Desuden var det i de første mange uger efter Murens fald en sand fornøjelse at se tv: På skærmen tonede lutter glade ansigter frem, og ud af højtalerne lød lutter glade stemmer. Man viste fremfor alt de himmelhenrykte 'derovre' fra - østtyskerne - som lo og græd og omfavnede hinanden i ét væk. En del så jeg i virkelighedens verden. De andre derimod - de jublende vestberlinere, der på skærmen hjemme i min stue bød deres søstre og brødre fra østen hjertelig velkommen til frihedens land med sekt og sang - så jeg aldrig i virkeligheden. Tværtimod.
Verdensbegivenhed eller ej, livet gik videre - skulle gå videre - for berlinerne i vestsektoren: Arbejdet skulle passes, børn hentes og bringes, indkøb og bankbesøg besørges og så videre. Men med ét slag forvandledes disse hverdagsforeteelser til organisatorisk vanskelige og i særdeleshed tidskrævende problemer: Forretningerne var fyldt til bristepunktet, timelange køer foran bankerne, bilerne sneglede sig afsted, og selv blyanter fandt kun med besvær plads i undergrunds- og S-togene. Også busserne ankom revnefærdige... og kørte forbi. Heller ikke de private turistbusselskaber, der i nødens stund blev sat ind, kunne stoppe hullet. De evigt ventende og frysende berlinere skulede følgeligt olmt, når de letgenkendelige, britiske busser - forbeholdt det britiske militær og deres familier - defilerede forbi.
Der skulle gå måneder, før 'ø-aberne' (den britiske besættelsesmagt) bekvemmede sig til at stille deres hvide 'apartheidsbusser' til rådighed. Briterne tøvede ligeledes med at følge amerikanernes og franskmændenes eksempel: at tilbyde husrum - i det mindste en feltseng i en sportshal - til den strøm af østtyskere, der ønskede at slå sig ned i Vestberlin. Lejlighederne hang heller ikke før Murens fald på træerne.
Manglen på husly og jobs afholdt i tusindvis af vestberlinere fra helhjertet deltagelse i den almindelige eufori. De så snarere deres by som en slagmark, hvor 'fjendens' hær uophørligt tromlede frem, end som skueplads for politiske sejre og lykkelige gensyn. For de hjemløse, der så boligkøen foran sig vokse støt, betød Murens fald i mange tilfælde bristede fremtidsdrømme.

Siden bygningen af Muren havde der været tradition for, at østtyskere, for hvem det var lykkedes at krydse grænsen til det gyldne vesten, nød privilegiet at komme først i køen. Politikerne ville ikke risikere, at østtyskerne fortrød flugten (hvad mange ikke desto mindre gjorde) og begyndte at tvivle på det storartede ved den virkeliggjorte kapitalisme. Omend denne særrettighed til østtyskernes gunst for længst er ophævet, bidrog den til at sætte ondt blod. Også den rundhåndede tradition at forære hver østtysker 100 DM i 'velkomstpenge' mødtes med misbilligelse. Den kostede Vestberlin og Vesttyskland over en milliard DM. Socialhjælpsmodtagere og andre, der måtte suge på lappen med den begrundelse, at staten fattedes penge, skumlede over invasionen fra øst og spurgte, hvor de mange penge pludseligt kom fra, og hvorfor de kun kom østtyskerne til gode, "disse forkælede øssier med deres arbejde og børnehaver, med deres sociale sikkerhedsnet og med deres lave priser på bolig og mad. Hvad kommer de her og kræver ind for? Som om vi har det bedre!"
Gennemsnitsøsttyskeren var med sine 10.000 DM på bankbogen ikke just fattig (gennemsnitsvesttyskeren skyldte til gengæld 10.000 DM), men østmarkene kunne ikke veksles. Ikke endnu.
Omsætningen var selv i julemåneden en skuffelse, klagede Vestberlins forretningsindehavere. Aldrig havde man set så mange kunder købe så lidt. De pengestærke holdt sig hjemme og ventede på mildning af butiksstormen.
Men ikke alle i vesten var og er pengestærke. Inden denne kendsgerning åbenbaredes østtyskerne, opfattedes vestlig knurren over velkomstpenge, gratis øl, teaterbilletter, rejser og så videre til alle østtyskere som udslag af ugæstfrihed og smålighed. Tanken om, at man i vesten ikke automatisk har en vis legemsdel fuld af penge, forekom østtyskerne absurd. Omend den vestlige, politiske propaganda bar hovedansvaret for udbredelsen af denne myte, var den enkelte 'vessi' ikke ganske uskyldig: I årevis kunne brødrene og søstrene i Zonen besøges og belæres om den i alle måder så fortræffelige kapitalistiske livsform. Og da slægtningene i øst kun sjældent havde mulighed for at forlade landet inden for den 'antifacistiske beskyttelsesvold', kunne der så at sige prales omkostningsfrit.
Så da Muren faldt, rystede en og anden 'vessi' i bukserne og mukkede over ikke at kunne stille op i køen til lunende hundredmarksedler. Hvert øjeblik kunne familien 'derovre' fra komme anstigende og forvente at blive bespist og underholdt og blive lææænge og - sidst men ikke mindst - tage de ikke altid virkeliggjorte fortræffeligheder nærmere i øjesyn. Nogle godtede sig og talte om retfærdig straf.
Med eller uden voldgæstning, østtyskerne var - og er - uglesete. Og de fik det behørigt at føle. Enhver, der identificeredes som værende af østtysk herkomst, indhøstede sure miner og sure opstød. Den umiskendelige 'østdialekt' var således et problem. Men dialekten røber ikke den, der tier. Så hellere kæft holde, end land fly. For os andre, der (heller) ikke ville mistænkes for at være en af disse uglesete, gjaldt det om ikke at forveksles med en kamufleret, tavs østtysker. Østtysk klædedragt, eksempelvis lyseblå bukser, der kunne minde om de karakteristiske, socialistiske enhedscowboybukser, skulle undgås. Østtysk adfærd, herunder 'østblikket' ligeså. En sådan glanen - en uforholdsmæssig længe betragten af butikshyldernes indhold - burde man dy sig for. Og for at holde sig klar af øgenavne som 'posetysker', var det tilrådeligt at foretage større indkøb ad flere omgange, da tilbøjeligheden til at komme slæbende med op til flere plastikposer var kendt som et typisk østtysk fænomen.
Men det sikreste tegn på østtysk-hed var naturligvis den legendariske bananmani. Der skulle gå lang tid, før man offentligt kunne indkøbe og fortære denne sydfrugt - uden risiko for forsmædende tilråb som "Banantysker, skrub af!"
De færreste følte trang til at løbe spidsrod og valgte slutteligt at give afkald på bananspisningen.
Undertiden kunne afsløringen af en (formodet) østtysker udløse en sand byge af fornærmende skældsord: "Øssi, bliv hjemme!" og "Forsvind og luk Muren efter jer, zonier!"
Hvorom alting er, i vesten foregår jagten på østtysken året rundt. Men heller ikke hjemme hos sig selv - i det såkaldte tidligere 'Derovre' - er han fredet, thi vesttysken har mangt et ærinde at besørge i det vilde østen: starte et firma, købe hus eller bare kigge sig omkring. Og fortørnes. Undertiden forvilder han sig dog ind på østlig grund af ren og skær vanvare. Han er vant til at orientere sig efter Muren og lander nu, før han ved af det, på herrens mark, hvor lyset slukkes, og fortovene har ord for ukristeligt tidligt at klappes op for natten.
Men beboerne på denne herrens mark bryder sig hverken om planlagte eller uplanlagte besøg fra vesten: "Vessierne behandler os som andenklasses mennesker. De fører sig frem som et andet herrefolk. Vi er fremmedarbejdere i vores eget land. De glor på os, som var vi dyr i zoologisk have, nidstirrer og håner alt, hvad de kommer i nærheden af, og desuden vil de altid bestemme alting og ved altid alting meget bedre, disse bedrevidsier," klager østtyskerne.
"Jamreøssier!" lyder det tilbage.
Men ydmygelserne og forhånelserne kan næppe måles med angsten for at miste hus og hjem: Straks efter murens åbning bredte husejerstridighederne sig med lynets hast over hele Østtyskland, og myndighedernes bøvl med at afgøre, hvem der kunne tilkendes det retmæssige ejerskab af dette eller hint hus, tog sin begyndelse. Der taltes om en stor, flot villa i udkanten af Berlin. De tidligere ejeres efterkommere, der siden krigen havde boet i Vesttyskland, var naturligvis på stikkerne for at få besiddelsen, som man uretmæssigt havde taget fra dem, tilbage. DDR-myndighederne jog i sin tid familien ud af landet, nationaliserede det smukke hus og overdrog det til en ikke-statsfjendtlig familie. Denne sidstnævnte familie indvendte, at deres besiddelse af huset måtte have vundet hævd. De havde trods alt boet der i flere årtier.
Nu kompliceredes sagen imidlertid yderligere: En jøde, der siden 30'erne havde boet i USA, dukkede pludseligt op og var ligeledes på stikkerne for at få selvsamme besiddelse, som man uretmæssigt havde taget fra hans familie, tilbage. Nazisterne jog i sin tid forældrene i gaskammer, nationaliserede det smukke hus og overdrog det til en ikke-jødisk familie. Bølgerne gik højt, og nogle fik vist røde øren.
En vis del af den vestberlinske ungdom fik om ikke røde øren så i hvert fald kolde fødder, da murtiden var forbi: Vestberlin var kendt for at huse usædvanligt mange unge mænd, som for en stor del var tilrejsende fra Vesttyskland. Grunden til, at de netop havde valgt Vestberlin, var, at byen gjaldt for at være det ideelle skjul for militærlysøgende, eftersom de allierede - til stor glæde for de unge indfødte af hankøn og for disse vesttyske 'rygsækberlinere', der ikke følte behov for at lære krigsførelsens kunst - forbød al tysk militær på vestberlinsk grund og i øvrigt ikke be-sværede sig med at udlevere desertører. Ikke sært, at mang en ungersvend frydede sig over tilstedeværelsen af 'beskyttelsesvolden', og ikke sært, at han blev bleg om næbbet, da volden forsvandt. Jubellys-ten skrumpede ved tanken om alligevel at skulle i trøjen eller om bøde og straf for på et upassende tidspunkt - såsom umiddelbart efter sessionen - at have forladt sin vesttyske hjemby. Og ikke sært at mangt et forældrepar, som i deres fremsynethed havde flyttet hele familien til Vestberlin flere år før indkaldelsen af sønnerne, begræd den nye situation.

Også bortfaldelsen af skattelettelser, begrædes tilbørligt. Men nu da byen ikke længere er en ø omgivet af faretruende socialisme, og der dermed ikke længere er grund til at sitre af angst, er følgeligt 'sitretillægget' - officielt kaldet berlintillægget - bortfaldet. Men ikke nok med det. De nye forbundslande, som det tidligere 'Derovre' døbtes, fik snart brug for en solidarisk hånd fra de gamle forbundslande, læs: massiv økonomisk støtte, som skatteyderne stadig må bløde. Industrien, som man blandt andet havde haft svært ved at trække til byen på grund af den vanskelige infrastruktur, mistede de givtige subventioner, nu da den ikke længere kunne jamre over at befinde sig på en fjern og farlig ø. Nye torne i øjet. Byen har mistet sin særlige atmosfære, sin særlige status og sine særlige privilegier. Alt steg: skatterne, huslejen, priserne på fødevarer, boligløsheden, arbejdsløsheden, mismodet - og fremmedhadet. Tyskerne erkender ulykkeligvis ikke det ærefulde i at huse os udlændinge. En besk pille at sluge for en lille dansker, som holder af at betragte sig selv og sit folk med stor glæde og velbehag.

Man kunne tro, at vestberlinerne i det mindste glædede sig over ikke længere at være 'indemurede', og at de havde lidt af klaustrofobi i alle disse år med grænsekontrol, visumtvang og forbud mod at forlade transitvejene gennem DDR.
Glæden over denne nyvundne frihed var imidlertid ikke overvældende: For det første var Vestberlin dækket af store arealer skov, parker, søer, floder, sågar landbrugsjord, og for det andet havde man ganske enkelt vænnet sig til Muren. Den var der, og det havde den i folks bevidsthed nærmest altid været. Ikke noget særligt ved det. Hvad turisterne kom og måbede og besteg de østvendte udkigstårne for, må guderne vide. (Øjensynligt havde de beskuede gået og grundet over det samme spørgsmål i årenes løb, for da Muren åbnedes, styrede østberlinerne direkte hen til tårnene - og kiggede over til sig selv.)
Vestberlinerne kunne dog paradoksalt nok finde på selv at måbe, ja endog forfærdes ved synet af den skarptbevogtede grænse i den delte, cypriotiske hovedstad Nikosia. Vi andre ville nok mene, at det beklemmende syn kunne give grobund for visse associationer. Men den lille detalje, at de selv levede i en delt by med en mindst lige så skarpt bevogtet grænse, var ikke nødvendigvis vestberlinernes første tanke. DDR var for dem simpelthen udland - Derovre - og Øst-berlin dette udlands hovedstad, som blot lå lidt tættere op ad deres egen by end sædvanligvis i verden.
Indespærrethedsfølelser og utilfredshed som følge af begrænsede udfoldelsesmuligheder var ikke just typiske fænomener i murtidens Vestberlin. Derimod følte mange en mere eller mindre diffus angst for tab af kontrol over tingene, en angst for tab af det, den håndgribelige bygrænse symboliserede, og en angst for alt det uoverskuelige og uvisse, der væltede ind over deres hoveder, da Muren blev revet ned. Dén huleagtige fornemmelse, som godt kunne minde om tryghed, og den særlige atmosfære, der gjorde byen eksotisk og spændende, forsvandt.
Min bror har ret: Det trækker. Muren gav trods alt et godt læ. Men det sker, at jeg smider mig i min kære sofa, tænder for videoen og svømmer hen over en murfaldsfilm, hvor alle er glade og forventningsfulde, og hvor borgmesteren højtideligt og til tonerne af "Deutschland, Deutschland über alles..." forkynder, at tyskerne er det lykkeligste folk i hele verden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu