Læsetid: 5 min.

Elektronisk narrefisse

Debat
19. november 1997

Om hurtighed i livet, langsom sagsbehandling og folks ret til at drømme

TEKNOPESSIMISME
Jøsses: Et åbent brev i du-form til undertegnede står at læse i Information den 15. november. Og så endda fra en redaktør ved et andet organ, Ingeniøren. Hvorfor nu det?
Bemeldte brevskriver Hans Bandman har formentlig indset, at jeg ligesom mange andre forfattere principielt ikke svarer på anmeldelser (fordi det altid ender i trivielt mudder), og at jeg defor ikke ville svare på hans anmeldelse af min bog Stedet som ikke er, der stod at læse i Ingeniøren den 14. november, og i øvrigt i sine hovedpointer er identisk med det åbne brev i Information.
Bandman er ophidset over, at jeg er alt for positiv overfor Internettet og de muligheder det rejser. Kritikken får for lidt plads. "Til gengæld udstiller du dine drømme om Madonna," skriver han. I Ingeniøren hedder det sig endda, at "TN er vild med Madonna".

Fantasier om cybersex
Jeg skulle hilse og sige, at det er jeg faktisk ikke. Men jeg har valgt hende som konkretisering af de udbredte fantasier om mulig cybersex, fordi hendes image i forvejen er bygget op omkring, at pu-blikum nærer sådanne drømme (hun har f.eks. udsendt filmen In bed med Madonna). Derfor skønnede jeg, at der ikke kunne være nogen fornærmelse i at bruge hende som eksempel på, hvad cybersex kunne indebære, mens andre, som måske snarere er dem, jeg drømmer om, sikkert ville betakke sig for at blive nævnt som fantasiobjekter i en bog.

Nettets risici
I stedet for at fremlægge sin egen kritik af Internettet, vælger Hans Bandman at beklage sig over, at jeg ikke citerer tilstrækkeligt fra Paul Virilios arbejde (i Ingeniøren desuden, at Virilio ikke er nævnt i litteraturlisten, hvilket han faktisk er, side 245). Bandman giver to eksempler på, hvad jeg burde have citeret Virilio for. For det første: "Internettet har sin særlige katastrofe, som ingen har tænkt sig frem til endnu i jublen over cyberspace." Tjo. Den er ret svær at benægte: Det skal nok gå galt, det er altid gået galt, så det vil det også gøre denne gang. Tjo. Det kan man da godt skrive.
Men man kan også lade være, medmindre man har en stærk trang til helgardering af synspunktet 'Sagde jeg det ikke nok!'
Den anden pointe fra Viri-lio, som Bandman fremhæver, er langt mere interessant: Et Internet-demokrati risikerer at blive for hurtigt, fordi alle kan høres på nul tid, så "vi er ved at fjerne den tid det tager at tage en beslutning".
Dette synspunkt er vigtigt. Hvis man forestiller sig Internet-demokrati som en form for automatiseret meningsmåling, så har det meget lidt at gøre med demokrati. Men er der nogen, der siger, at det er den eneste mulighed? Stedet som ikke er er ikke et forsøg på at skrive det endegyldige værk om Internettet, men på at rejse en debat og især på at pege på de nordiske landes særlige ansvar for, at de muligheder der eksisterer bliver udnyttet folkeligt, demokratisk og med godt humør.
For en sydeuropæisk iagttager, der lever i en langt svagere demokratisk tradition end den nordiske, kan det måske forekomme sandsynligt, at elektronisk demokrati kun kan blive til narrefisse.
Men det er vel ikke afgjort endnu? Lige som vi ikke kan vide, hvilke endnu utænkte katastrofer, Internettet kan give anledning til, kan vi heller ikke vide, hvordan dette værktøj kan blive formet af befolkninger med stolte traditioner for folkelig medleven i beslutningsprocesserne og højt oplysningsniveau i alle lag.

Nettet i sagsbehandling
Det eksisterende forvaltningsparadigme bygger på, at dokumenter kun eksisterer i ét eller meget få eksemplarer. Det betyder, at disse dokumenter må hvile i sagsbunken, mens en fuldmægtig i forvaltningen søger at aflure sine chefer grynt og nik, der kan fortælle ham, hvordan sagen skal afgøres. I de syv måneder, der derved hengår, kan ingen andre se sagens akter.
Men vi lever nu i en tidsalder, hvor ethvert elektronisk dokument lige så godt kan befinde sig ude hos alle de berørte parter, mens fuldmægtigen passer sit.
Det kunne medføre en langt mere kvalificeret sagsbehandling. Den demokratiske proces fik bedre tid, ikke dårligere.
At fuldmægtigen og især hans chefer selvfølgelig ikke vil være med til at akterne er offentlige, er en helt anden sag. Men de har nu et argument mindre: Tidligere ville det koste mange penge i frimærker og fotokopiering at orientere de berørte borgere om en sag, der er under behandling. Det gør det ikke mere.
Derfor behøver man ikke at tænke i 14. dages ankefrist og andet forpustet. Man kan tænke i åben forvaltning.
Muligheder stadig åbne
Jørgen Steen Nielsen har i en leder i Information (den 28. oktober) fremhævet samme pointe: Betyder Nettet ikke bare, at alting igen går endnu hurtigere, og at vi ender i et forpustet samfunds forpustede kultur?
Det er en vigtig pointe, men for mig at se slet ikke tvingende. Hvis vi bruger nettet sådan som jeg foreslår, så vil det betyde en styrkelse af den gode tid i det nære, lokale liv, fordi vi ikke behøver bruge tid og besvær på at samles i storbyerne i dagtimerne, men kan klare kommunikationssiden af vores hverdag elektronisk, så vi får tid til at dyrke gulerødder og komme hinanden lidt ved i nærværet ude på landet.
Ikke alle er enige i denne forestilling, men det er heller ikke meningen: Min pointe er, at vi har fået en kolossal chance for at begynde at diskutere hvilket liv og hvilket samfund, vi gerne vil have. Hvis nogle, som vil det anderledes end os, griber chancen og dominerer nettet, ja, så røg også den chance for et bedre liv, og så skal der nok også komme både skibskatastrofer, hærværk og pludselig død ud af det.
Men toget er ikke kørt endnu! Mulighederne står endnu åbne. Der er to ting, der har undret mig i reaktionerne på Stedet som ikke er.
Den ene er besværgelser som Bandmans: "Der må være noget galt! Det kan kun gå galt!"
Den anden er den stærke modvilje, mange giver udtryk for, når man taler om muligheden for et mere decentralt og selvorganiseret samfund. Det er der faktisk mange, som ikke vil have. Dels fordi de vil have stærke beslutningstagere, dels fordi de gerne vil have informationsstrømmen sorteret for sig af nogle autoriteter, andre har valgt for dem.
Se så tales der politik! Så diskuterer vi, hvordan samfundet kan blive og skal blive. Og ikke bare, om der er bivirkninger af teknologi, om selv den mest anarkistiske teknologi vil ende som en moderne form for fjernsyn.

Tiden råber
Tiden råber på social fantasi, visionskraft og troen på at det gør en forskel, hvad vi gør her i livet.
Når alt dette så er sagt (og jeg parentetisk har henvist til, at bogen faktisk kritiserer mange aspekter af Internettet og at den efterfølgende debat på bogens hjemmeside http://www.stedetsomikkeer.dk kritiserer endnu flere) står blot tilbage spørgsmålet om, hvorvidt forfatteres besvarelser af anmeldelser, selv når de er forklædt som åbne breve, ikke bare bringer unødig trætte.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her