Kronik

Den fortrængte religion

4. november 1997

Mellem teologi og religionshistorie går en Berlin-mur. En religionshistorisk tolkning af kristendommens udvikling vil teologerne udlægge som en vanhelligelse

TRO & TVIVL
Hvis man i min studietid ville studere religion, var man henvist til at vælge teologi eller religionshistorie - andre muligheder kunne og kan man ikke forestille sig.
Mellem de to fag var - og er - en skarp skillelinje, som professorerne (og det blev styrende for traditionen) ikke under nogen omstændigheder ville overskride.
Navnlig på Religionshistorisk Institut var der en en modvilje mod at at indrage kristendommen i religionshistorien. Det var tabu. Der var ikke blot en grænselinje, men også en Berlin-mur. Man befandt sig enten på den ene eller den anden side.
Kristendommen havde teologerne monopol på: den blev udlagt af dem og kun af dem. Religionshistorikerne (som der indtil 70'erne var ganske få af) beskæftigede sig tilsyneladende med alle andre religioner end kristendommen. At denne 'arbejdsfordeling' skyldes teologernes hævdvundne autoritet (i forskningsmæssig sammenhæng) siger selv. Professorer i religionshistorie udtalte sig principelt ikke om kristendommen. Psykologien er enkel: De ville hurtigt begive sig ud i en situation, hvor de fremsatte helt andre tolkninger af kristendommen end dem, som det teologiske fakultet autoriserede. En konfrontation ville man - af flere grunde - undgå. Det kunne faget religionshistorie heller ikke magte. Om ikke andet, så fordi det ikke havde mandskab nok til en krigsførelse.

Religionshistorie fik derved etableret grænser, grænser som var usynlige, men som faget til gengæld ikke vovede at overskride. Studiet af f.eks. nordisk religion strækker sig tilbage i forhistorisk tid, man foretager sammenligninger med keltisk religion, slavisk og så videre, man kan sammenligne med religionerne i det hedenske Europa. Men ikke med det kristne. Med religionsskiftet faldt øksehugget: Den fortsatte religionshistoriske udvikling i Norden (eller andre steder i verden, hvor kristendommen havde etableret sig) hørte under Teologisk Fakultet!
Man tog ikke stilling til, hvilke forandringer der var sket i den nordiske religionshistorie med kristendommens indførelse. Religionshistorien taber Europa af syne, efterhånden som kristendommen indføres i land efter land - og affinder sig hermed.
Sådan er magtforholdene - og dem tager man til efterretning: Her ender religionshistoriens studieområde ganske enkelt.

Jægerreligioner, nomadereligioner, agerbrugsreligioner! Hvilke forandringer medførte kristendommen egentlig?
Teologerne har deres udlægninger, men er de er sammenfaldende med de religiøse forestillinger, som bønderne havde i 1200 eller 1000-tallet? De teologiske discipliner har deres censurmekanismer - som en herskende idelogi må have: Der er spørgsmål, der ikke må stilles, og svar, der er så uhørte, at man ikke vover at formulere dem. Hvordan skal man fortolke det religionhistoriske fænomen, som Reformationen er - men ikke må anses for at være?
De protestantiske teologernes udlægninger af processen i 1500-tallet er velkendt. Religionshistorien må nå frem til en anden tolkning - det er selvfølgeligt: Teologi og f.eks psykologi har ikke samme tydning af ét og samme problem. Den religionhistoriske tolkning vil teologerne udlægge som en vanhelligelse: Kristendommen profaneres, trækkes ned i historiens sfære. For teologerne er tanken om, at en periodes kristendom også påvirkes af forandringer i samfundet, blasfemi - ikke en hån mod Gud, men mod teologerne.
Det samme gælder den religionshistoriske udvikling som fulgte i Europa efter Reformationen: Den såkaldte sekularisering, opkomsten af humanismen, ateismen - marxismen. Religionshistorien har vendt Lord Nelsons kikkert mod andre dele af verden end Europa, teologerne lever i deres tankeghetto. Nyere tid fortolkes ud fra ateismens mythos: Religion er et forstadie i menneskets evolution (som kun Europa har gennemgået), "opium for tiden før industrialismens opsving".
Gymnasiets religionsundervisning er i denne henseende et brugbart spejlbillede: Moderne tid er tiden efter kristendommen. Hvordan afdækker gymnasiet den? Det klares ved hjælp af filosofi, etiske problemstillinger, religionskritik og nyreligiøse bevægelser. Grotesk! Men sådan er det. Det grundlæggende problem er religionsopfattelsen.

Humanismen, ateismen og så videre overtog kristendommens religionsopfattelse - hele de sidste århundredes selvforståelse hviler på den.
Forenkelt udtrykt: Religion er enhver størrelse, som synes - det vil sige synes for den kristne verden, Europa - at ligne kristendommen som fænomen. Her er Europa (og kristendommen) blevet snigløbet! En religion anerkendes kun som religion, hvis den opererer med gudsforestillinger som minder om kristendommens. Vi går i ring omkring kristendommen - uden at opdage det.
Kristendommen sætter skel mellem religion og ikke-religion, mellem den guddommelige verden og den ikke-guddommelige. Religion - ifølge kristendommens selvforståelse - centrerer sig omkring den guddommelige verden. Alt det, som er væsensforskelligt fra den, er principielt ikke-religion. Uden Gud (gudstanken) ingen religion! Denne selvfor-ståelse har teologerne ikke fundet anledning til at revidere.
Mange er blevet slået af kommunismens mytiske struktur, som påfaldende ligner kristendommen. Det er blevet til tilløb og ikke konsekvente forsøg på at afdække, at marxismen/kommunismen er religion. Man har ikke kunne overvinde barrieren (eller haft et større engagement i at overvinde den) - den Berlin-mur, som sætter skel mellem religion og ikke-religion. Kommunismen opererer ikke med et traditionel gudsbegreb - derfor er den en ideologi. Også marxisterne har haft deres gode grunde til at fastholde den kristne religionsopfattelse. Også de - som de fleste ateister - hager sig fast til, at religion er lig gudstro, mens ikke-gudstro er lig ikke-religion.
Religion opfattes som syndfloden, der er ved at trække sig tilbage. Øer af tørt land (ikke-religion) bliver større og større, og efterhånden har syndfloden kun render tilbage, men også de vil tørre ud, og så er religionens tid forbi - og alle vil gå på den sikre grund.

Teologer og ateister klamrer sig til det kristne gudsbegreb: Vi famler alle i blinde - men i hver sin retning. Og vil ikke vedgå os, at også oplysningstiden er en trostydning: At gøre mennesket til altings mål er blot en videreudvikling af kristendommen.
Den særlige stilling i kosmos, som kristendommen tilskriver mennesket, var allerede i antikken udsat for skarp kritik fra nyplatonikerne. Celsos var dybt forarget: Er universet til for menneskets skyld. Kan det tiltage sig en guddommelig ret til at skalte og valte med det værende efter forgodtbefindende? Ja, i en kristen verden?
Europa er ikke blevet så afkristnet, som teologer og ateister foregiver. Freudianerne står på skuldrene af Freud, marxisterne på skuldre af
Marx - og de ved det. Men ateisterne står på skuldrene af kristendommen, men fornægter det.
Salig er den, som tror - salig er den, som fortrænger, at hans tro også er religion: Han er fritaget for at refektere over tilværelsens grundspørgsmål.

Lasse Brandstrup er forfatter, cand.mag. og har på Borgens Forlag udgivet bogen "Europas religion - kristendom og ateisme".

APROPOS
Ateismen lover den evige glemsel
Forfatteren Jørgen Gry skriver i Information 21.10, at han er tilhænger af ateismen, "fordi der kan argumenteres sagligt og logisk for den ud fra kendsgerningerne".
Og dermed påstår han jo indirekte, at der ikke kan argumenteres sagligt og logisk for troen på Gud. Men det er ganske enkelt ikke sandt. Og det er heller ikke sandt, som Gry også indirekte siger, at kristendommen ikke "anskuer verden og mennesket realistisk".
Gry har ret i, at kristenhedens kirker "har opbygget en lære, der - i modsætning til de bibelske fortællingers skønhed og mange visdomsord - er blevet til et vældigt teologisk hjernespind af konflikter, selvmodsigelser, mystik og overtro".
Blandt de eksempler, som han anfører, kan vi dog kun blive enige om treenighedslæren, men jeg kan så dertil føje andre læresætninger og skikke, som er klart hedenske og ubibelske, nemlig: Barnedåben, konfirmationen, helvedeslæren, læren om den udødelige sjæl, læren, om at alle gode mennesker kommer himmelen, og at alle onde mennesker kommer i helvedet.
Kristendommens præ-steskab, som bærer ansvaret for dette århundredegamle frafald fra den sande kristendom, skildres i Paulus' Andet Brev til Thessalonikerne (2, 3-12) kollektivt som "lovløshedens menneske". Der siges det endvidere, at de forfører lægfolket med "al løgnens magt og tegn og undere" med det resultat, at disse ikke tager mod "kærlighed til sandheden", men finder "behag i uretfærdigheden".
I Apostelens Gerninger (20, 29-30) siger Paulus i talen til de ældste fra
Efesos:
"Jeg ved, at når jeg er borte, vil der komme glubske ulve til jer, og de vil ikke skåne hjorden. Ja, blandt jer selv vil der står mænd frem og tale falsk for at få disciplene med sig."
Og det var sådan, det gik. W. E. Vine oplyser i An Expository Dictionary of New Testament Words:
"Henimod midten af det 3. århundrede e. K. var kirkerne enten afveget fra visse af den kristne tros lærdomme eller havde gjort dem til den rene parodi. For at øge det frafaldne kirkesystems anseelse lod man hedninger optage i kirkerne, uden at de var blevet genfødt ved troen, og de fik i vid udstrækning lov at beholde deres hedenske tegn og symboler."
Denne historiske udvikling modbeviser påstanden om, at den kristne tro ikke "anskuer verden og mennesket realistisk".
Men hvad med kristendommens modsætninger, ateismen og evolutionslæren? Anskuer de verden og mennesket "realistisk"?
Biblen siger, at menneskene blev skabt fuldkomne og lærte, hvordan de skulle tilbede deres skaber på en antagelig måde, men at de gjorde oprør mod Gud og over en periode på cirka 6.000 år er degenererede, idet de er kommet længere og længere bort fra den sande religion, de oprindeligt praktiserede.
Ifølge evolutionslæren har menneskene udviklet sig fra en primitiv begyndelse. De havde oprindelig ingen religion, og i utallige millioner af år er det gået fremad for dem, både fysisk og moralsk.
Hvilken opfattelse synes du stemmer bedst med kendsgerningerne - i lyset af din viden om menneskets adfærd, specielt her i de 20. århundrede?
Dybest set er spørgsmålet jo egentlig bare, om man har nemmere ved at forestille sig vore forfædre som to aber i en jungle end som to mennesker i en paradisisk have. Hvad kræver mest fantasi?
Der er så meget godt at hente i Bibelen. Den giver en fornuftig og overbevisende forklaring på, hvorfor vi dør, og hvorfor Gud har tilladt det onde. Den giver et håb for fremtiden, et håb for "det enkelte menneske". Helt modsat hr. Gry, der lover os noget så fantastisk som den evige glemsel.
Og når man læser Jesu Bjergprædiken, møder man en ophøjet, uovertruffen lære, som i langt højere grad end alverdens filosofi og såkaldt "dybdepsykologisk viden" har vist sig at "fremme det gode, smukke, venlige, kærlige og sande" i menneskers tilværelse. Der er tale om en lære, der bygger både på erfaring og tro. Biblen beriger den kristnes liv, ja, giver netop "trygheds- og frihedsfølelse."

Allan Brunsbjerg, Vejle

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu