Læsetid: 3 min.

Fremskridtstroer flyttet østpå

22. november 1997

Li Xing falder i sin egen grav, når han hævder, at Vesten gennem globalisering påtvinger verden én model for kapitalisme

GLOBALISERING
I Informations kronik den 6. november lagde Li Xing hårdt ud med at kritisere 'Vesten' og de nyindustrialiserede lande i Øst- og Sydøstasien for - fejlagtigt - at opfatte udvikling som en evolutionær og lineær proces, der udelukkende skal måles på sine økonomiske vækstresultater. Ydermere er denne udviklingsmodel teleologisk, fordi den forudsætter at udviklingsprocessen pr. automatik vil homogenisere
u-landenes kultur, institutioner og sociale liv, så de på en prik ligner de vestlige lande.
Jo længere man kommmer ind i kronikken, jo mere får man dog på fornemmelsen, at Li Xing selv er ganske enig i denne udlægning! De forandringsprocesser, der er i gang i f.eks. Kina og Sydøstasien, kvalificerer sig ganske vist efter hans mening ikke til at blive kaldt 'udvikling', fordi der følger omfattende undertrykkelse, kulturel forarmelse og udpining af miljøet med i kølvandet på markeder og udenlandske investeringer. Ikke desto mindre tilskrives hele misèren den galopperende globalisering af kapitalismen, som Vesten i uhellig alliance med autoritære eliter i landene pådutter sagesløse øst- og sydøstasiater. Hvis der findes alternativer til denne globale deroute, så nævner Li Xing dem i hvert fald ikke.

Grov simplificering
Kommunismen er død som farbart alternativ for u-landene, javel, men er der da kun en étsporet, kapitalistisk vej tilbage? Det lader til at være Li Xings konklusion, omend med stor beklagelse. Dermed gør han sig skyldig i en simplificering af de grovere. Det er vel efterhånden gået op for de fleste, at den japanske form for kapitalisme ikke er en kopi af den 'vestlige'. Ser man nærmere på de sydøstasiatiske lande viser det sig, at deres udgaver af kapitalismen heller ikke har meget tilfælles med hverken den skandinaviske blandingsmodel eller det mere markedsorienterede amerikanske system.
I Sydøstasien er firmaer ofte modelleret over den udvidede familie, personlige og klientilistiske relationer spiller en afgørende rolle for succes og regeringernes regulering af økonomien drejer sig tit primært om fordeling af privilegier til politiske støtter. Man kan måske ikke engang tale om en særlig sydøstasiatisk form for kapitalisme, for disse økonomier adskiller sig også fra hinanden på væsentlige punkter. Kapitalismens globale udbredelse er med andre ord ikke nødvendigvis "mere af det samme," men en tilpasning og hybridisering i forhold til eksisterende lokale sociale, politiske og økonomiske omstændigheder.

Mental kortslutning
Den anden mentale kort-slutning sker, når Li Xing placerer hovedansvaret for tingenes bedrøvelige tilstand på Vestens syndige hovede.
Li Xing har da ret i, at vores allesammens yndlingsfjende, Verdensbanken, opererer med en forsimplet og jubeloptimistisk udgave af neo-liberalismen. Men at reducere de vestlige landes forholdsvis nuancerede politiske spektrum og udviklingssamarbejde gennem f.eks. NGO-sektoren til neo-liberalisme er ren og skær 'occidentalisme' - en værdig modpart til tidligere tiders orientalistiske fordomme om Østen.
Det hører med til billedet af Vestens udviklingsmodel, at post-moderne strømninger har undermineret troen på vore egne systemer som udviklingsidealer. Man fristes til at bruge Li Xing selv som et eksempel på, at fremskridtstroen har holdt flyttedag i debatten om udvikling på vestlige universiteter.

Samfundsblenderen
Det er ikke nødvendigvis dårligt nyt. En mere nuanceret forståelse af udviklingsprocessernes på én gang skabende og destruktive karakter og deraf følgende problemer må være startpunktet for politisk regulering af både (den lokale) kapitalisme og globaliseringen, så de udover stærkt tiltrængt økonomisk vækst i u-landene også sikrer en rimelig fordeling af væksten, bedre sundhed, politisk medindflydelse, beskyttelse af miljøet og lignende værdige mål. Hvis man stirrer sig blind på globaliseringens store samfundsblender og ikke vil se chancer og muligheder for bar kapitalisme, bliver der ikke plads til hverken politik, moral eller modstand - kun intellektuel resignation.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu