Læsetid: 4 min.

Globalisering på ny

27. november 1997

Prøv engang at vende verdenskortet på hovedet. I den udgave vi ser det, er Europa stort og mægtigt

FÆLDEN
Ikke et magasin eller seriøs avis kan udkomme, uden der står 'globalisering' mindst 15 gange pr. nummer. Og det gør der da også.
Globalisering bruges i alle sine forskellige definitioner til at forklare talrige fænomener: fra at være en trussel mod velfærdssamfundet, til Pia Kjærsgaards fremmarch... hmmm... der ermåske en sammenhæng... men dèt er en anden historie. Ærindet med disse linjer er at filosofere over det paradoks, at aldrig har lønmodtagerne i Danmark og resten af (vest)Europa stået stærkere. Men aldrig har truslerne og udfordringerne været så mange... hvad gør vi så....
Enhver kapitallogiker må gå i chock ved et udsagn om, at lønmodtagerne aldrig har stået så stærkt som nu.
Virksomhedernes eksistensgrundlag er ikke længere kapital alene. Dèt,der findes mellem ørerne og i hænderne på de ansatte, spiller en afgørende rolle. Samtidig er den berømte ledelsesret på mange måder allerede ved at blive blødgjort. Selvstyrende grupper, nye organisationsformer og hele konceptet med Det Udviklende Arbejde er en stille revolution. Den giver lønmodtagerne stadigt større indflydelse på deres egen arbejdssituation.
Det er enten dommedagsprofeterne eller jubel-liberalisterne, der har markeret sig stærkest i debatten om det globale perspektiv. Hos dommedagsprofeterne ser det sort ud. En lille elite vil klare sig, mens alle andre er dømt til et liv i utryghed og stigende fattigdom. Og at vi i øvrigt ikke kan gøre noget som helst ved noget som helst. Hos jubel-liberalisterne ses globaliseringen derimod som en generator for velstand, der nok på sigt skal løse al verdens problemer.

For sjældent beskæftiger begge parter sig med, at globalisering er andet og mere end økonomi. Det handler også om nye kontaktformer mellem mennesker og kultursammenstød af både positiv og negativ art.
Selvom vi holder os til den økonomiske side af sagen, lider begge 'skoler' af at være meget absolutte. Desperation eller jubel - ikke noget der imellem. Men sådan er virkeligheden jo ikke. Sandt er det, at den åbne markedsøkonomi sætter visse grænser for det økonomiske råderum. Sandt er det også, at aldrig har vel-standen været større. Denne velstandsstigning er ikke det eneste lyksaliggørende. Den løser ikke (alene), hvad der måske er vor tids største udfordring: at gøre op med øget marginalisering og polarisering. Og det kræver solide instrumenter at fordele den. Målet må være, at velstanden kommer såvel den danske ufaglærte som den, der arbejder under slavelignende vilkår i Fjernøsten, til gode.
Pointen er, at set med danske lønmodtager-briller, er udgangspunktet ikke så ringe endda. Fordi vi har noget at bidrage med i den globale udvikling. Fordi fremtidens vigtigste råstof er viden. Det kræver, at vi fortsat satser massivt på opkvalificering. Ikke fordi alle skal være ingenører. Men fordi alle skal kunne mere, end de kan i dag.
Denne satsning på kompetenceudvikling på dansk - eller europæisk - niveau gør det imidlertid ikke alene. Nogle af de kræfter, der findes i de multinationale selskaber, kan ikke matches gennem en dansk fagforening. Og de reguleringer, der er brug for, vil ikke nødvendigvis kunne pålægges dem af et dansk politisk flertal. Når udfordringerne er grænse-overskridende, skal det faglige og politiske modsvar så ikke også være det?

Cafè-løsningen (anm.: den slags skrivebordsløsninger, der bliver til over en 3-timers-brunch søndag formiddag) ville være at opgradere samtlige faglige og politiske organisationer til europæisk niveau. Eller når nu vi er i gang: Til globalt niveau? Som det er med de fleste 'lette løsninger' har et sådant løsningforslag mere underholdningsværdi end reel værdi. Men det siger noget om, at den kloge og fremtidsorienterede organisation kigger sig om efter internationale allierede. Jeg kan somme tider blive helt kold ved tanken om, hvor skrøbeligt det internationale samarbejde er. Det findes da - både fagligt og politisk. Men satses der nok på det? Er det operationelt nok? Jeg er bange for, at svaret er et dobbelt Nej.
På det politiske niveau er det den Europæiske Union, der er rammen. Et mellemstatsligt samarbejde, hvor enkelte ting er taget ud til fællesbeslutning. Det er et unikt samarbejdsprincip, som ikke er set før - og det princip skal vi holde fast i. Men vi skal også udvikle det til et tættere samarbejde. Det sker lige nu med det nyligt afholdte beskæftigelsestopmøde.

For hvis ikke EU-landene formår at holde sammen, så løber dommedagsprofeterne med sucessen. For prøv engang at vende verdenskortet på hovedet. I den udgave vi ser det, er Europa stort og mægtigt. Med USA ude til vestre, og så store rusland til højre. Nede i hjørnerne ligger så Fjernøsten og putter sig.
Men hvis kortet tegnes med udgangspunkt i Fjernøsten og USA... så ser det anderledes ud. Europa er så en lille, fjerntliggende klat, som verdens gang ikke behøver at tage meget hensyn til. Men hvad nu, hvis det ikke var Europa, vi kiggede efter - men kun Danmark? Eller de nordiske lande? Næsten non-eksistent.
Ville vi kunne gøre os gældende i giganternes kamp - selvom vi har noget at byde på? Jeg tror, vi tjener os bedst ved at satse på det europæiske samarbejde, og så ad dèn vej være med til at møde globaliseringens udfordringer.
Indvendingen mod dette beskedne bidrag til debatten vil selvsagt være, at en eller flere små fedtede organisationer på europæisk plan vil være magtesløs i det globale perspektiv. Men husk på, at selv den globale udvikling er en proces. Ikke en naturlov.
Og det er på tide at komme udover apatien og de teoretiske diskussioner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu