Læsetid: 4 min.

Den gode tone - det dårlige selskab

Debat
10. november 1997

Den artigt, pæne tamhed dominerer debatten.

OPGØR
Pænheden breder sig i det offentlige rum og debatten. Næsten alle er så artige som i flinkeskolens afgangsklasse, hvor de frække piger og de flabede drenge er lempet ud, vist bort, sat uden for døren eller ned på bageste række for at holde kæft. Selv midt i en tid med valgkamp til lokale sogneråd, en landsomfattende debat om de få, såkaldt fremmede og om EU er diskussionen tam. Næsten ingen bliver ordentligt ophidset. Få tager anstød af noget. Endnu færre bliver vrede. For der er tilsyneladende intet at blive vred over. Eller også gider ingen. Den gode tone hersker i det gode selskab.
Undtagelsen er højrefløjens larmende, unuancerede røster i flygtningedebatten, Ekstra Bladet, der en sjælden gang viser resterne af de tænder, bladet engang havde intakt, men nu oftest kun i oplagssøgende populisme trods tilstedeværelsen af begavede, skarptskrivende journalister. Desuden få enkeltpersoner som f. eks. Carsten Jensen, der med sin forvandling til finkulturel forfatter ikke helt har glemt sin fortid som skrivende, intellektuel gadedreng. Også f. eks. en gammel provokatør som Klaus Rifbjerg kan stadig få folk op på mærkerne. Men for typer som dem kun for en meget kort bemærkning.
Den gode tone har bredt sig i det såkaldt gode selskab. Så meget, at fremmedhad, grådig ragen-til-sig, egoisme og mangel på gammeldags solidaritet er blevet del af den gode tone.

DET ER en gammel sandhed i dette koncensus-søgende land, at skarpe diskussioner og principielle opgør er sjældne. Hyppigst degenererer de til personligt fnidder-fnadder. Og hvis opgørene endelig kommer, så udkæmpes de om detaljer med dødelig alvor på træsværd eller som hovedpudekampe under opsyn af Arbejdstilsynet.
Det ses i debatten om de fremmede, hvor engagementet og lidenskaben ligger hos højrefløjen og dens læser-
brevsskribenter - ikke hos forsvarerne af humanistiske værdier. Socialdemokrater og radikale følger med opinionstallenes automatik de borgerlige partiers opportunistiske flugt mod højre af frygt for en stemningsbølge i et forvirret vælgerkorps, der materielt aldrig har haft det så fedt. I stedet for at stå fast og bekæmpe forførelse og myter med nøgne tal i dette statistisk så gennemlyste lille land.
Tilsyneladende kan ingen politiker i de gamle magtbærende partier mobilisere mod og engagement til at stå op, give problemet den rette proportion i forhold til alle de andre og gå skarpt imod demagogien - offensivt.
I stedet søger de konsensus og forlig, der ligner nederlag uden kamp. Snak, langhalm, personudskiftninger og udsalg af standpunkter i stedet for klar tale og regulært opgør. Taburetter foretrækkes for principper.
Denne danske ladhed og modvilje mod at indtage klare standpunkter spores også andre steder i det offentlige rum.
Danske dagblades ledere er generelt pæne og slappe. Svage i indhold, med nydelige referater af modstridende synspunkter som en jævn, dansk gymnasiestil, men uden skarpe standpunkter i deres både-og-holdninger. Slappe i sproglig form og uden humor eller sarkasme. Intet voves. Intet vindes. Grå leverpostej - sågar hyppigt i dette distingverede dagblad, der ellers har flotte traditioner, når det gælder bladets ledere og viljen til at gå imod strømmen.

Og så - groft subjektivt og med fare for at ende i den uholdbare generalisering, men for provokationens skyld: I danske dagblades anmelderi spores samme tendens. En angst for at bekende kulør og fælde alt for ultimative domme, selv om anmeldernes opgave jo er at skrive for læserne. Forskellene mellem det virkeligt fremragende og det middelmådelige eller direkte dårlige er ofte vanskelige at finde. Man kan savne et par ordent-lige, sagligt begrundede mord.
Man kan i dag næppe forlange en anmeldelse a la salig Hans Brix som denne på tre linier med rubrikken "En Bog". "Johannes Buchholtz; Fugle paa Taget. (Gyldendal). Tolv Noveller. 'Fugle paa Taget'. Hvad for Fugle? Ikke Duer. Hvorfor ikke? Duer ikke."
Det er heller ikke fair i dag at forvente en teateranmeldelse a la Edvard Brandes med en passage som denne om den unge kgl. skuespiller Robert Schyberg i Holbergs Gert Westphaler: "Hele Forestillingen havde et elevagtigt præg med Hr. Schyberg som en
Leander, der havde den underligste, forsigtige Gang (man tør slet ikke antyde, hvad man kom til at tænke paa)." Men Politikens læsere forstod antydningen - at Schyberg spillede, som havde han gjort i bukserne. Det endte med en duel på pistoler i Ermelunden. Begge skød forbi og fik 14 dage i spjældet.

Det er næppe heller at forvente politisk journalistik, som den blev leveret af Dagbladet Socialdemokraten, før det blev aktualiseret og strøg mottoet under bladhovedet - frihed - lighed - broderskab. I 1923 kaldte det tre siddende Venstre-ministre, statsministeren, indenrigsministeren og handelsministeren, for "et løgnetriumvirat" og søgte at fremprovokere en injuriesag.
Bladet skrev, at hvis de tre ikke ville anlægge sag "vil det være fastslaaet for alle tænkende og hæderlige Mennesker i dette Land, at der i Landets høje Regering sidder et Løgne-Triumvirat bestaande af Løgneren Neergaard, Løgneren Kragh, Løgneren Rytter." Sagsanlægget kom ikke. En hidtil ikke slået dansk rekord.
Nu er det nok rigeligt i dag at forlange så bastant kortfattede domme som Brix', eller udsagn, der fører til dueller og indbydelse til injuriesager, selv om det kunne være morsomt. For slet ikke at tale om kvaliteten i de sproglige formuleringer.
Ufine krav? Sikkert. Men: Principfaste holdninger, offensivt engagement andre steder end på højre fløj, lidt vrede, stillingtagen og sproglig opfindsomhed i stedet for politikerjargon og management-dansk er mangelvarer i det offentlige rum. Hvor er det dår-lige selskab til bekæmpelse af den alt for gode tone? De vittige provokationer og de frække gadedrenge savnes. Hvor fanden er de henne? Den gode tone giver en dårlige smag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her