Kronik

Hold dig fra danskerne!

Debat
5. november 1997

For udlændinge er det farligt at forelske sig i en dansk statsborger. Man risikerer nemlig at følge sit hjerte og flytte hertil. Så bliver man "flygtninge-indvandrer". Og så er helvede løs

Socialt set
Da Kyklopen begyndte at fortære Odysseus' rejsefæller, præsenterede Odysseus sig selv som "Ingen". Derfor blev han ikke spist.
Måske skulle også jeg sige:
"Jeg er 'Ingen'".
Men jeg siger: "Jeg er indvandrer." Selv om det er blevet lidt letsindigt at præsentere sig på denne måde i Danmark.
Altså, jeg er indvandrer. Og jeg havde besluttet mig til ikke at blande mig i diskussionen - som følge af den gode gamle filosofiske regel: Objektet for diskussionen skal stå afsides.
Nu tror jeg alligevel, at jeg vil sige noget - ikke som indvandrer eller journalist, som jeg er - men bare som lin-
gvist, som jeg også rent tilfældigvis er.
I hvilken betydning bruges dette begreb - ikke to begreber 'flygtningene' og 'indvandrerne' - men kun ét begreb, 'flygtningene-indvandrerne', blandt de diskuterende i dag?
Det er ikke særlig kompliceret at beskrive betydningen: 'Flygtninge-indvandrere' er alle de fremmede.
Det er ifølge Freud sådan: Der findes 'et jeg', på den ene side, og der findes 'en anden', det vil sige 'en fremmed', altså 'en fjende', på den anden side.
Og selv om Ekstra Bladet under sin velkendte kampagne kun brugte ordet 'fremmede' med sådanne generte anførselstegn, ændrede disse anførselstegn ikke ret meget. De betød måske noget etisk, men slet ikke noget praktisk. Både med og uden anførselstegn er fremmede ikke danskere.

Fra filosofien (i det mindste den - undskyld! - kinesiske filosofi) ved vi, at der, hvor der er et par, også er et plus og et minus. I vort tilfælde, nemlig når vi betragter parret som 'danskere' og 'flygtninge/indvandrere', fremgår det helt klart, hvor plusset og minusset skal stå. Logisk! Og psyko-logisk ganske uundgåeligt: Ingen har ret til at beskylde de diskuterende for misbrug af begreberne.
Spørgsmålet er kun, om det virkelig er så nødvendigt at danne et par, der hvor der intet par findes! Begge medlemmer af dette 'par' er ikke homogene, vel? Og hvis jeg lige nu ville begynde at karakterisere alle danskere som én dansker (for eksempel med hensyn til flygtninge-indvandrerpolitiken), ville alle danskere protestere - og det er helt o.k. Fordi - igen ifølge Freud - 'jeg' ikke er 'den anden'!
Altså... Er det ikke på tide at få bragt orden i termerne?
Begge ord - 'flygtninge' og 'indvandrere' - anvendes som rene synonymer. Imidlertid er det virkelig væsentligt, på hvilken måde folk kommer her til landet.
Mennesker kan komme, fordi de er tvunget til det, hvad enten der føres krig eller der eksisterer utålelige sociale forhold i deres land, og disse mennesker er - uden tvivl - flygtninge. Andre kommer som ægtefæller til flygtninge, det vil sige medlemmer af flygtningefamilier. Om disse skal klassificeres som flygtninge eller ej, er alene et spørgsmål for dansk lovgivning, men de deltager ligeledes i, at der opstår flygtningemiljøer.

Så findes der nogle, der overhovedet ikke har noget med flygtningemiljøet at gøre, og de kan f.eks. enten være udenlandske specialister, der inviteres af statslige/private foretagender, eller være ægtefæller til nogle helt konkrete danske statsborgere.
Og disse ægtefæller er ofte fuldstændig (undskyld mig!) ligeglade med, om der er tale om Danmark eller Nordpolen: De kommer ikke til 'et land' - de kommer til 'en person', der tilfældigvis bor i Danmark. Denne person kunne lige så godt have boet i hvilket som helst land. Enten inviterede specialister, eller også ægtefæller til danskere - begge inkorporeres de i et dansk miljø og hedder så indvandrere - præcis sådan, som de hedder verden over.
Jeg vil gerne gentage: De hedder ikke 'flygtninge', heller ikke 'flygtninge og indvandrere', men de har deres - internationalt anerkendte! - navn 'indvandrere', hvilket i nogle lande helt automatisk betyder det samme som 'statsborgere'.

Altså, lad os skelne nøje mellem flygninge og indvandrere, såfremt der kun findes disse to ord i det danske sprog til at betegne begreberne med.
Hvad mig selv angår, har jeg ikke lyst til at blive betragtet som flygtning. Ikke på grund af mit syn på flygtningene (forresten et ret ambivalent syn), men på grund af, at jeg - rent faktisk - ikke er flygtning, og dette ikke kun efter min opfattelse. Heller ikke efter statens opfattelse er jeg flygtning. Først og fremmest, fordi jeg i lighed med mange andre indvandrere, som ifølge dansk lov og ret er samlevende med autentiske danskere, ikke behandles som flygtning.
Og forskellen i behandling er mildt sagt ret mærkbar. F.eks. er en indvandrer til forskel fra en flygtning ikke berettiget til nogen slags finansiel understøttelse: For indvandrere eksisterer ord som 'bistandhjælp', 'dagpenge' og alt lignende (bl.a. 'SU-penge') kun som ord i det danske sprog.
Det samme er tilfældet med udtryk som 'din socialrådgiver', 'din sagsbehandler', 'din A-kasse'. Også 'din fagforening'!
Sålænge du ikke tager dig et job netop i Danmark, vil du blive kvalificeret som en, der aldrig nogensinde har bestilt noget... heller ikke i det land, du kommer fra.
Hvis du er indvandrer, er det ene og alene 'din familie', der eksisterer som et faktum, og det er denne 'din familie', men ikke staten, der forsørger dig. Familien får heller ingen 'understøttelse', alene skatten bliver reduceret en lille smule. Så er det ligemeget, om familien er 'rig' eller 'fattig'... og den skal faktisk være rig for at 'have' dig: En udlænding som ægtefælle betragtes efter alt at dømme som en slags luksus - i lighed med dyre kæledyr, dyre cigaretter og dyre drikkevarer. Har man tilladt sig at invitere en udlænding, er man tvunget til at betale dyrt!

Hvis du er indvandrer, er du overhovedet ingen person. Du er bare 'et familiemedlem', en skygge af din ægtefælle. Og ikke andet. Jeg kan heller ikke påstå, at staten bruger penge på mig personligt: Det eneste, man har tilbudt mig her i Danmark, efter at jeg fik opholds- og arbejdstilladelse efter syv måneders ventetid, var sprogundervisning.
Jeg besøgte en sprogskole i Sønderjylland i seks måneder, og derfor skulle jeg bøde med ca.1.500 kr., selv om undervisningen fra amtets side blev tilbudt gratis...
Hvad mine pligter angår, skulle jeg - helt modsat - betale skat som en 'indfødt', også da der var tale om ubetydelige honorarer for nogle få artikler til danske aviser.

Mine 'klassekammerater' - indvandrere (fra bl.a. Schweiz, Rumænien, USA, Grønland, Tyskland, Grækenland, Estland og Sydafrika - der også kom til Danmark som ægtefæller til danskere og delte den triste 'flygtninge-indvandrere' skæbne, spøgte:
'Det er farligt at forelske sig i en dansker!'
Eller: 'Stakkels Alexandra! Alt det hun nu også skal gennemgå!'
Man kan spørge mig: Har indvandrerne overhovedet intet tilfælles med flygtningene? Jo, de har! F.eks. skal indvandrerne også 'testes' af staten og i tre år vente på deres faste opholdstilladelse. Intet statsborgerskab uden prøvetid! Er du en 'god' mand eller 'god' kone, får du dit statsborgerskab som en gave.
Men først - i årevis - skal du bevise over for staten (og ikke over for 'din bedre halvdel', der tror på dig... det naive væsen!), hvor god du er. I øvrigt er det lidt svært at 'bevise' noget som helst under de tilbudte betingelser - uden sproget, uden penge, uden job. Og - faktisk! - uden uddannelse. For det er fuldstændigt ligemeget, hvor høj din uddannelse er hjemmefra, den skal først 'ækvivaleres'.
Ofte viser det sig i løbet af ækvivaleringen, at denne uddannelse bare 'ikke er egnet'. Du skal tage ekstraundervisning, selv om intet derhjemme afholdt dig fra at udføre dit arbejde godt.
Prøv nu at tænke: Man skal bevise over for en eller anden stat, at
*du er den person, du er;
*du godt kan lide din partner;
*du har den uddannelse, du har, plus noget mere, som kun kommer dig ved...
Er det ikke en lille smule besværligt? Kommer det ikke i strid med de verdensberømte danske menneskerettigheder?
O.k., der findes forfalskede dokumenter, der findes proforma-ægteskaber, der findes mange lovovertrædere - i hele verden ("Verden er så stor, så stor"!). Men hvad med sådan et begreb som den præsumptive uskyld - her i Danmark?
Hver gang, når aviserne, tv eller radio meddeler noget om 'flygtningene-indvandrerne', undrer jeg mig: Hvem hentydes der faktisk til? Det er helt bestemt ikke mig og heller ingen af mine indvandrerbekendte.
Mine bekendte klarer sig rigtig godt med hensyn til det danske sprog allerede efter cirka et år her i landet, og det siger sig selv, fordi de da er nødt til at kommunikere med deres samlevere!
Mine bekendte er meget sparsommelige - og også det siger sig selv, fordi det da er svært at eksistere som to (eventuelt flere!) for de samme penge.
Mine bekendte er altid i jobsøgning: De er ikke vant til at 'slappe af' i årevis!
Mine bekendte beder aldrig om penge fra det offentlige: De kan godt forstå, at ingen skylder dem noget!
Mine bekendte venter ikke på et forslag om at rejse væk: Når livet bliver for uacceptabelt her, tager de - sammen med deres danske ægtefælle - 'hjem' igen, om det så er selveste Sydafrika.
Den slags 'atypiske' bekendte har jeg altså. Og de er som regel fattige, disse bekendte, selv om de af og til også kommer fra et eller andet 'velfærdsland'.

Er det ikke lidt mærkeligt, at Det Demokratiske Danmark prøver på at bestemme over sine statsborgeres privatliv?
At Det Demokratiske Danmark dikterer sine betingelser for alle 'multinationale' ægtepar?
At så mange forskellige skæbner betragtes ens?
At mange af mine indvandrerbekendte i dag ikke er sikre på, om de i morgen - frivilligt! - vil forlade den 'danske, friske strand, hvor oldtids kæmpegrave står mellem æblegård og humlehave'?
Ingen forlader da et paradis på jorden, hvis det altså er et paradis! Og måske er det ikke tilfældigt, at det var en dansker, der sagde: "At leve er at rejse"...
Af og til taler mine tidligere 'klassekammerater' og jeg sammen. Næsten ingen har fået et job, nogle er allerede taget tilbage til deres hjem-land - sammen med den danske ægtefælle - og nogle overvejer dette spørgsmål lige nu.
Vi kigger med et skælmsk smil på hinanden - for vi er da muntre mennesker, trods alt! - og trøster hinanden på en udmærket måde:
"Du skal ikke tro, at du er flygtning!"
Morsomt, at det, vi bedst husker fra vor fælles skoletid er noget, der kaldes Janteloven.
"Den er som håndsyet til indvandrere," sagde en af os dengang.
Man behøver måske slet ikke spilde tid på at 'opfinde' en eller anden ny variant af indvandrerloven. Man kan meget vel anvende den gamle Jantelov og bare tilføje:
'Kun for indvandrere'.

Evgenij Kluev er journalist og lingvist.

APROPOS
En kærlighed mod alle odds
Jo, det er farligt at forelske sig i en udlænding. Enten må parterne ind-skrænke samværet til feriens lånte lykketimer. Eller også skal en af dem lade alt det sikre bag sig og tage springet. Hvis det er til Danmark springet foregår, venter det, som Evgenij Kluev beskriver til venstre for denne spalte.
Et kærlighed mellem to er på de vilkår en kamp mod mange odds:
Netop fordi parterne ikke tidligere har kunnet foretage en realistisk afprøvning af at skulle bord og seng, kan tilpasningen blive vanskelig. Hertil kommer, at den tilflyttede måske overhovedet ikke taler sig dansk. Danskere er ved selskabelige lejligheder ikke særligt imødekommende over for en fremmedsproget, lige som danske sociale normer af udefrakommende kan opleves som lukkede og selvtilstrækkelige. Så er der økonomien, hvor den tilkommende kan blive fanget i fælden: Ingen arbejdstilladelse uden job og intet job uden arbejdstilladelse. Det kan let tvinge ud på det sorte marked i restaurations- og rengø-ringsbranchen. Men så truer udvisningen, hvis myndighederne opdager.
Det, der kan gøre det hele næsten ubærligt, er myndighedernes iskolde mangel på forståelse. De synes at opfatte det som en sejr, hvis det lykkes dem at køre den tilflyttende så udmattet, at vedkommende forlader landet.
Uanset hvor i verden to, der har fundet ud af, at de vil være sammen, vælger at slå sig ned, er det et problemfyldt kulturskift, som mindst den ene af dem må foretage.
Det idealbillede, som danskerne i 1960'erne havde af sig selv som nation, er krakeleret. Der er ikke megen troværdighed i snak om 'foregangsland' eller 'smørhul'.
Men naivt kunne man ønske, at vi i hvert fald ville tage godt mod udlændinge, der kom hertil af kærlighed til et andet menneske. Hvis ikke vi tillader to enkeltmennesker at søge at sætte sig ud over alverdens forskelligheder, hvordan kan vi så håbe, det vil lykkes mellem grupper og nationer?dr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her