Læsetid: 4 min.

Min indre svinehund er en privatsag

17. november 1997

Danskerne mangler ikke tolerance, men omgangstone. Kun åbenhed og formløshed skaber forvirring og frygt

SÆDELIGHED
"Stop højredrejningen". "Brug stemmen mod racisme". "Stop hetzen". "Aldrig mere en krystalnat". Informations weekendudgave bugner af annoncer for demonstrationer og arrangementer mod hetz og højrefløj. Hvis man sikkert vil placere sig på den rigtige side mellem godt og ondt, udbydes der nu mange muligheder for at vise sin moralske fortræffelighed ved at demonstrere imod den stigmatiserede ondskab.
I stedet for disse velmenende demonstrationer, som for mig at se først og fremmest har til formål at placere det onde udenfor sig selv og lade det være andres værk, burde hver enkelt snarere gøre sig nogle personlige eller religiøse overvejelser over nytten af den slags tribale manifestationer. Skyldes det bare højrefløj og racisme?

Den gode sags tjeneste
Det er tankevækkende, at den til dags dato eneste voldelige antisemitisme i Danmarks efterkrigstid hidrørte fra Blekingegadebanden, der førte kartotek over jøder og ikke gik af vejen for at dræbe i den gode sags tjeneste. Burde en demonstration mod krystalnatagtige aktiviteter ikke omfatte en forargelse over dette venstrefløjsafskum?
Efter min mening er den indre svinehund ligesom fremmedhadet en privat sag, som ikke vedkommer andre. Så længe den forbliver inden i hylsteret, er den ikke andres anliggende. Jeg er sågar glad for min indre svinehund, for ellers ville Shakespeare være uforståelig læsning, Det gamle Testamente uhjælpeligt nonsens og verdenshistorien banalt reduceret til onde menneskers evige konspirationer, hvor vi gode mennesker bliver uskyldige ofre. Mennesket uden svinehund er en robot berøvet lyster og fordomme - enhver politisk elites yndlingsborger.
Hvad vi kan og bør forlange af hinanden som borgere er at optræde venligt og høfligt overfor enhver, der møder os. Pligten til civiliseret optræden er universel.
Det er utilgivelig adfærd, hvis almindelige danskere i takt med meningsmålingernes højredrejede tendens, finder det mere legitimt i dagligdagen at behandle 'fremmede' anderledes end andre kategorier af medmennesker.
Men når danskerne i dag i vid udstrækning mangler evnen til ordentlig omgang med 'fremmede' - og for den sags skyld med hvem som helst - skyldes det først og fremmest venstrefløjens og kulturradikalismens systematiske og langvarige forsøg på at nedbryde takt og tone. Tænk på Poul Henningsens utrættelige udstilling af gode manerer som udtryk for klunketid, bagstræb og unatur. Vi skal bare være frisindede og fordomsfrie, så forsvinder alle traumer og generthed som dug for solen.
Da Theodor Adorno under Anden Verdenskrig var med til at skrive Den autoritære personlighed, hvor årsagerne til fascisme og antisemitisme skulle kortlægges, var det faktorer som korrekt ydre adfærd, flid, sundhed og fysisk renlighed, der karakteriserede den personlighedstype, der muliggjorde fascisme. Et ægte venstrefløjsværk, som typisk nok senere er gået hen og blevet alment accepteret, forstår "korrekt ydre adfærd" som præfascistisk!
Hvis man i kontrast hertil søger tilbage til de håndbøger i omgangsformer, som førhen forbilledliggjorde civiliseret adfærd, angår en væsentlig del netop, hvordan man skal omgås hinanden, herunder fremmede man ikke kender. Det er netop vigtigt at være formel og høflig. "Mild og underholdende, artig og forekommende i alt hvad der ikke medförer Udgivter" som August Bournonville skrev i
Raad og Leveregler fra En ældre til en Yngre Ven.

Kilden til ondskab
Ingen skal kunne udsætte noget på ens adfærd. Hvis der er en svinehund, og det tvivledes der mindre om før modernitetens sejrsgang, kunne den netop kun tæmmes gennem omgangsformer. Kilden til ondskab er manglen på regler og former, skriver Botho Strauss i sin nyeste bog. Men venstrefløjen har frejdigt og bevidst udskældt kravet om former, og sågar gjort det til forløber for fascisme. Ligesom Georg Lukacs fremstillede Kierkegaard som et skridt på vejen mod Hitler i sin Zerstörung der Vernunft - måske burde nyudgivelsen af Kierkegaards samlede værker forstås som udtryk for højredrejningen?
"Civilitet er at behandle andre, som om de var fremmede og skabe et socialt bånd ud fra denne sociale distance," skriver Richard Sennett, der i sit værk The Fall of the Public Man beklager det kulturforfald som fraværet af evnen til at omgås hinanden formelt indebærer.
Men når årsagen hertil skal diagnosticeres, kan venstredrejningens og ungdomsoprørets totale ekstrovertering af det private næppe underdrives. Slagordene fra 68 var jo, at gøre det private politisk, diskutere sine orgasmer offentligt og grinagtiggøre enhver hæmning eller anstand som manglende frigørelse. Enhver grænse mellem det intime og det offentlige skulle bevidst nedbrydes med maroderende frontalangreb, og den danske borgerlighed opførte sig hjælpeløst og slagtefærdigt - berøvet selvtilliden efter i 200 år at være skydeskive for kritik.

Danskerne mangler takt
Hvad danskerne mangler i mødet med fremmede kulturer i dag er ikke tolerance og åbenhed, men det man med et desværre forældet begreb kaldte sædelighed, nemlig dyder og omgangsformer og takt og tone. Moralen er en privatsag, og den bestandige appel til moral med trumfkort som 'racisme' og 'krystalnat' viderefører kun 68-ideologiens angreb på den personlige integritet.
At ville udrydde den indre svinehund er et farlig foretagende, fordi der måske ikke bliver ret meget tilbage. Hvad det gælder om her i tilværelsen er at indhegne det onde og give det former. Kun former sætter lighed mellem mennesker, mens åbenhed og formløshed skaber forvirring, frygt og ultimativt folkemord.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu