Kronik

Indvandreren findes ikke

14. november 1997

Indvandreren er en konstruktion, der bruges af danskerne til at definere det særligt danske

DET FILOSOFISKE RUM
De kommer til 'os', men de vil ikke integrere sig! De vil stjæle vores piger, men vil kun indgå arrangerede ægteskaber med folk af deres egen slags. De vil fordærve vores kultur, ødelægge vores hygge, men de vil ikke forlade ghettoen for at blive lige som os! De stjæler arbejdet fra os - og oven i købet vil de ikke arbejde, men kun være os til last.
Disse paradokser foreslås i dag imødegået af en realistisk og kritisk indvandrerdebat. De politiske partier har bøjet sig mod hinanden og sidder nu ved samme bord i en kritisk dialog. Væk er den berøringsangst overfor flygtninge og indvandrerspørgsmål, som fandtes på den ene side af det politiske spektrum, og den unuancerede racisme, som fandtes på den anden side.
Realiteterne må frem. Både de ukritiske og alt for kritiske synspunkter må bøje sig for den saglige debat.
På den ene side af "bordet" sidder nu Birte Weiss/Thorkild Simonsen med sandheden om flygtningene og indvandrerne. De kender dem bedre end nogen. På den anden side af bordet sidder Pia Kjærsgaard - hende fra "partiet for de særligt danske" (som Jyllands-Posten desværre konstaterede den 12. oktober uden megen ironi). Med hjælp fra disse to "eksperter" forestilles grundlaget lagt for en god løsning af de konkrete problemer, vi står overfor.

Birte Weiss har hævdet, at den nuværende debat om flygtninge og indvandrere er præget af "usandheder, overdrivelser og vanvittige påstande" (Aktuelt, den 13. oktober). Konsekvensen må nødvendigvis være at få disse "usandheder" om flygtninge og indvandrere frem i debatten. Tilsvarende vilje findes hos Dansk Folkeparti. De har ikke noget imod flygtninge og indvandrere som sådan - hvis blot de vil opføre sig ordentligt, så vil det danske samfund også acceptere dem.
Der hvor 'eksperterne' mødes er i konstruktionen af 'det danske' og 'det fremmede', men ingen af dem tager konsekvensen af at disse er konstruktioner. Grundlaget for debatten er, så at sige, at både danskeren og indvandreren antages at 'eksistere' som uproblematiske kategorier.
Denne kerne i indvandrerdebatten har, vil vi hævde, det problem, at en sådan 'sandhed' ikke findes. Indvandreren findes ikke som andet end en fantasikonstruktion, som bruges til at definere det 'særligt danske'. Som Dan Turéll har sagt, er indvandrere (og fodbold) Danmarks klister - og vi kan her tilføje: det, som holder Fremskridtspartiet og Socialdemokratiet sammen.
Indvandreren konstrueres som danskerens symptom, dvs. som det, der på den ene side undslipper den særlige danske normalitet, men på den anden side samtidig danner grundlaget for skabelsen af denne. Ligesom indvandrerghettoen er det, der holder forestillingen om de ellers så ordentlige danske byer sammen (hvis ghettoen ikke eksisterede, ville vi ikke kunne opretholde forestillingen om den ordentlige by).
Symptomet fungerer altså som det, der holder fantasien sammen uden at være dér. Dermed er det også sagt, at indvandreren som sådan ikke er defineret i forhold til hans eller hendes kendetegn, men derimod i forhold til den identitet vi søger gennem og det begær vi investerer i konstruktionen af indvandreren. Det er således fuldstændig uden betydning, hvorvidt indvandrere rent faktisk svarer til vores beskrivelser af dem. Ofte vil man finde, at jo mere indvandrere bliver assimileret og kommer til at ligne 'os', desto farligere og lumske bliver de opfattet - der må da være noget de skjuler! (Grønthandleren om hjørnet, der tilsyndeladende driver en velfungerende forretning, må gøre et eller andet galt - snyde skattevæsenet, udbytte sine børn og sin kone...).
Den stærkeste politiske position i dagens indvandrerdebat er at hævde, at indvandreren ikke eksisterer, og at han eller hun ingen hemmelighed har. Eller anderledes formuleret: indvandreren er et symptom på 'det særligt danske'.
Problemet består i, at hvis indvandreren forsvinder, så forsvinder 'det særligt danske' også. Det, der er på spil, er det pinlige og traumatiske i ind-rømmelsen af vores egen mangel på identitet.
Og kynismen består i, at man er vidende om, at ens eller andres racisme er en konstruktion, men stadig behandler denne konstruktion som et uundgåelig socialt faktum. Racismen fremtræder således ofte i form af sin modsætning, dvs. som en proklameret anti-racisme.
"Jeg er ikke racist, men jeg forstår godt, at folk i en vanskelig social position føler sig truet af de fremmede".

Denne kynisme modsvares af en tilsvarende hos dem, der føler sig sat i en vanskelig social position (pensionister, arbejdsløse, osv.). De ved meget vel, at deres racisme 'kan forklares' på baggrund af deres dårlige opvækst, deres økonomisk forhold og manglende anerkendelse.... Men på trods af denne erkendelse fastholder de stadig deres billede af indvandrerne.
På denne baggrund er det klart, at en oplysningskampagne om hvordan flygtninge og indvandrere virkelig er, er overflødig. Vi står allerede overfor en 'oplyst' racisme. Samtidig findes også en stor oplyst (pop)sociologisk viden om årsagerne til racismen hos politikere, socialrådgivere og befolkningen generelt, men alligevel argumenteres der for, at det er nødvendigt med stramninger i politikken overfor indvandrere for at imødegå det stigende pres fra baglandet.

Hvordan kan man møde denne kynisme etisk og politisk? Hvis folkeoplysningen fejler som strategi, hvad kan så sættes i stedet? Lad os give et bud.
Som udgangspunkt synes det nødvendigt at opgive forestillingen om fællesskabet som en homogen og uforanderlig størrelse, og følgelig også politikken overfor flygtninge og indvandrere som en politik, der har til formål at homogenisere de fremmede for at gøre dem lige som 'os'.
I stedet bør vi tænke fællesskabet som bestående i ansvarlighed overfor den fremmede. Den etiske fordring består således ikke i at følge et fællesskabs normer, regler og overbevisninger, men derimod i at reflektere disse i mødet med den fremmede. Den fremmede er den, der ved sin blotte tilstedeværelse tvinger os til at reflektere.
Den etiske fordring kommer før nogen form for bestemmelse af, hvad eller hvem den fremmede er, før nogen form for fællesskab. Mødet med den fremmede er selve fællesskabets udspring. Uden den fremmede dør fællesskabet, da det netop udvikler sig i mødet med denne.
Kynikeren tror, at det sociale kommer før det etiske, at det sociale lægger grunden for en etisk handlen, men det modsatte er tilfældet. Det etiske er grundlaget for det sociale. Det er etikken, der må definere hvem, der er 'os' og 'dem'. Den aktuelle indvandredebat illustrerer denne pointe ved at fetishere fællesskabet på bekostning af det etiske ansvar overfor den anden.

Hvad betyder dette i forhold til indvandrerdebattens fantasier? Hvis fantasien er et fast billede, der hjælper os til at undgå erkendelsen af vores identitets skrøbelighed, består det etiske i "ikke at vige tilbage fra sit begær". Dvs. i ikke at blokere for sammenblandinger og forandringer af identiteter.
Velvidende at fantasier kun er fantasier, må man også erkende, at de har vigtige konsekvenser i forhold til indvandrernes dagligdag. Et nærliggende eksempel er, at når indvandrere og flygtninge kommer på arbejdsmarkedet, bliver de kategoriseret først og fremmest som de fremmede og ikke i forhold til deres kvalifikationer. Og den samme kynisme igen: Vi ved godt, vi ikke må diskriminere på baggrund af hudfarve, nationalitet, religion eller lignende, og bør tage den, der er mest kvalificeret, men man skal også tænke på, hvordan medarbejderne og kunderne vil reagere på én, der er 'anderledes'...
Derfor må svaret på denne kynisme være: Indvandreren eksisterer ikke!

Men selv om indvandreren ikke eksisterer, så eksisterer indvandrerproblemer. Og der er mange af disse problemer, som vi kunne og burde tale om. Kunne vi for eksempel ikke fokusere på spørgsmålet om, hvordan det økonomiske system, der i høj grad ikke har brug for indvandrernes arbejdskraft, kunne blive mere følsomt overfor de udelukkede?
Eller hvordan det politiske system kunne fungere, så der kunne etableres deltagelseskanaler for indvandrere - de fleste indvandrere har ikke stemmeret til det folketing, som i høj grad bestemmer betingelserne for deres tilværelse.
Hvad med uddannelse? Selv om politikere lover flere jobs til udlændinge, hvis de får en uddannelse, er situationen i dag kendetegnet ved, at stadig flere indvandrere har en uddannelse, men samtidig findes der stadig også flere arbejdsløse blandt dem.
Problemet er, at vi måske efterhånden skaber en underklasse, som er udelukket fra flere systemer og netværk på een gang. En underklasse, der har samtlige træk ved en moderne fattigdom kendetegnet af en samtidig mangel på økonomisk, social, kulturel og fremfor alt symbolsk kapital.
Fremfor at diskutere systemer og netværk, diskuteres indvandrernes kultur som årsagen til deres manglende deltagelse i systemer og netværk. Det er altså deres egen skyld! Isolation og udelukkelse kan jo ikke lade sig gøre uden at lægge skylden på de udstødte selv.
Vi har brug for en anden dagsorden, med udgangspunkt i andre præmisser end den aktuelle debat. Den franske filosof Jacques Derrida har udtrykt det måske bedre end mange andre:
"Der er en anden dagsorden, en dagsorden, som ikke alene er vores, men også den andens, ikke blot den vi identificerer, kalkulerer og beslutter, men den andens dagsorden, for hvilken vi må svare, hvad vi skal, og foran hvilken vi må påminde os selv om, at den andens dagsorden måske er den første betingelse for en identitet eller for en identifikation, som ikke er en egocentrisme, ødelæggende for én selv og den anden."

Bülent Diken er forsker ved Arkitektskolen i Aarhus, Forsk-ningsafdelingen. Carsten Bagge Laustsen er MA i filosofi og socialteori ved University of Warwick og studerende ved Institut for Statskundskab, År-hus Universitet.

APROPOS
Fantasien
Udgangspunket for skabelsen af identitet - som f.eks. i indvandrerdebatten forestillingen om danskhed og fremmedhed - er 'fantasier'. Det er fantasierne, der skaber forestillingen om det fælles. Det paradoksale er, at disse fantasier ikke definerer det 'særligt danske', men derimod tager udgangspunkt i forestillingen om den fremmede, 'indvandreren'.
Det betyder ikke, at danskheden blot er givet som det, der ikke er fremmed, og den fremmede som den, der ikke er dansker. Den fremmede forestilles tværtimod som den, der hindrer danskheden i at udfolde sig. 'Vi' fantaserer, at vi ville udgøre et homogent og lykkeligt fælleskab, hvis ikke vi var invaderet af de fremmede. Denne konstruktion muliggør, at vi undgår det traumatiske i at indse, at danskheden ikke findes - ikke findes som givet uden reference til det fremmede.
Med andre ord skjuler vi vores egen mangel på identitet ved at konstruere den fremmede, som den, der har frarøvet det, der kunne danne grundlaget for vores identitet. De fremmede stjæler det fra os, vi ikke har. Kører i Mercedes, hvor vi kører i Skoda. Lever i storfamilier i ghettoen, mens parcelhusets kernefamilie opløses. Svømmer i penge fra det offentlige, mens vores folkepensionister samler flasker for at overleve. Nyder flere koner, mens vi må nøjes med én. Gør alt, hvad vi kun kan fantasere om!
I konfrontationen mellem 'os' og 'dem' gør en afgørende mangel i udgangspunktet sig gældende. Og denne mangel har ikke nødvendigvis at gøre med indvandrere (for eksempel deres 'manglende vilje til integration'), men derimod med en i udgangspunktet fundamental mangel på identitet. Og det er denne mangel, vi forsøger at udfylde via fantasierne om indvandrerne. Vi forestiller os, at de er i besiddelse af noget sublimt, som vi mangler, eller har en hemmelighed, som vi ikke kender. Sublimiteten består selvfølgelig i, at vi ikke med sikkerhed kan vide, hvad det er vi mangler, eller hvad indvandrerens hemmelighed er. Ellers kunne vi jo blot tage 'det' tilbage fra dem.

Bülent Diken og Carsten Bagge Laustsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu