Læsetid: 5 min.

Til kaffe hos professoren

19. november 1997

Den gamle "Vi har ikke brug for tjekkerne"-holdning, som hele det slovakiske projekt blev bygget på, gælder ikke længere, og den vigtigste grund til det er, at den tilsvarende tjekkiske formel heller ikke rigtig duer mere

TJEKKIET
SLOVAKIET
"Selvfølgelig er alle mine studenter fascister - eller måske på vej til at blive det. Altså dem, der overhovedet interesserer sig for politik. Det gør de fleste af dem ikke, og det er måske meget godt."
Vi er i det lille tapre Kroatien. Men det kunne lige så godt være alle andre steder i det "tidligere" Jugoslavien. Og som tidligere universitetslærer i det ligeledes tidligere Tjekkoslovakiet (og senere i den endnu ikke tidligere Tjekkiske Republik) ved jeg, at undervisning i statskundskab er et meget vanskeligt forehavende i det tidligere Østeuropa.
Tidligere undervisning, skulle jeg have sagt. For det er stadig deprimerende, hvor lidt seriøst arbejde der bliver ydet på de samfundsvidenskabelige fakulteter i den tidligere Østblok.
Et af problemerne er de studerende. Et andet er lærerstaben. Desuden mangler man penge. Og et aspekt, der tit glemmes midt i alt det andet, er selve læreprocessen.

At lære politiske sloganer udenad og erklære sig enig med styret i et og alt er ikke længere så vigtigt efter sovjet-marxismens sammenbrud. Nu producerer studenterne uhyggeligt dårlige og overfladiske opgaver, hvori de priser dette eller hint politiske parti (ofte et, der kan skaffe dem et job bagefter). I stedet for socialistisk solidaritet tænker de nu kun på deres karriere; og med hensyn til ideologi lader de sig nøje med alt muligt gammelt vrøvl.
Jeg vil ikke nævne navne her, men nogle politiske er-klæringer i Tjekkiet i den sidste tid er formuleret i et for-bløffende dårligt sprog. F.eks. er grunden til, at den tjekkiske regering ikke vil holde folkeafstemning om NATO-medlemskabet, at "de andre lande ikke holder afstemninger i deres lande om, hvorvidt de vil acceptere os".
Den slags logik i et officielt dokument er næppe egnet til at opmuntre de studerende til at arbejde mere seriøst, vel?

I 1992 var der optræk til debat om en folkeafstemning (eller to) i Tjekko-Slovakiet (eller hvad det nu var, det hed). Fra tjekkisk side blev der fremsat meget fornuftige og overbevisende argumenter, især med hensyn til de mange fordele for begge parter ved denne lille justering af forholdene, der skulle "gøre Slovakiet uafhængigt" - for nu at sige det taktfuldt.
En meningsmåling i Slovakiet - en simuleret folkeafstemning - tydede på, at kun 27 procent af befolkningen dér gik ind for to selvstændige stater. De føler sig sikkert snydt nu, men de resterende 73 procent (50 procent imod og 23 procent ved ikke) må være endnu mere nedtrykte over fremtidsudsigterne.

Tiltagende russisk engagement i slovakisk industri - især i gamle Warszawapagt-favoritter som våbenindustrien og bankerne - kan gøre enhver en smule nervøs. Det har også været meget svært for slovakkerne at se på deres tjekkiske naboer uden en vis misundelse - især over post-moderniseringen af Den Tjekkiske Republik, hvor f.eks. medieverdenen og reklameindustrien udvikler sig meget hurtigere og er langt mere spændende end i Slovakiet.
Men nu er der mirakuløst nok tegn på tøbrud i forholdet mellem de to parter: Midt i oktober mødtes ministerpræsidenterne Vaclav Klaus og Vladimir Meciar for første gang i fire år. Det var en ind-rømmelse af nederlag fra begge sider.

Den gamle "Vi har ikke brug for tjekkerne"-holdning, som hele det slovakiske projekt blev bygget på, gælder ikke længere, og den vigtigste grund til det er, at den tilsvarende tjekkiske formel heller ikke rigtig duer mere.
Det var den, der gik ud på, at fordi tjekkerne var så meget rigere og så meget mere intelligente og havde langt bedre øl og langt smukkere kvinder osv., så ville de klare sig langt bedre end deres primitive og grimme naboer (f.eks. de tidligere brødre i Slovakiet). Disse ubetydelige landes problemer var det under de ophøjede tjekkers værdighed at beskæftige sig med, blev det subtilt antydet - men naturligvis var der ingen, der sagde det højt.

Alt det har ændret sig. Nu er alle nødt til at se i øjnene, at den berømte "tilbagevenden til Europa", som var et af de store slagord under Fløjlsrevolutionen, er løbet ind i et par problemer.
Det bringer os tilbage til Kroatien - også en af de "undertrykte nationer", som gerne ville foretage rejsen ind ind i et Europa domineret af Bruxelles-bureaukratiets antiseptiske forestillinger.
Jeg må sige, at jeg ville have svært ved at møde på arbejde hver dag og undervise en flok opvakte unge mennesker i statskundskab i et land, der er omtrent lige så åbenlyst fascistisk som Francos Spanien. Lærerstab og studerende er etnisk rensede - ikke direkte af universitetet, men af det generelle fremmedhad i samfundet som helhed.
Hvilke lærebøger bruger de så? Hvilke forfattere inspirerer deres debatter? Locke? Aristoteles? Rousseau? Weber? Lenin? Ak nej - der er simpelthen ikke nogen neutral valgmulighed inden for europæiske litteratur.

Det eneste, der er slået an, er amerikansk "politisk videnskab". Jeg sagde altid til mine studenter, at "politisk videnskab" er et selvmodsigende udtryk, ligesom "militære efterretninger" f.eks.; men de fleste hørte ikke efter. Den kønsløse og neutrale amerikanske politologi virker tiltrækkende; men kun i det omfang den ikke rokker ved nationalismen og fordommene.
Amerikanske politologiske værker er normalt skrevet af amerikanske forfattere, som ikke har nogen direkte erfaring med resten af verden, og derfor giver de et billede af en verden, hvor alle steder ligner USA. Det vil sige, at de ikke kommer ind på emner som små landes territorielle stridigheder. De sproglige og kulturelle problemer, der naturligvis opstår i blandede befolkninger, tages kun op på den mest overfladiske måde.
Da der ikke er nogen overlevende venstrefløj i USA, kan den slags værker heller ikke belyse spørgsmål som f.eks. eksistensen af et centraliseret kommunistparti. Man kan altså gennemføre hele kurser i statskundskab uden at nævne de pågældende landes reelle problemer; og det er også langt mere bekvemt for alle involverede.

I Kroatien er jeg sikker på, at der ikke bliver talt meget om etnisk udrensning - selv om fænomenet fortsætter, dog nu i de fleste tilfælde under frivillige former. Professoren konkluderede i øvrigt, at det grundlæggende problem ikke er nationalitet eller politik, men religion.
"Det kan man ikke komme uden om," forklarede han. "Her i Zagreb er der mange serbere. De har boet her hele deres liv; nogle af dem har slet ingen kontakt med Serbien, de taler perfekt kroatisk - men de kan ikke komme bort fra, at deres dåbsattest klart identificerer dem som 'ortodokse'. Og en skønne dag kan det være, at de bliver bedt om at fremvise den."

Oversat af Birgit Ibsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu