Læsetid: 3 min.

De kan jo bare blive pizzavridere

1. november 1997

Måske er Mads Øvlisen personligt ligeglad, om en ansøgers forældre er fra Ballerup eller Istanbul. Men i praksis kommer folk med eksotiske navne ikke til jobsamtale hos NovoNordisk

DOBBELTMORAL
Det er glædeligt, at vores nye indenrigsminister ser det som en hovedopgave at sørge for en bedre integration af flygtninge/indvandrere i det danske samfund. En af de ting Thorkild Simonsen er nødt til at tage fat på er den diskrimination, der foregår i erhverslivet ved ansættelser.
For hvem kender ikke kulturpersonligheder, som kan hele den klassiske, persiske lyrik udenad, eller stribevis af dygtige læger, ingeniører o.s.v. som i bedste fald kan opnå midlertidige jobs som
pizzavridere på Vesterbro i København? Og når danske virksomheder ikke tør tage den chance, det er at ansætte udlændinge med en noget anderledes kulturel baggrund, hvor skal motivationen til at lære dansk og uddanne sig så i længden komme fra?
Opgaven bliver ikke nem for Thorkild Simonsen, for sagen er belagt med megen hykleri, og diskrimination er så svær at dokumentere. Et tegn herpå er de tilsyneladende pauvre resultater, der er kommet fra Nævnet for etnisk ligestilling, der blev nedsat for tre-fire år siden med forfatteren Peter Seeberg som formand. Efter et stykke tid blev det bekendtgjort, at nævnet havde måttet opgive at tage sig af enkeltsager, og siden har undertegnede ikke observeret væsentlig medieomtale af nævnets arbejde.

Tvivl om Novos velvilje
Jeg har i en årrække været undervisningsplanlægger og studievejleder for flygtninge og vil gerne give indenrigsministeren et konkret eksempel på, hvad jeg må opfatte som tyk dobbeltmoral. Den administrerende direktør for Novo Nordisk, Mads Øvlisen, var den 14.oktober gæst i DR-programmet Profilen i anledning af den internationale konference om erhvervslivets "sociale ansvar", der blev afholdt i København den 15.-16. oktober. Den flinke studievært, Kurt Strand, medvirkede til, at programmet blev en hyldest til en førende, socialt ansvarsbevidst erhvervsleder, som skulle sidde "ved bordenden" på konferencen.
Mads Øvlisen oplyste, at Novo Nordisk er en international virksomhed, hvor der høres mange forskellige tungemål rundt omkring i gangene. Han forsikrede om, at det ikke har nogensomhelst betydning for ansættelsesmulighederne om ansøgerens forældre "kommer fra Ballerup eller Istanbul". Der var heller ingen begrundelse for at indføre positiv særbehandling for flygtninge/indvandrere, fordi Novo Nordisk ikke har problemer på dette punkt.
Man bør ikke være i tvivl om, at Novo Nordisk har fingrene ude efter dygtige forskere fra Canada, Rusland og Japan. Men der er absolut grund til at tvivle på, at Novo Nordisk og dansk erhversliv i almindelighed ligestiller flygtninge/indvandrere med danskere.
I 1993/1994 havde jeg en længere, telefonisk samtale med en kvindelig personalechef i Novo Nordisk. Det drejede sig om jobmulighederne for udlændinge, som har taget en laborantuddannelse i Danmark. Jeg fik at vide, at ansøgninger fra denne gruppe straks blev sorteret fra. Der blev givet tre forklaringer. For det første fik Novo Nordisk 200 ansøgninger for hver op-slået laborantstilling. For det andet blev virksomheden af konkurrencemæssige grunde kørt så stramt, at alt hvad der bare lugtede af noget, som evt. kunne blive til et problem måtte luges fra. For det tredje havde man været ude for, at en ansøger i sin ansøgning havde oplyst, at han var perfekt til dansk, hvilket i jobsamtalen viste sig at være ukorrekt.

Forbilleder
Der bliver gjort et kæmpearbejde med at skrive ansøgninger. Og et altafgørende spørgsmål er: hvordan tackler man sit fremmedklingende navn? Skal man være cool, saglig og kun beskrive sine kvalifikationer? Skal man fremlægge hele sin politiske baggrund, den lange vej og håbe på forståelse? Eller skal man forsigtigt anslå de eksotiske strenge? Alt afprøves. Og der vanker ingen jobsamtale.
For situationen er ofte den, at ansøgningen overhovedet ikke bliver læst, eksmansbeviserne ikke vurderet.
Man kan ikke overvurdere den betydning, positive forbilleder har for de etniske grupper. Personer, der har vist, at man i kraft af en stor arbejdsindsats kan klare sig på lige vilkår med danske studerende, er forbilleder. Men bagefter løber de ind i muren, i depressionen og de skyldbetonede bortforklaringer, når de for hundredsyttende gang skal fortælle familie og venner, hvad de så (ikke) er kommet i gang med.
Mennesker med anderledes udseende eller fremmedkulturel baggrund vil nok altid i et vist omfang være omfattet af ambivalente følelser, på den ene side frygtsomhed og måske aggression, på den anden side nysgerrighed. Den første side er vist klart nok demonstreret i udlændingedebattens aktuelle hadske tone, den anden møder man på gaderne i form af de talløse, forelskede blandede par, der åbenlyst nyder at vise hinanden frem.
Hvis Thorkild Simonsen for alvor vil modvirke ghettodannelsen, må han gøre noget effektivt for at stimulere nysgerrigheden i det danske erhvers-liv.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu