Læsetid: 4 min.

En kedelig fætter

1. november 1997

Kulturradikalismens egentlige talent har altid bestået i evnen til at være ond-skabsfuld. Ole Krarup er et eksempel

FAMILIELIV
Jeg har en kedelig fætter.
Jeg har også en herlig fætter. Han hedder Jesper Langballe, og han er festlig, hyggelig, reel, loyal og fuld af charme. Han er en fornøjelse at være sammen med. Han er også en fornøjelse at høre på, for Jesper Langballe er højt begavet og originalt tænkende.
Den kedelige fætter, Ole Krarup, er ikke noget af dette. I hvert fald ikke efter min erfaring. I vores familie er der et stort sammenhold, men Ole Krarup og hans familie var ikke med. De gik deres egne kedelige og politiske veje, og vi andre fornemmede tidligt, at det var vigtigere at have de rigtige meninger og gøre karriere end at være i familie.
Det var de da heller ikke. Ole Krarup har jeg ikke talt med i 40 år. Ikke, at jeg har savnet det. Hans ambitiøse, moderigtige karriereløb har ikke tiltalt mig. Jeg har ofte ærgret mig over den banale 68-mening, der udgik af hans mund. Dér, hvor man havde de "rigtige" meninger, var Ole med.
En kedelig fætter.
Når jeg fortæller disse hemmeligheder fra familiekredsen, er der en grund til det. Jeg skulle ellers ikke beskæftige mig med Ole Kra-rup. Han skulle have lov til at blive siddende i den sure og politiske korrekthed, hvor han så længe har placeret sig.
En kedelig fætter skal man lade sidde og surmule.
Men forleden viste Ole Krarup sit sande, kedelige jeg for alt folket, og det bestod i, at han skulle svine mig til netop i kraft af familieskab. Det var på landsmødet for Folkebevægelsen mod EF-Unionen i Roskilde. 25.-26. oktober samledes her en række gæve EF-modstandere (jeg kender og har arbejdet sammen med mange af dem) for at forbedre sig til folkeafstemningen om Amsterdamtraktaten.
Men tillige var der Ole Krarup. Og fra podiet meddelte han forsamlingen og offentligheden, at han var belastet af sit familieforhold til mig og derfra kendte til "den indre svinehund", som nu også glammede i Dansk Folkeparti.
Smukt, ikke sandt. Vidnesbyrd om en fin karakter og et fornemt sindelag.

De mest nedrige
Sådan forholder en kedelig fætter sig til sin familie, og jeg kan kun glæde mig over, at jeg ikke har været sammen med ham i 40 år.
Jeg håber oprigtigt, at jeg kan slippe for at se ham også i fremtiden.
En sådan menneskelighed er man helst fri for at have med at gøre.
Har De forresten lagt mærke til, hvordan det altid er de politiske korrekte med de fromme, kærlige "meninger", der er de mest ondskabsfulde og nedrige personer i den offentlige debat? Hvori består kulturradikalismens og
marxismens egentlige talent?
Det er såvist ikke i originalitet eller tankekraft. Noget mere uoriginalt og tanketomt end den politiske korrekthed finder man ikke.
Nej, kulturradikalismens egentlige talent har altid be-stået i evnen til at være ondskabsfuld. De infame øgenavne og de mest nedrige skældsord. Det var kulturradikalismens talent. Det er det stadigvæk. Ole Krarup er et eksempel. Ikke blot skal han i kraft af et familieskab, som han selv har sjoflet, svine mig personligt til. Han skal også gøre det med det særligt infame skældsord, som alle de menneskekærlige fra kulturradikalismen elsker.
Men et kan De være sikker på: Den, der råber indre svi-nehund efter andre, er det selv! (I det aktuelle tilfælde kan jeg bekræfte dette).

Aftale med Enhedslisten
Der var imidlertid en taktisk hensigt med fætter Oles infami. Det var tydeligt, at han havde aftalt med Enhedslisten, at de sammen skulle erobre Folkebevægelsen mod EF-Unionen og sikre sig, at den holdt til med Enhedslisten, ikke med Dansk Folkeparti. Ikke blot klappede Enhedslistens deltagere på landsmødet som rasende, da Ole Krarup havde ytret sine elskværdigheder om mig. Det virkede yderst instrueret. Men senere gik også en fagforeningsmand fra den del af fagforeningen, der altid har støttet de autonome og Enhedslisten, på talerstolen for at forelægge en resolution, som landsmødet skulle tilslutte sig. Den gik ud på, at Folkebevægelsen tog afstand fra de EU-modstandere, der var "racistiske".
Ikke sandt, dér har vi jargonen igen. Kan De genkende de fornemme sind og de fine karakterer. Skældsord, øgenavne og alskens rendestens- underlødighed - det er Ole Krarup og Enhedslisten.
De fik ikke deres vilje. En række hæderlige EF-modstandere stod op og sagde nej til at kuppe Folkebevægelsen og lave parti-taktik på EF-modstanden. Heldigvis.
Der var jo tale om ren obstruktion af den fælles kamp mod Amsterdamtraktaten. Enhedslisten er dybt illoyal. Enhedslisten er slet ikke til at stole på. Enhedslisten dyrker hellere partipolitik end er loyal mod det fælles formål.
Og således karakteriserer Enhedslisten en kedelig fætter og hans karakter. Jeg er overbevist om, at Ole Krarup trives med sådanne kumpaner.
Det er to alen af et stykke.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu