Læsetid: 4 min.

Klagenævn beskytter læger

14. november 1997

Sagerne må behandles åbent - og hurtigere end de nuværende op til fire år

SUNDHED
Patientklagenævnet har væ-ret til debat i den senere tid - dels i Lone Scocozzas kronik i Information den 20. oktober, dels i det nye blad Dagens Medicin.
Som formand for en patientorganisation, der tæller 2.500 medlemmer, har jeg erfaringer med en række af de områder, som er blevet fremhævet. Meget få kræftpatienter har kræfter til at rejse en klagesag, selvom det i en lang række tilfælde er yderst berettiget. Når der endelig er en kræftpatient, som har overskud til at klage, er resultatet imidlertid næsten givet på forhånd. Klageren får ikke medhold. Selv når en patient klager over, at der ikke er informeret om invaliderende bivirkninger, som måske har henvist patienten til kørestol, er resultatet sikkert, lægen har ikke begået fejl. Bevismaterialet i sager om information og samtykke er journalen, som jo er produceret af den ene part i sagen, nemlig lægen. Selvom patienten kan have en ganske anden opfattelse af, hvad der er foregået, lægges der ikke vægt herpå, og der foretages ikke vidneafhøringer. I sager, hvor der er tvivl, kommer tvivlen den indklagede, altså sundhedspersonen til gode.
Dette udtrykkes da også helt klart i Ugeskrift for læger nr. 40, 1997, hvori Patientklagenævnet redegør for sin bevisvurdering. Heri hedder det: "I sager, hvor Patientklagenævnet må foretage en bevisvurdering, følger nævnet det almindeligt anerkendte princip - som også kendes fra straffesager - om, at en rimelig tvivl må komme den indklagede til gode. Dette princip, der skal tilgodese den indklagede sundhedspersons retssikkerhed, følges af Patientklagenævnet ved bevisvurderingen i klagesager, hvor der - ud over parternes modstridende forklaringer - ikke er andre oplysninger, der kan støtte den ene forklaring frem for den anden".
Jeg må hertil anføre, at der er den væsentlige forskel på patientklagesager og almindelige straffesager, at i straffesager produceres bevismaterialet ikke af den ene part i sagen. Dette helt urimelige princip, gør i virkeligheden patienterne retsløse.
Når man læser sager fra Patientklagenævnet, kan man få det indtryk, at sagsbehandlere og nævnsmedlemmer kun ser sagen fra den indklagede sundhedspersons side. Han kan komme ud for, at en klage afvises med netop den formulering, som den indklagede læge selv har formuleret i sit høringssvar - og vel at mærke uden nogen form for dokumentation. Tag f.eks. et udsagn om, at denne specielle invaliderende bivirkning, behøver lægen ikke informere om, da den forekommer i mindre end et ud af hundrede tilfælde. Hvordan et sådant udsagn kan lægges til grund for en sagsafgørelse er en gåde, da der ikke sker nogen dækkende central registrering af behandlingsbivirkninger, og en sådan procentangivelse således er ren fiktion.
Man kan også få det indtryk, når man får en afgørelse - og afvisning - fra Patientklagenævnet, at nævnet ikke har ønsket at bruge den nødvendige tid på at opklare sagen. En opklaring forudsætter undertiden, at internationale forskningsresultater støves op, eller at man kontakter udenlandske forskere. Dette kan være fordelagtigt af mindst to grunde. Dels er det f.eks. på kræftområdet ofte i udlandet de vigtigste forskningsresultater hentes hjem, dels er udenlandske forskere formentlig mere fri i forhold til de danske læger, og de behøver ikke at bekymre sig om de kollegiale aspekter. Når Patientklagenævnet beder en dansk speciallæge om at udtale sig i en klagesag, er der en stor risiko for, at speciallægen, hvis udtalelse tillægges afgørende vægt for afgørelsen, på et tidspunkt har været kollega til den læge, der klages over. Og da nævnet har den besynderlige praksis at opgive speciallægens navn til den læge der klages over, skal der ikke megen fantasi til at forestille sig, hvilke bindinger, der herved kan lægges på speciallægens udtalelser.

Hurtigere sagsbehandling
I det hele taget kan man som patient få det indtryk, at klagerens vinkel ikke rigtig tæller i nævnets sagsbehandling. Hertil kommer, at der nu lægges stor vægt på en hurtigere sagsbehandling, hvilket man kan frygte medfører større overfladiskhed - specielt på baggrund af de af Lone Scocozza beskrevne procedurer for formandsafgørelser og sager, der ikke mødebehandles. Det kunne tyde på, at man søger at nedbringe behandlingstiden på bekostning af patienternes krav på omhyggelig sagsbehandling. Det er dog næppe kvaliteten i sagsbehandlingen, der hidtil har bevirket, at man har måttet vente i op til fire år på en afgørelse, men snarere underbemanding og almindelig sløvhed i de bureaukratiske rutiner. Det er naturligvis påkrævet, at sagsbehandlingstiden bringes ned, men det må ikke gå ud over kvaliteten af arbejdet.
Som patientforening er vi meget taknemlige for, at Lone Scocozza har vist det udsædvanlige mod at beskrive arbejdet i et forum, hun selv er medlem af. Vi ved af erfaring, hvad det kan koste af bagtalelse og utroværdiggørelse, når man tillader sig at sætte det magtfulde sundhedsvæsen under lup.
Lad os få åbenhed om Patientklagenævnets sagsbehandling, som man har i Sverige. Lad offentligheden få adgang til at se sagsmateriale og afgørelser. Først da kan man få føling med, hvad der sker i nævnet. Og det er på høje tid, hvis Patientklagenævnet skal være udtryk for en reel beskyttelse af patienterne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu