Er det normalt, at kommuner ikke tager menneskelige hensyn, når gæld til det offentlige skal hentes hjem? Tænk på, at alt for hårdhændede metoder nemt forvandler en skyldner til en taber
GÆLD
På min lønseddel fra Frederikssund Kommune for oktober måned, er der et punkt, hvor der efter krav fra Københavns Kommune er trukket 30% af min nettoløn. På denne måde vil kommunen have de 20.000 kr. tilbage, som er en gæld, jeg i sin tid oparbejdede i Odense. Pengene bliver trukket, selv om det er i klar modstrid med kildeskattelovens Pgf.73, stk. 3.3 pkt, hvorefter kommunen skal sikre sig, at der overlades skatteyderen de nødvendige midler til familiens underhold.
Det har de ikke gjort. Og det er i modstrid med Told-Skat cirkulære 1996-7, hvorefter kommunens beregningsgrundlag skal fremsendes til partshøring i forbindelse med afgørelser om lønindeholdelse. Det har de heller ikke gjort.
Den 1. august i år flyttede jeg fra Jægerspris til Valby. I Jægerspris havde jeg en betalingsaftale med kommunen. Igennem de knap halvandet år, jeg boede der, blev gælden nedbragt fra 30.000 kr. til de nuværende 20.000 kr. Denne aftale ønskede jeg videreført. I stedet henvender Opkrævningsafdelingen i skattevæsenet i København sig til kommunen, hvor jeg arbejder, og får dem til at trække i min pædagogmedhjælperløn, uden at jeg bliver orienteret.
Forhistorien
Forhistorien er denne. I august 1987, mens vi bor i min fødekommune Odense, bliver jeg separeret fra mine børns mor. Børnene er på det tidspunkt 7 og 5 år. Ud fra den tilknytning som børnene har til os begge og ud fra en fælles vurdering af, at det nok er mig der har brugt mest tid på dem, er der ingen tvivl om, at der skal være fælles forældremyndighed.
I januar 1988 flytter moderen med børnene til sin kæreste i Århus imod min vilje. Året efter anlægger hun sag ved retten for at få ophævet den fælles forældremyndighed uden nogen ydre anledning. Hun får myndigheden, og samkvemsaftalen lyder på besøg hver anden weekend, ferier osv. En aftale som holder til august i år, hvor jeg overtager forældremyndigheden, samtidig med at jeg flytter til Valby.
Gælden til kommunen bliver oparbejdet i perioden fra oktober 1989 til slutningen af 1990, hvor jeg er taget på højskole. For stadig at have råd til at få børnene på besøg betaler jeg ikke børnepenge. Det er ikke alene rejsen, der er uhyre omkostningskrævende, men også det, at jeg for at gøre det attraktivt for børnene at besøge mig, hver gang de er på weekend må bruge forholdsvis mange penge på underholdning for børnene, da de med disse besøgsintervaller ikke kan opbygge en egentlig kammeratskabskreds. Det er altså i mine øjne ikke et forsøg på at rende fra mine forpligtelser.
I perioder drikker moderen så meget, at hun er ude af stand til at tage sig af børnene. I foråret 1995 overtager Århus kommune forsørgelsen af min dengang 14-årige datter. Hun flytter ind på ungdomspensionen Rundhøj og senere i et kommunalt bofællesskab. I april 1996 flytter jeg over til min nuværende kone i Jægerspris.
I forsommeren i år bliver det igen så slemt med børnenes mors drikkeri, at den eneste løsning er, at min søn kommer i familiepleje. Børnene vil gerne flytte sammen med mig, men ingen af børnene har lyst til at flytte ud på landet. Min vurdering er også, at de med deres baggrund - opvokset i en storby og med et 'autonomt' udseende - ikke ville blive accepteret i et landsbymiljø. De ville blive isoleret i skolen. Løsningen kommer, da vi kan købe et hus i Valby.
I Århus flyttede min datter skole et par gange og kom bl.a. på efterskole, hvor hun blev smidt ud efter kort tid. Sidste år gik hun ikke i skole. I København finder hun selv et tilbud, der passer til hende og som gør at hun får mod på at tage den 10.-klasse, der giver hende mulighed for at komme videre. Løsningen er Det Fri Gymnasium, som er en betalingsskole. Min søn starter i en kommunal skole i Valby, kan ikke falde til, og kommer efter eget valg ind på Freinet-skolen, et sted, hvor han bliver accepteret som han er, men som også koster penge.
Men alt i alt bliver det offentlige - Århus Kommune - sparet for en månedlig udgift, som langt overstiger det beløb, som jeg skylder dem. Den eneste i familien, som ikke falder til i København, er min kones datter på 13 år, der er opvokset i Jægerspris. Og det er min kone, der tjener pengene. Nu kommer Opkrævningsafdelingen så ovenikøbet og kræver, at hun skal betale de børnepenge, som jeg ikke har været i stand til at betale. Det er klart, at det skaber store spændinger i den nyetablerede familie.
Normal praksis?
I to breve den 8. og 21. oktober har jeg tilbudt kommunen en rimelig afdragsordning uden at få svar, og samtidig har jeg krævet at få at vide, hvilke ankemuligheder jeg har. Jeg har betalt det sidste afdrag til Jægerspris den 1. september. Hvad pokker kan jeg mere gøre?
Jeg kan spørge den ansvarlige for Opkrævningsafdelingen den konservative borgmester H. Thustrup Hansen, om det er normalt, at kommunene behandler sine skyldnere på denne svinske måde?
Sker det også over for de erhvervsdrivende, som har den langt overvejende del af gælden til kommunen?
