Kronik

Korstog

Debat
18. november 1997

Ved ensidigt at fokusere på korsfarernes forbrydelser maler en række kultur-skribenter et fortegnet billede af det kristne Vesten som barbarisk og fanatisk. Men det er historieskrivning med politisk sigte

Lige efter nytår 1996 viste DR TV Monty Py-thons komisk/alvorlige serie om de kristne korstog til Det Hellige Land. Her blev kristne (og jøder) fremstillet som tåbelige fanatikere, hvis tro i virkeligheden var overtro.
Kort efter behandlede Tim O'Connor samme emne på lignende måde i en oversigt over historiske ugerninger (Berlingske Tidende den 16. januar), og temaet blev taget op igen af religionshistorikeren Tim Jensen i aprilnummeret af Samvirke. Et par måneder senere kom G. G. Labelles Den Bitre Arv efter Korsfarerne i Kristeligt Dagblad (den 1. juni), hvor han, ligesom Monty Python og O'Connor, understregede kristen brutalitet og skildrede araberne som forfulgte uskyldigheder: Mellemøsten tilhørte uden forbehold araberne, og skam få den, der måtte mene noget andet.
Og trenden fortsætter. Den 29. juni i år skriver Hans Lyngby Jepsen i Politikens kronik om korsriddernes bersærkergang i Jerusalem, hvor "blodet i byens gader stod op til hestenes buge". Hvordan dette efter al sandsynlighed naturlovstridige fænomen kunne finde sted, uden at blodet løb ned ad bakke, kommer Lyngby Jepsen ikke ind på. Mere vigtigt for ham er det, at jøderne heller ikke er ret meget bedre end de kristne barbarer. "Spørg palæstinenserne, syrerne og libaneserne, hvad de mener om jøderne," skriver Lyngby Jepsen i en tone, der gør det temmelig overflødigt at spørge, hvad han selv mener om dem.

Den 15. juni tager middelalder-arkæolog Jan Simmen over i Information, hvor han maler videre på de blodige begivenheder i Jerusalem.
Hos ham når blodet "(kors)sridderne op til anklerne". Men inden vi når at glæde os over dette mådehold, fremlægger Simmen nye detaljer, der får Lyngby Jepsens greuelhistorie til at ligne en søndagsudflugt hos KFUM. "Korsridderne gik også i gang med at æde de døde fjender," skriver han med behørig oprørthed, så det ikke kunne undre, at "muslimer så med skræk og undren på disse barbarer."
Og det kan ingen fortænke dem i. Forskellen mellem dem og de europæiske kannibaler var som nat og dag. Ikke alene var muslimerne langt mere kultiverede end korsridderne, men ifølge Simmen var de også vidensmæssigt hundrede mil foran. En af dem var "kommet til den konklusion, at hvis man spaltede et atom, ville effekten være enorm". Heldigvis lod han det blive ved tanken, men eksemplet er sigende. Den afgrundsdybe kløft mellem de atomfysik-dyrkende muslimer og de menneskeædende kristne svarer til forskellen mellem godt og ondt, eller til forskellen mellem mennesker og dyr.

Pudsigt nok følger alle de avisindlæg om kors-togene, jeg er faldet over, samme stereotyp. Ingen af forfatterne har fundet det værd at nævne, at korstogene fandt sted omtrent samtidigt med en muslimsk vækkelse, der ikke gav korsridderne noget som helst efter i brutalitet. Om dette emne har der hidtil hersket tavshed, og indholdet i det følgende vil sandsynligvis være ukendt stof for de fleste.
Mellem 1180 og 1269 blev den islamiske verden systematisk terroriseret af almohadesekten, "enhedsbekenderne," der gav jøder og kristne - de såkaldt beskyttede mindretal - et ubehageligt valg: Enten skulle de konvertere eller dø. Og da disse ikke-islamiske folkegrupper (på arabisk kaldet "dhimmi") mange steder udgjorde flertallet af befolkningen i et muslimske rige, der strakte sig fra Spanien til Asien, var der ikke bare et mindre opgør, der var tale om, men - med University History of the
World's ord - et feltog, der "efterlod et spor af blod fra Sahara til Toledo".

Det er der som sagt ingen, der har skrevet om. Formodentlig fordi al omtale af fanatiske ugerninger begået af ikke-kristne ville sætte spørgsmålstegn ved det fortærskede slogan om, at "muslimer, jøder og kristne altid har levet fredeligt sammen i den arabiske verden." Hvilket lidt ægte research hurtigt ville vise, at de sjældent har gjort, tværtimod: Presset på de oprinde-lige flertalsgrupper fik de svage og udsatte til at konvertere. Pogromer som dem, der foranstaltedes af almohaderne, fandt sted med stigende hyppighed. Hårdest ramt blev jøderne, der i Koranen omtales som "en ondskabsfuld og forræderisk hob" (2:100), som "Allahs vrede hviler over" (58:14).
Jødernes usle kår som "beskyttet" mindretal under islam er beskrevet af professor Jane Gerber i The American Zionist maj/juni 1975, hvor hun pointerer, at jøderne - bortset fra en relativ fredelig periode umiddelbart efter arabernes erobring af Mellemøsten og dele af Europa - i 1000 år har levet under forhold, der ingen garanti gav dem for hverken ejendom eller liv. "Overfaldene var idelige," skriver professor Gerber.
Gerbers udsagn bekræftes af den jødisk/egyptiske forfatterinde Bat Ye'or, der har samlet et omfattende kildemateriale om disse overgreb i sin The Dhimmi: Jews and Christians under Moslem Rule (Assoc. University Presses 1985).
Blandt de øjenvidner, Bat Ye'or nævner, er den jødiske filosof Mosje ben Maimun, der i Vesten er bedre kendt under navnet Maimonides.
Han citeres normalt som et mønstereksempel på en jøde, der nåede langt takket være sine arabiske herrers tolerance, og Maimonides lovpriste selv denne tolerance, i hvert fald udadtil. Men til de forfulgte jøder af Zaidi Jemen skrev han følgende:
"For vore synders skyld har Gud kastet os i midten af dette folk (araberne), som har forfulgt os såre, og har vedtaget love, der diskriminerer os... aldrig har et folk gjort os så megen fortræd, fornedret os, og hadet os så meget som de."
At denne undertrykkelse næppe var af kortvarig karakter, fremgår klart af et tilfælde som Isaak ben Samuel, en berømt kabbalist, der flygtede fra Acre, efter byen blev indtaget af mamelukkerne i 1291, cirka 100 år efter overgrebene på de jemenitiske jøder. Ben Samuel flygtede først til Italien, derefter - interessant nok - til de kristne områder i Spanien.
"I muslimernes øjne," skrev han, "er en jøde lige så udsat for overgreb som en åben mark... af denne grund har vore rabbinere, velsignet være deres minde, sagt 'hellere under Edoms (kristenhedens) åg end Isjmaels (arabernes)'" (Talmud, Gittin 17a).

Alligevel var ben Samuels trængsler for intet at regne mod de over-greb, der har fundet sted mod jøder og kristne i nyere tid.
Jo mere man kigger på myten om det harmoniske samvær mellem jøder, kristne og muslimer i arabisk regi, des mere åbenbart bliver det, at der har fundet en massiv vildledning sted. Humanister - jødiske, kristne, og ateister - har selv ønsket at tro på denne idyl og har også følt sig forpligtet til at tvinge andre til at tro på den. Lige som sovjettilhængere under den kolde krig har de færreste kunnet få sig selv til at kigge bag facaden og har nøjedes med at henvise til den historiske utopi, der så smukt bekræfter tanken om, at mennesker engang har levet fredeligt med hinanden. Dette billede - føler de - er vigtigt at fremhæve i en tid, hvor Europas befolkning langsomt skiftes ud med mennesker fra Tyrkiet, Pakistan og de arabiske lande, og som for manges vedkommende har taget deres kultur og samfundsform med sig til Europa. Om 50-100 år vil resterne af Europas nuværende samfund højst sandsynligt havne i en dhimmi-lignende situation, og det, understreger humanisterne - der nu begynder at ane, hvor det bærer hen - kan være en meget lykkelig tilstand.
Maimonides siger noget andet: "Selvom vi er blevet vanæret af dem (araberne) ud over grænserne for menneskelig udholdenhed... er vi som den, der omtales af den Gudbenådede skribent: 'Men jeg er som en døv, der hører ej, og jeg er som en stum, der ikke åbner munden'" (salme 38:14). Dhimmi status var med andre ord underkastelse og selvcensur.

Så langt er vi endnu ikke kommet, og derfor er det vigtigt at forlange redelige historiske oplysninger i stedet for tendentiøse skildringer i propagandaøjemed.
Det fik vi ikke i de historiske fremstillinger, jeg for oven har nævnt, men snarere noget, der mindede om de fordummelseskampagner, vi før er blevet udsat for, én gang i skyggen af Sovjet (1918-89) og én gang i form af en fidel leflen for Nazityskland (1933-45).
Nu er det islam der skal lefles for, og i denne forbindelse er opslagsværker det ideelle sted at plante halve sandheder og selektive facts.
Slår man op under "almohaderne" i Politikens Islam Leksikon (ved Jørgen Bæk Simonsen), vil man se, at sektens blodige gerninger ikke er nævnt med ét ord. Beskrivelsen går først og fremmest på teologiske finesser, idet vi får at vide, at sekten troede f. eks. mere på dit end på dat - en overbærenhed man formodentlig ikke ville have haft, hvis det drejede sig om den kristne Inkvisition eller de kristne korstog. Det nærmeste, Jørgen Bæk Simonsen kommer en omtale af sektens voldelige fremfærd, er en ind-rømmelse af, at "sekten havde politisk kontrol over det nuværende Marokko og dele af det islamiske Spanien."
Her skal man prøve at forestille sig, hvordan Simmen, Lyngby-Jepsen, O'Connor etc. ville reagere, hvis man omtalte korsfarernes erobring af Jerusalem som "politisk kontrol".
Den formulering ville de næppe gå med til. De kristnes blodige overgreb skal forkyndes fra hustagene, mens de blodige overgreb begået af den anden part forties. Måske føler disse forfattere, at Vest-en vil være bedre rustet til at tilpasse sig et kommende muslimsk-domineret multietnisk Europa, hvis man først har fortrængt den historiske virkelighed og erstattet den med reklame.

Geoffrey Cain er næstformand i Raoul Wallenberg Foreningen og medredaktør af Web-Avisen.

APROPOS
Judaskysset er i virkelig-heden et venskabskys
Peter Edelberg skriver i Information den 14. november et indlæg, der går tæt på folkekirken og dens biskopper.
Ikke uden grund fornemmer Peter Edelberg, at i folkekirken anses homoseksuelle ikke for at være lige så værdige som heteroseksuelle.
Edelberg bruger ord som "andenrangs kristne" og "judaskys" i forbindelse med biskoppernes udtalelse. Edelberg skriver også, at han vil have "svært ved i fremtiden at føle mig velkommen i kirken, vel vidende at min eksistens kun tåles."
Jo, det er ikke så vanskeligt at forstå, at Peter Edelberg kan føle sig nødsaget til at melde sig ud af folkekirken.
Men behøver han tage den konsekvens? Hvis han melder sig ud, gør han så ikke det, som nogle fra højrefløjen i folkekirken dybest set ønsker sig:
At blive af med homoseksuelle?
Men skulle Edelberg så ikke give dem lejlighed til selv at sige det - hvis det er det, de mener - at i dette selskab og i denne sammenhæng er homoseksuelle ikke ønskede. De er på grund af deres seksuelle orientering et fremmedelement, der kun er tålt, hvis de underkuer deres seksualitet eller lader sig 'behandle'.
Ligestillingen mellem homoseksuelle og heteroseksuelle vindes nok snarere ved at blive og holde ud, sejt og vedholdende, som om det drejede sig om en apartheid-kirke i det gamle Sydafrika.
Apartheidtilhængerne mente jo - lige som slaveejerne i Sydstaterne - at bibelen var på deres side. Men historien gav dem ikke medhold.
Derfor, Peter Edelberg: Se på "judaskysset" som et venskabskys.
Der er folk i folkekirken og andre kristne kirker, som holder med dig - også blandt biskopperne.

Claes Flach, Odense

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her