Læsetid: 4 min.

LÆSERDEBAT

Debat
25. november 1997

Udvisning
12. NOVEMBER - Nogle spørgsmål til Søren Søndergaard, Enhedslisten og Margrethe Auken, SF:
I Information den 10. november harcelerer fhv. indenrigsminister Birte Weiss over, at venstrefløjen "ikke vil være med til at udvise narkopushere på trods af deres helt horrible operationer på Vesterbro"...
Kære Søndergaard og Auken: Hvorfor vil I ikke det? Hvorfor holder I hånden over gangstere, der sælger narkotika til skolebørn? Og er denne "humanistiske" blødhed overfor udenlandske forbrydere ikke netop med til at fremelske fremmedhad og racisme?
Og så lige et tillægs-spørgsmål: Vil I også modsætte jer udvisning af udenlandske nazister, der laver forbrydelser i Danmark?

J. C. Michaelsen
Rotasvej 4
3370 Melby

Psykiatere er oprørte
18. NOVEMBER - Loven om tvang i psykiatrien er ved at blive revideret. Vedtagelsen er nært forestående og ændringsforslaget er allerede behandlet i Folketingets retsudvalg.
I sin beretning har retsudvalget forsigtigt foreslået at man overvejer en forsøgsordning med medicinfri psykiatriske afdelinger. Flere psykiatere er oprørte over dette angreb på deres faglige magt. De var ikke blevet spurgt - forslaget kom fra patienter - som kun kender faget på deres egen krop...
I de seneste år er der ved nye metoder blevet påvist diverse dimser i hjernen som fungerer anderledes ved "sindssyge". Måske er det derfor at faget som helhed er mere forstokket "naturvidenskabeligt" orienteret end nogensinde. Således kan tekniske fremskridt give tilbageskridt. Da der er en snæver sammenhæng mellem vores sind og hele vores krop er der jo intet som helst mærkeligt i at en forandret psykisk tilstand giver målelige forandringer i hjernen - og omvendt. Derimod er det mærkeligt at psykiaterne kun kan se sammenhængen den ene vej - fra hjerne til sind - og derfor mener at sindet kun kan påvirkes ad kemisk vej.
I sin fortræffelige "naturvidenskabelighed" burde de ellers være interesserede i forsøg, hvor de kunne måle virkningen af medicinerne sammenholdt med medicinfri behandling. Hvis de altså vil vide det? Den danske psykiater Villars Lunn har en gang sagt. "Vi behandler noget, vi ikke ved hvad er, med noget vi ikke ved hvordan virker". Denne erkendelse er glemt, mens patienterne fortsat lider under psykiaternes uvidenhed.
Det er en kendsgerning at de såkaldte psykiatere ikke er uddannet til det arbejde, de skulle forestille at udføre. Det som man i dag i psykiatrien definerer som sindssyg, og tildeler en masse latinske navne såsom psykotisk, manisk, depressiv, skizofren m.m. er nogle naturlige mekanismer som vi alle besidder, svarende til feber ved fysisk sygdom. Disse mekanismer, som vi vil kalde psykiske symptomer, træder som oftest i kraft som reaktion på psykiske problemer og på baggrund af tidligere psykisk belastning. Det er disse psykiske symptomer som sindssygehospitalerne søger at dulme med symptomdæmpende medicin.
Selve psykens problemer behandles ikke! Dette skyldes at psykiaterne ved meget lidt om psykologi og psykoterapi.
Det er på høje tid at tage dette samfundsproblem alvorligt - også blandt politikerne.

Anna Rasmussen
Gruppe af 1997
c/o Galebevægelsen i
Vestjylland
Mosbølvej 2, Strellev
6870 Ølgod

Hvad blev der af beskæftigelsen?
18. NOVEMBER - I øjeblikket er samtlige EU-politikere - incl. vor egen statsminister - på vej skrigende væk fra alle løfter og tilsagn om mere beskæftigelse i EU. I forbindelse med det ekstraordinære topmøde om beskæftigelse, som skal afholdes i denne uge, har de samme EU-politikere med stor iver forsøgt at tage luften ud af alle forventninger.
Det kunne jo virke besynderligt - navnlig når man tænker på, at den danske regering skal "sælge" sit nye produkt, Amsterdamtraktaten, på et beskæftigelsesafsnit, som man har pustet op til noget, der ikke er dæk-ning for.
Er det virkelig først nu, man opdager, at hensynet til beskæftigelsen står i stærk modstrid til optagelseskravene til den fælles mønt? Er det først nu, man opdager, at hensynet til konkurrencen vejer tungere, end hensynet til de 18-40 millioner arbejdsløse i EU? Er det først nu, det går op for nogle af vore politikere, at den eneste måde, man fra EU's side ønsker at skabe flere arbejdspladser på, er ved at øge konkurrenceevnen, så de europæiske arbejdstagere kan konkurrere knivskarpt med arbejdstagere i USA og Japan om de restarbejdspladser, der bliver tilbage, når rationaliseringerne er fuldført?
Eller er det virkeligt lykkedes at overbevis fagforeningerne på EU-plan (ETUC) om, at det bedst skabes beskæftigelse for de ledige i Den Europæiske Union, hvis fagbevægelse og politikerne står last og brast med de store selskaber i EU om at fremme konkurrenceevnen, sænke de offentlige udgifter, deregulere arbejdsmarkedet og sænke kravene til miljøbeskyttelse, således at man kan håbe på, at blot en brøkdel af de store selskaber vil lægge lidt af deres profit i fleksible, mobile og deregulerede arbejdspladser i EU?
Er det virkelig det, de mener, politikere som Ove Fich og Christine Antorini, når de taler om at være internationale? Er der ikke lidt i vejen med deres geografikundskaber? EU er ikke internationalt samarbejde - EU er en handelsblok på linje med USA og Japan. Ønsker de virkelig, at vi i Danmark og andre europæiske lande skal samarbejde med de transnationale selskaber i vort nabolag for at udkonkurrere arbejdskraft i de andre to handelsblokke? Er det den nye form for solidaritet?
Hvis det er sådan - ja, så er jeg ikke international. Men så er jeg til gengæld stolt af ikke at være det.

Susanne Arends
Rubjergvej 30
Lønstrup

Dobbeltmoralsk
12. NOVEMBER - På syvende år er Irak, efter at være blevet jaget ud af Kuwait ved Operation Ørkenstorm, belagt med sanktioner, der bevirker, at civilbefolkningen lider af mangel på tilstrækkelige forsyninger og, at mange børn underernæres.
Israel får derimod 2 mia. dollar om året af USA. Israel bygger illegale bosættelser på besat område og overtræder flere internationale love som Fjerde Geneve Konvention og FN's Menneskerettigheds Konventioner. Det er beklaget af FN, som 17. februar 1995 specielt nævner Israels tilbageholdelse af palæstinensere, som uden rettergang får tilbageholdelsen forlænget år efter år, fortsatte udvidelser og etablering af nye bosættelser samt konfiskation af palæstinensisk jord. Forhold der i dag stadig praktiseres.
Civilbefolkningen begge steder er dem, der betaler prisen.
Er det ikke dobbeltmoral?

Katja Klerk
Søllerød Park 5/16
2840 Holte

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her